At savne sin søn - igen

Jeg har været på sommerudflugt med børnehaven i dag, og jeg kom først hjem da Ludvig var puttet. Jeg har allerede været nede og kysse hans små, varme kinder og indsnuse duften af ham op til flere gange, og jeg glæder mig til at gå omkuld i dynerne til hans snorken og smasken og små sovelyde. Det er helt vildt underligt kun at have set ham et par timer i morges, og jeg føler, jeg er gået glip af alverden. Ludvig har det nok ikke på samme måde, formoder jeg.
Jeg glæder mig rigtig meget til at være sammen med ham i morgen, hvor vi skal fejre Skt. Hans. Under normale omstændigheder ville vi have inviteret gæster, men det er aaaltid os, der arrangerer gæster og komsammen og frokoster, og nu orker vi altså ikke mere. I hvert fald ikke ovenpå alle de fødselsdagsfejringer, vi har haft på det sidste. Nu vil vi bare være os tre. Og alle de andre, der har tænkt sig at dukke op til bål i Tivoli Friheden i morgen. Mad og bål og hygge. Stille og roligt.

Dyrk lige femdøgnsprognosen. Det er ikke så ringe at være østjyde i disse dage, skule vi hilse og sige. Vi håber, resten af landet får lige så dejligt Skt. Hans-vejr, som vi tilsyneladende får.