Mens sana in corpore (ikke så) sano

Nå, så skete det desværre igen. Min ryg er vind og skæv. Ligesom den også var det sidste år, forrige år og året før det. Ja, der er jo faktisk efterhånden tradition for at jeg mindst én gang om året skal være sengeliggende, sygemeldt, iført korset og malket for penge af div. fysioterapeuter og kiropraktorer.
Det skete midt på Guldsmedegade i dag. Jeg ville lige løfte Ludvig op og give ham en svingtur, og mens han hang og dinglede over hovedet på mig, kunne jeg mærke at det skred i min ryg. Heldigvis klarede jeg at nå bilen og komme hjem og lægge mig; men da jeg så havde sovet en times tid, havde hele kadaveret skubbet sig til venstre, så hoften nu sidder og stritter hjælpeløst. Jeg ved snart ikke om jeg skal grine eller græde. Hvor er det heldigt at det ikke skete på Samsø eller i København, men hvor er det uheldigt at det sker netop som jeg skal begynde på job igen.

Jo jo, vi slår et slag for slumstormerne, helt herovre fra Besservej af

 

Faktisk havde Steffen og jeg netop snakket om at vi burde starte på noget styrketræning i byens nye Fitness World. Jeg slæber i øvrigt også stadig rundt på noget graviditetsflæsk fra da jeg ventede Ludvig - jeg tog 30 kilo på, og mangler stadig at smide de sidste 10 - og det vil jeg hjertens gerne af med, men mest af alt vil jeg gerne have en ryg, der er stærk nok til at holde mig oprejst.
 Jeg havde forestillet mig at begynde til noget gymnastik af en art. Noget stræk og bøj á la Kaptajn Jespersen, I ved; men jeg er åbenbart håbløst gammeldags, for kondicenteret tilbyder kun noget som hedder Latin Mix, Dance Fit, Quick Sjip, Step og Body Fit. Jeg har ingen anelse om hvad det er, men det lyder avanceret. Så snart centeret åbner, vil jeg foreslå at de danner et Helle Gotved-hold for de af os her i provinsen, som endnu ikke er helt modne til latinquickbodydancemixfitstep.

Det nye regntøj afprøves og indvies i vandpytterne i Skovby

Nå, men mens ryggen stadig var god, var Ludvig og jeg på spending spree. Helt ude i City Vest, og dét er godt nok langt væk når man er med det offentlige. Først med 12'eren til Halmstadgade og så med 17'eren til Brabrand. En hel time i bus før vi nåede betonblokkene og ghettoen. Vores ærinde derude skyldes, at Ludvig er helt fantastisk for tiden. Det er han jo i og for sig altid, men lige i tiden er der ingen pivestemme, ingen sure miner og ingen konflikter. Overhovedet. Til gengæld er der masser af knus og kloge ord fra den lille. Og han har klaret ferien hhv. på Samsø og i København så flot. Ikke at vi havde forventet andet, men vi er overraskede over hvor stor tålmodighed han har udvist og hvor dygtig han har været til at tilpasse sig de forskellige steder vi har været. Nå, nu ikke mere praleri; men fordi Ludvig bare er lige til at spise for tiden, havde jeg lovet at i dag skulle vi i legetøjsbutikken og så måtte han vælge lige hvad han ville have. Valget faldt på en trætransporter, og måtter her flottede sig og smed en fejemaskine oven i hatten. Han har leget med det lige siden, og har flere gange pippet Jeg er bare rigtig, rigtig glad for mit nye legetøj. Nårh, så får man da bare lyst til at købe ham hele butikken. Forkælede unge.

Lille, gule elskling

Og så fik vi shoppet tøj i laaange baner. Kun til Ludvig, for det er sjovest. Masser af fint, nyt tøj, så garderoben er opdateret og børnehavesmart. Og vi fik købt de kondisko, vi ikke evnede at finde sidst vi var afsted. Det italienske læder vi fik for en slik, ligner allerede noget der er lyv efter en tur i zoologisk have i regnvejr. Og selvom vi synes, Ludvig er noget så fremmelig, så kan han trods alt ikke binde sine snørrebånd endnu. Så nu står den på Nike med velcro. Praktiske ja, men overhovedet ikke så søde som et par butsnudede lædersko.
Jeg må vænne mig til det, må jeg - eller lave en ny baby - for når man går i børnehave er man sej og ikke sød. Ludvig er heldigvis stadig bedøvende ligeglad med hvad han har på, men hvis alle de andre i børneren er sådan nogle, der er iklædt Spiderman-tøj fra top til tå, så kommer han jo til at skille sig helt udenfor hvis det mødrende ophav insisterer på at klæde ham for sødt på.
Faktisk har jeg aldrig rigtig dyrket det der med børnetøj. Jeg har aldrig været til lagersalg, som det sig ellers hør og bør når man er mor; jeg kunne ikke drømme om at give flere hundrede kroner for et lille stykke tøj, der alligevel bliver smurt ind i mudder og kødsovs og jeg har ikke noget favoritmærke. Til gengæld ved jeg hvad jeg ikke vil have, og det er blandt andet ham der edderkoppegutten. Det er sjovt som nogle ting kan trigge én. I mit tilfælde er det altså tøj med Spiderman på. Og det er skabagtigt, jeg ved det godt.

van Norde'rne er ude at gøre byen usikker

I morgen er sidste feriedag. Ludvig glæder sig til at komme i børnehave igen, jeg håber at blive smertefri så jeg kan komme på arbejde og Steffen får drøntravlt hele ugen med Skanderborg Festival. Vi har haft en dejlig sommerferie, men der er det med ferier, at de altid er for korte. Jeg glæder mig allerede til den næste.

Feriehilsen fra Kjøwenhavnstrup

Nyhavn og Christianshavn. Nå ja, hva' ved jeg? Kartoffel-kartoffel. Men for lige at få det på det rene, så er det ved Christianshavns Kanal vi bor.

Jeg havde aldrig troet det skulle komme over mig, men jeg er faktisk blevet lidt vild med København. Den smule vi har nået at opleve af den. Jeg har naturligvis været her mange gange før, men aldrig som rigtig turist som nu.

Der er både godt og skidt ved byen. Det gode er først og fremmest vores dejlige lånelejlighed med den fantastiske udsigt (godt nok ligger den på fjerde sal og uden elevator, men man kan jo ikke vinde hver gang) og dernæst stemningen af storbyferie. Det føles næsten som om vi ikke længere er i Danmark, så anderledes er her. Det dårlige er at jeg får klaustrofobi af at være et sted uden den mindste grønne plet. Her er jo nærmest ingen vegetation overhovedet. Og så skal man lede længe efter en indfødt. Vi har været på Strøget i dag, og det er tilsyneladende kun svenskere og jyder, der kommer der. Og i hobetal. Det gør det ligesom lidt svært at finde en kyndig at spørge om vej, ikk'?

Frisk turist ved morgenbordet

Skøn morgenudsigt til den ene side

...og fabelagtig aftenudsigt til den anden side. I høet med at her ingen have er. Den her udsigt kunne jeg sagtens vænne mig til

I forgårs var vi i Zoologisk Have - eller Psykologisk Kakao, som Ludvig kalder det. Det var helt vildt hyggeligt, og Ludvig elskede det; men jeg synes lidt, det er dyreplageri at have de store dyr gående på så relativt små arealer; flodheste, bjørne, giraffer og elefanter, I ved. Jeg er sikker på, eremitkrebsen og hugormen har det bra. Nå, men haven er flot og dyrene var spændende.

Vi forsøgte også at leje en Paraplys-film til Ludvig, så vi rigtig kunne hygge hjemme med film og kinøjsisk take away; men ikke om de ville godtage mit århusianske kort til Blåckbåster. Nej, de ville faktisk ikke røre det jyske skidt med så meget som en ildtang, så jeg måtte oprettes som ny kunde - simpelthen så omstændigt - og nu er Isa van Norde den heldige ejer af et medlemsskab til Blockbuster på Vesterbrogade. De kjøwenhavnere, de kjøwenhavnere...

I Zoo og se på gakkede isbjørne. Jeg synes stadig lidt, det er dyremishandling, det der

Nærkontakt af tredje grad. Ludvig som ellers er noget af en forsigtig-Per, var vældig kry hos klappegederne

og græd slet ikke da en af gederne stangede ham i jorden efter dette fejlslagne forsøg på at give dyret en rystekrammer

Strudsefugl

Ludvig i mine fine, nye sko

Dagen igår tilbragte vi sammen med gudmor Mie. På den turistede måde. Først var vi på kanalrundfart sammen med alle de andre turister. Det var hyggeligt og oplysende, og ikke mindst virkelig underholdende at studere alle tåberne (helt sikkert jyder), som tog billeder af alt vi kom forbi. Hver en lille bro, hvert et slot/borg/kirketårn og samtlige både i Nyhavn. Der var ikke det, der ikke blev fotodokumenteret.

Vi nåede også at besøge Christiania i dag. Hva' lugter her af? spurgte Ludvig flere gange. Krydderier, blev vi enige om. Idéen om en fristad er ret romantisk synes jeg, men det var dengang i 70'erne. Her i 2010 virker det en smule latterligt at nogen stadig insisterer på at leve i en art anarkistisk kollektiv med egne regler. Men hvis det virker for dem, så fred være med det. Det er bare lige en tand for langhåret og batikmønstret til os fra Besservej, men vi er jo også bare et par kapitalistsvin, der ikke ved bedre. Ikke desto mindre har superklapvognen fået et Bevar Christiania-klistermærke på, så vi kan vise vores støtte helt ovre fra jydeland af.

Gudmor Mie og Ludvig på Dyrehaven og spise frokost.

Og til alle de andre uvidende jyder skal det siges, at Dyrehaven er et spisested på Vesterbro og ikke bare noget kultiveret skov i nærheden af Bakken

Kys!

Ludvig på Christiania

Nu er det tid at sige farvel til Christianshavn. Og Lagkagehuset. Det har været skønt at være turist i eget land, men efter ti dage hjemmefra trænger vi også til at komme hjem. Jeg savner min have og min egen seng. Og jeg savner også pelsraketten, som er i hundepension i Stenløse et sted. Ludvig derimod har allerede proklameret, at han i hvert fald ikke gider hjem endnu. Han har haft et par fantastiske dage herovre, og kunne sikkert godt vænne sig til at bo i byen.

Rejsedagbog fra Samsø (2. del)

Fredag: Første feriedag på egen hånd; og vel at mærke uden bil og privatchauffør. Så vi måtte op på jernhesten, Ludvig og jeg, for at komme til Samsøs hovedstad - Tranebjerg - og besøge min mormor i hendes fantastiske hus, hvor jeg har tilbragt samtlige ferier som barn.
På vej til oldemonster, kom jeg forbi en lille bod med skidt og skrammel - og en skrigpink amagerhylde. Den amagerhylde. Min amagerhylde. Amagerhylden. Jeg spottede den da jeg var herovre forrige weekend, og forelskede mig straks i den. Jeg orkede bare ikke at stige ud af bilen for at købe dimsen, men blev i stedet enig med min mor om, at hvis hylden var der næste gang vi kom forbi, så var det skæbnen og så skulle jeg købe den. Dagen efter kørte vi igen forbi, men der var slet ingen lopper til salg i boden og jeg sejlede hjem til Risskov. I en hel uge gik jeg og tænkte på amagerhylden, og jeg var vildt spændt da vi endelig kom herover igen og kørte forbi forleden for at se om den stadig var til salg. Men den var selvfølgelig væk. Vi har kørt den vej forbi hver evig eneste dag vi har været herovre, og så lige netop i dag stod amagerhylden igen i vejkanten og kaldte på mig. Og det er jo ikke fordi jeg sådan virkelig har brug for den, men nu er den gået hen og blevet en principsag. Jeg skulle bare have den - og jeg er kun blevet 40 kr. fattigere.

Lige en klat maling, og så er den klar til at komme op at hænge i køkkenet

Oldemonster og englebarn

 

Lørdag: Steffen er tilbage fra Bornholm. Han var så heldig at få et lift af Dizzy (som i Miss Lizzy) og er dermed hjemme et par timer tidligere end beregnet. Det var dejligt. Ludvig og jeg har tilbragt dagen i Tranebjerg. Først på verdens mindste og mest sølle kræmmermarked - jeg havde hævet en tusse var helt klar til at handle, men de få boder der var, var scannet igennem på fem minutter, og der var ikke én eneste ting jeg hverken ville eje eller have - og siden til frokost hos oldemor. Da vi kom hjem igen gik vi omkuld og fik hver især en ordentlig skraber. Det er skam hårdt at være på tvungen cykelferie, kan I tro. Specielt når doven-Lars'en i cykelstolen konstant bjæffer Kan vi ikke få noget mere fart på? hver gang der går op af bakke. Og når vi er i modvind.
Da Steffen kom hjem, drog vi straks mod festivalpladsen, og nåede lige akkurat at høre Dúné spille. Det var en superfed koncert.

Festivalpladsen ligger lige ved siden af stranden, så vi nåede at kaste masser af sten i vandet imellem koncerterne

Sommer-hæng-ud

Ludvig var meget benovet over alle publikummerne på pladsen. "Hvorfor råber børnene?" spurgte han, da Dúné gik på scenen og folk begyndte at huje og klappe. Jeg er sgu også imponeret når jeg står på scenen og kigger ud. Godt man ikke skal optræde. Jeg ville dø af skræk!

Aftenhimmel over Samsø

  Så' det hjemover!

Søndag: Onkel Jess, tante Tanja og fætter Vitus er kommet. Vi overlapper hinanden lidt her i sommerhuset, for vi fik bestilt billetter for sent, og kan ikke komme fra øen før i morgen aften.
I dag har vi været en tur i Vesborg Fyr. Det kostede 10 kr. pr. person, som man bare skulle smide i postkassen Jeg snød og betalte ikke for Ludvig (Uhh...daredevil!) Synes det var bondefangeri at skulle betale fuld pris for at få lov at pruste sig vej op ad vindeltrappen og herefter blive konfronteret med min begyndende højdeskræk, men havde ikke mod nok til slet ikke at spytte noget i kassen.
Her til aften har jeg været i biffen. Jeg trængte til noget alenetid, og Steffen var så sød at køre mig til øens eneste biograf. De viser kun én film, én gang om dagen, så udvalget var ikke så stort. Robin Hood og Russell Crowe var på plakaten i aften, og selvom det var dejligt med lidt familiefri, så var to timers bueskydning i skoven dog lige til den kedelige side. 

Blå himmel og solmodent korn, se dét er dansk sommer!

Vesborg Fyr

Vagtduen ved fyret. Og først nu lægger jeg mærke til at jeg har den samme skjorte på på næsten samtlige billeder. Jeg har altså også haft andet på, m'kay? Men indrømmet, det er ikke for meget tøj jeg har med, og jeg er dødtræt af at bruge min ferie på at vaske, så i morgen står den på shopping

Mandag: Vi er endelig nået til København. Endelig endelig endelig. Der var lang vej herover, men nu er vi her og har lynhurtigt fundet os til rette i vores lånelejlighed, som er intet mindre end skøn. Ludvig er for længst gået i bræderne, og vi andre følger snart trop. Det har været en lang dag, men i morgen er vi forhåbentlig friske og veludhvilede og klar til et skud storbyliv. God ferie til jer!

Ludvig venter tålmodigt mens måtter er på shopping

Sidste strandtur inden afgang til Sjælland

Rejsedagbog fra Samsø (1. del)

Tirsdag: Endelig er vi ankommet til solskinøen efter en noget stresset afgang fra Besservej, med forudgående hektisk lynpakning af øsen. Vi havde ellers højt og helligt lovet os selv og hinanden, at vi ville pakke allerede igår, for at undgå de her morgener, men old habbits die hard, og vi pakkede først i allersidste sekund; hvilket i øvrigt altid resulterer i at jeg sidder under hele færgeoverfarten og grubler over, hvad vi mon glemte at få med i farten. I det mindste huskede vi både hund og barn.
Turen herover gik nogenlunde smertefrit til trods for at Knirke pissede på gulvtæppet på færgen og Ludvig blev en anelse utidig fordi vi sejlede lige netop i det tidsrum hvor han plejer at nappe sig en skraber. Til gengæld kunne vi more os over cafeteriapersonalets hjemmelavede skilt, som proklamerede at pølsemix var "udsoldt".

Om eftermiddagen trillede vi til Ballen, hvor vi fik den mest fantastiske omgang stegt flæsk med persillesovs på Dokken. Ikke noget med lette sommersalater og frisk fisk her, do. Næ, stik os fedt og flæsk og sovs; det er noget vi ka' li'. Ludvig hapsede omtrent et halvt pund nye Samsøkartofler med smørsovs og deller, og havde på forunderlig vis også plads til dessert. Med fyldte maver gik vi ned til stranden og kastede os i bølgerne - til stor morskab for Ludvig. Han var flad af grin og kunne slet ikke få nok af at tumle i det lune vand. Og han som ellers altid er lidt af en forsigtig-Per. Fantastisk start på ferien!

Godt han ikke vejer så meget, den lille

Der er altid plads i maven til en is

Ludvig har altid en pind eller to i hånden. Han finder pinde alle steder og tager med hjem

"La la laa...you are the wind beneath my wings..."

Onsdag: Jeg har feber, og skiftevis fryser og sveder. Det virker så tåbeligt at ligge her i 30 graders varme, fuld påklædt og pakket ind i vattæpper, og så stadig ryste af kulde. Jeg klarede ellers en cykeltur til Tranebjerg i formiddag, sygdommen til trods; men da vi så nåede sommerhuset igen, var jeg bare helt flad. Vi skulle ellers have været på stranden med madpakker og hele moletjavsen, men det endte med at Steffen og Ludvig måtte tage afsted alene, mens jeg bare lå her og var drønmisundelig. De havde selvfølgelig den bedste dag ved vandet. Og jeg gik glip af det hele.

Torsdag: Jeg er rask igen og klar til at genoptage ferien. Sjovt som man kan føle sig som født påny efter sådan en gang febersyge. Jeg er sprængfyldt med energi i dag.
Vi har været en tur i Tranebjerg i dag for at købe en Paraplys (Peter Plys) film til Ludvig. Han har pludselig - og meget imod min vilje - kastet sin kærlighed på den gule fedling af en honningbjørn. Uf, hvor jeg hader det bamsekræ, men Ludvig digger ham, så selvfølgelig måtte der endnu en dvd i samlingen.
I eftermiddag var vi et smut på festivalpladsen. Det er dejlig musik, sagde Ludvig om Shu-bi-du-a, som spillede Hvalen Valborg da vi nåede til Trekanten. Vi listede backstage og op på scenen, hvor jeg havde noget svært ved at forklare Ludvig hvorfor scenen var overstrøeet med kiks. Vi andre synes jo også, det er lidt en mærkelig mani. Ludvig fik sig en gasballon, som det jo sig hør og bør når vi er på festival, men sådan en tingest er nok noget nær det tåbeligste man kan vade rundt med i en menneskemængde i blæsevejr. Jeg har ikke tal på hvor mange festivalgæster, der blev pisket i ansigtet i dag med en stor grim foliemotorcykel.

Nu er Steffen taget hjem. Han skal afsted til Bornholm og jobbe i morgen tidlig, og vender først tilbage til Samsø lørdag eftermiddag.
 

Ludvig er helt vildt morsyg for tiden, og deler gerne kys ud på Langgade

Frokost på festivalpladsen

En gasballon rigere og nu verdens lykkeligste knægt

 

Og her slutter første del af vores hæsblæsende rejsedagbog. Sikke en cliffhanger, hva'? I sidder sikkert yderst på stolen og bider negle af bare spænding over hvad det næste bliver, ikke? Skal vi en tur i Vesborg Fyr? Når vi nogensinde forbi Nordby? Stay tuned for anden del af feriefortællingen...

Venter på far

Johnny Margrethe er i byen. Hendes lille sommerhytte, Marselisborg Slot, ligger i sydbyen og Kongeskibet Dannebrog ligger på sin sædvanlige plads i havnen. Vi var forbi igår, efter en dejlig middag og en stor softice på Marselisborg Lystbådehavn. Ludvig syntes ikke, kongeskibet var så spændende endda, og da han fik at vide, man altså ikke bare lige sådan kunne komme ombord, var det hele bare endnu mere træls og kedeligt. Det kunne ellers have været ret så spændende at kigge indenfor - måske Daisy gav en pølsemix og en Cocio som på Samsø færgen - men på kajen stod en matros og svingede med en sabel, og signalerede at vi ligesom ikke var velkomne ombord. Til gengæld vanker der frituremad og kakaomælk når vi sejler til Samsø i næste uge.

Far og søn på Marselis Lystbådehavn

Havnens frækkeste båd

Stik mig et kys, mit lille hjertegryn!

Vi har sommerferie nu, Ludvig og jeg. Steffen er igen i Norge og spille, og mms'er os de mest fantastiske billeder af den rå natur i Nordnorge. Der er så fint deroppe, og lige nu ville jeg ønske at vi var taget med, som det egentlig først var planlagt. Herfra hvor vi sidder, er der ikke udsigt til meget andet end et par hundrede kvadratmeter svedent sommergræs og en skaldet pæon. Men vi hygger, gør vi; og glæder os til at blive familiesammenført på min fødselsdag i morgen.

Jeg tjekkede DMI's hjemmeside igår, som lovede lavtryk og hele pivtøjet, så jeg var ikke sen til at bestille billetter til Pedersen & Findus - Fornemt besøg i biffen; og i morges vågnede vi så op til bragende solskinsvejr, som indbød mere til strandtur end til en tur i biografmørket. Men afsted kom vi, og vi havde biografsalen næsten for os selv. Det var Ludvigs tredje tur i biografen, så han havde helt styr på det der med at lyset ville blive slukket, at vi skulle sidde i bælgragende mørke i en time og at man kun må hviske. Og han er ret god til det, faktisk. Til at sidde stille og være stille. Men så blev filmen sgu også lidt lang i det, og så måtte han op at stå, for noget skulle der i hvert fald ske. Så han stod lidt og sad lidt og smugdrak lidt af min cola og fik hikke og spiste popcorn, og bare rigtig hyggede sig. Og så kunne mutter glide ned i de røde plyssæder og nappe sig en velfortjent skraber imens. Ahh...

I biffen og se 'Pedersen & Findus' med kæften fuld af slik

Jeg har det svært med børnefilm. Det bliver skisme godt nok lavet meget lort til dem i børnehøjde, hva'? Og selv det der er godt, bliver træls i længden. Ludvig elsker Postmand Per, Brandmand Sam og Rasmus Klump. Og det er alle tre fine og gode historier, som er underholdende og nogle gange endda lærerige. Men når man efterhånden har set sådan en film en 10, 20, 30 gange, så begynder man at kende figurerne rigtig godt, og så begynder de at gå en på nerverne. Jeg kan f.eks. ikke udstå at alle afsnit af Rasmus Klump ender med at Klumpmor serverer pandekager, mens en eller anden tumpe i slænget gør sig bemærket og alle bryder ud i besværede grin. Og så er der Brandmand Sam fra Pontypandy- don't even get me started - han er så pisse bedrevidende, den nar. Og han er ligesom helten i serien, men han er på ingen måde indtagende. Overhovedet. Og Norman Price, som er seriens ballademager, han er simpelthen så øretæveindbydende. Han skulle bare have en røvfuld og så på hovedet i seng. Slutteligt kører vi her i husstanden lidt hate på Postmand Pers kone, Sonja. Men det er hun virkelig selv ude om.

Nå, nu løber det af med mig. Sådan går det når man insisterer på at skrive selvom man ikke har så meget at berette.

"Åh, hvor jeg - ih, hvor jeg - uh, hvor jeg vil"

Ludvig, Knirke og jeg nappede lige en sviptur til Samsø her i weekenden, mens Steffen alligevel var i Norge - Nååårve, ifølge Ludvig - og spille. Vejret var flot derovre, men jeg egner mig simpelthen ikke til sol og sommer. Jeg hader at svede, og hader at min surt optjente sommerferie nogle gange ikke kan bruges til andet end at ligge i skyggen med en kold klud på panden.

Jeg har fødselsdag her i juli, så jeg er vel en art sommerbarn. Bortset fra at jeg så faktisk er en efterårspige. Denne her årstid skal bare overståes i en ruf, så vi kan få noget efterårsstemning med støvregn og varm kakao, gummistøvler og gule blade på træerne. Og det kan kun gå for langsomt. Men bortset fra det med vejret, så havde vi en dejlig weekend på Samsø. Man kommer rigtig i sommerferiestemning derovre, og jeg er nu helt klar til at få overstået de sidste par arbejdsdage inden ferien sådan for alvor begynder for mit vedkommende.

Desværre døde kameraet for batteri få timer efter vi var kommet til øen, så det er ikke mange billeder vi har at vise frem i denne omgang

På søndag fylder jeg år. Steffen er i Norge og spille igen i weekenden, og Ludvig er jo ikke ligefrem typen, der henter morgenbrød og inviterer mig i byen, så det bliver en stille og rolig fødselsdag fejret i allerdybeste stilhed. Dog skal vi til 1- og 3-års fødselsdag den dag, så lidt fest og farver bliver der da.
Og så er jeg så edderheldig at have fået en tidlig fødselsdagsgave af mig selv. Det er muligt, begejstringen er absolut udelt, men jeg siger jer jeg var rørt til tårer da jeg pakkede kuverten op med denne her fantastiske skat i...

Fru Livas autograf! Hva' gi'r I?

Jeg har været die hard fan af Liva Weel siden '92, hvor DR viste miniserien Kald mig Liva med Ulla Henningsen. Jeg kan samtlige revyviser hun har sunget, og ved alt om damen.

Forleden fandt jeg Kald mig Liva på dvd i Tiger, og så blussede min idoldyrkelse op igen. Den har ligget latent i mig siden 90'erne, men jeg gakker helt ud over det i tiden, og giver et nummer så snart jeg kan se mit snit til det. Steffen er vist ved at være godt træt af mig, men han er for god af sig til at sige stop. Og så var det at jeg fandt hendes autograf til salg på nettet, og nu er den min min min. Jeg har vild optur over det, og har siddet og beundret den i dagevis. Det er min bedste fødselsdagsgave nogensinde.

Og nu til en efterlysning: Serien Kald mig Liva er udgivet i fire afsnit. Jeg kunne desværre kun opstøve de tre første i min lokale Tiger butik, men jeg må og skal naturligvis have slutningen med. Hvis du opstøver dvd'en med afsnit fire til en skaldet 20'er i din nærmeste Tiger biks, vil jeg mægtig gerne have fingrene i den. Jeg betaler naturligvis hele baduljen + porto + dusør. På forhånd tak!

Ludvig har konsulteret Doktor Bent i denne uge, og der er heldigvis intet at bemærke mht. ørerne. Ingen væske, ingen rødme, ingen ingenting. Og det er også som om den nedsatte hørelse er på retræte. Det er ikke så tit han råber Hva' satan? (Hva' sa'et han) længere, så vi må formode at lytteapperaterne er tip top nu.

Ludvig ville gerne have at jeg tog et billede af lommen på hans nye trøje, og det er hermed gjort. Flot lomme, ikke?

Efter et par småjusteringer i det logistikhelvede, som vores sommerferie efterhånden havde udviklet sig til, er alle brikker nu endelig faldet på plads. Vi starter på Samsø, hvorfra Steffen tager til Bornholm og jobber en enkelt dag, sejler tilbage og ferierer lidt mere med os. Fra Samsø sejler vi til Sjælland, hælder hunden af i en hundepension og nyder livet i København et par dage, hvor vi er så heldige at have lånt "onkel" Lasses fine lejlighed i Nyhavn.

Og så haber vi, at de der tovlige kjøwenhavnere, der har haft for vane at maje hinanden ned på åben gade, de lige slår koldt vand i blodet og tæller til ti mens vi er derovre, for vi skal skisme ikke blandes ind i noget bandehalløj. Eller er de helt holdt op med det skydepjat? Måske er det heller ikke lige i Strandgade i Nyhavn, de pløkker hinanden, vel?

Sødebarnet klar til børnehave

Det' art, baby!

Ja, og så ser bloggen jo pludselig lidt anderledes ud. Med lidt hjælp fra computerkyndige, fik jeg knækket koden og gjort mine billeder større. Man skal lige vænne sig til det, synes jeg, for de er pokker mig store, de billeder; men jeg tror, vi bliver glade for det i længden, hele banden.

Casual Friday

Vi startede sidste weekend med en tur hos vagtlægen. Ludvig havde løbet barfodet rundt i haven torsdag, og var kommet til at træde på en torn. Jeg troede ikke, at den havde sig sig fast, men fredag eftermiddag da vi hentede Ludvig i børneren, var der rødt og spændt omkring indstiksstedet, og han støttede ikke på foden. Åhr, hvor jeg havde dårlig samvittighed over at have sendt ham afsted med sådan en lille, såret fod.

Ludvig var bare så stor og sej hos lægen. Herhjemme kunne vi ikke få lov at pille ved foden, men på skadestuen sad han musestille og gjorde præcis som doktormanden sagde. Det er det samme hos frisøren. Angst, det er sgu noget der kan få et barn til at sidde stille. Vagtlægen kunne desværre heller ikke få tornen ud, men han krattede huden i stykker, så skiderikken (altså tornen; ikke lægen) selv kunne finde vej ud, og tilbød at udskrive penicillin. Vi takkede nej til medicin, og tornen er heldigvis smuttet ud nu.

Vi har været til marked på Ingerslevs Boulevard, og Ludvig er nu en Alfons Åberg-sprællemand rigere

Nu er sommerferien endelig faldet på plads. Egentlig har jeg jo allerede haft ferie i en uge nu, men den er gået ret hurtigt med at hælde Ludvig af i børneren og så selv cykle hjem og snorkboble på briksen indtil ungen skulle hentes igen. Nu skal jeg blot arbejde en uge mere og så vanker der endnu to ugers ferie.

At tage til udlandet er desværre udelukket, for Steffen har som sædvanlig ikke formået at tage fri -som i helt fri - så han skal spille lidt her og der sommeren over, og vi kun har fire-fem fridage i streg at rejse i. Og hvis man så skal bruge én dag på at rejse ud og én dag på at rejse hjem, så giver det os lige nøjagtig to feriedage at muntre os i. To dage på Mallorca? Arj, det holder bare ikke, vel? Heldigvis er den danske sommer ikke så ringe endda, så vi napper en tur til København for at besøge Rasmus Klump i Tivoli. Og for at se om de pandekager nu virkelig er så skoldhede som nogen påstår. Må være ærlig og sige, Louise; at lysten til Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle er dalet et par grader siden dit indlæg om selvsamme firkløver.

Vi har været bænket ved skrivebordet hver dag i denne uge. Så hyggeligt!

Vi havde også snakket om at fortsætte videre til Stockholm. Men hverken Steffen eller jeg er for skrappe til geografi, og vi havde måske nok troet, at Stockholm lå lige over på den anden side af Kattegat, men det viser sig, til vores store overraskelse, at hovedstaden hinsidan jo for hulan ligger en hel dagsrejse væk. Vi orker kun svipture.

Og slutteligt er der jo go'e gamle Samsø, hvor vi skal tilbringe et par dage også, som vi gør i alle sommer-, efterårs-, jule-, vinter-, påske- og pinseferier. Det ved man hvad er. Lune fiskedeller på Ballen Havn, cykeltur til Besser Rev, rødspættefilet på Dokken, stenkasting og sopning ved Cementfabrikken, et smut indenom oldemonster og så ellers bare benene op og slappe af. I modsætning til sidste år, hvor min ryg gik i udu og vi måtte afbryde ferien efter blot få dage; og jeg blev fragtet hjem i bagagerummet, helt høj på Dolol; og tilbragte resten af sommeren - inklusiv min fødselsdag - i sengen.

Ludvigs akvarel med de fine tuschtegninger på står nu på kogebogshylden i køkkenet og pynter

Steffen har arbejdet på højtryk i studiet i denne uge, så Ludvig og jeg har været mutters alene hver evig eneste eftermiddag, og tiden skal jo gå med et eller andet, så vi har kastet os ud i et lille kunstprojekt, og vi giver gerne opskriften videre. Først tuschtegner man - og her i huset øves der stadig i at tegne ansigter - så maler man lidt akvarel; klippe, klippe og klistre, klistre og før man når at se sig om, har man huset fuld af vidunderlige små kunstværker.

...og så er der min favorit. Ludvig har tegnet mig og ham. Det er mig med næsen i panden, og ham med det skæve smil

Månemor er landet

Lille, store dreng

Nå, men så viste det sig jo egentlig at være meget hyggeligt ovre i den børnehave. Vi startede igår med et par timer derovre sammen med verdens sødeste stuepædagog, Lone. Stille og roligt sniffede vi rundt i huset mens Ludvig stort set passede sig selv. Han er ellers overhovedet ikke typen, som bare lige passer sig selv når vi er fremmede steder henne. Overhovedet ikke. Faktisk tror jeg det er første gang, han har været sådan lidt ligeglad med hvad Steffen og jeg foretog os. Han sad bare stille og roligt og byggede togbane på verdens hyggeligste Månestue, mens vi blev vist rundt endnu en gang.

Det er tydeligt at se, de lægger vægt på det kreative derovre, for det var simpelthen bare de flotteste ting der hang på alle lodrette flader. Ikke noget med tilfældige tuschstreger på et A4-ark eller hektisk papmaché, men sirligt indrammede flotte malerier, smukke fotografier, fine fantasidyr og masser af collager. Det er lige Ludvig. Han elsker at sidde og fordybe sig med lim og glimmer og flitterstads.

Ludvig snakkede meget om børnehaven i aftes. Ikke i så mange vendinger, men mere á la Jeg har været i børnehave i dag x 117. Og han er allerede 100% integreret på Månestuen. Jeg er et Månebarn. Hvad laver Månefar? Er han i studiet med Måne-Peter?  Jeg tager mig lige en tår Månevand. Hvor er Måne-Lasse? Godnat Månemor! Simpelthen så bedårende, og simpelthen så trættende i længden.

Ludvigs flotte ansigter

Ludvig øver sig i at tegne ansigter. Det har jeg bestemt at han skal. Jeg skal nemlig bruge en fin tegning fra hans hånd, som jeg kan få tatoveret. Da jeg fik min første tatovering, fablede mine forældre op om at det jo blot var startskuddet til én mere og så en piercing og en kælerotte, og før end man fik set sig om, ville jeg sidde og skyde mig i albuen med hash. Sådan gik det ikke helt, men de fik da ret i at mere vil have mere. Her elleve år efter den første tatovering, har jeg sådan fået lyst til en mere. En lille, sød tegning på indersiden af håndledet; og hvis Ludvig er kunstneren, er jeg da stensikker på, jeg aldrig nogensinde kommer til at fortryde den.
Da Ludvig var halvandet år gammel, tegnede han dette flotte ansigt og det har længe været det bedste bud på min kommende tatovering. Bortset fra at den ser lidt bister ud. Jeg vil dog hellere have en mere up to date én af slagsen, men det er som om Ludvig hellere vil tegne traktorer og røg, og det skal jeg altså ikke have foreviget på de øvre ekstremiteter. Tak ellers. Måske skal jeg bare lige give det et par måneder, og så kommer han hjem fra børneren med den mest perfekte skitse til projektet, er jeg sikker på.

Cirkus er i byen. Det er det ligesom hver sommer, så intet nyt i det. Vi var afsted sidste år, og det var fint og hyggeligt. Så i går besluttede vi at Ludvigs første børnehavedag skulle fejres med en tur i cirkus. Jeg tjekkede lige Benneweis' hjemmeside for priser, og kunne regne mig frem til at vi skulle slippe 600 dask for at se aftenens forestilling. 600?! For de allerbilligste pladser, altså. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kan finde ud af at bruge penge - det er faktisk en spidskompetence - men lige dér, der blev jeg sgu nærig. 600 bananer - nu har jeg aldrig! Så fedt er det altså heller ikke at sidde i en stank af elefantrøv og popcorn, og se på noget polsk klovn, der tosser rundt med vandpistol og for store sko. Vi tog i stedet på café og spiste frokost. Og endte med en regning der matchede cirkuspriserne. Hrmpf!

En lettet muttilein henter Månebarnet efter første alenedag i børneren

I baggrunden til højre ses den fantastiske Ellevang Børnehave. Til venstre ligger den nymodens Ellevang Kirke

I dag har Ludvig været i børnehave alene. Vi cyklede over til Lone, som Ludvig har sagt, han synes er ræddi sød, fik afleveret stamkort og givet de vigtigste informationer videre, og så virkede jeg pludselig sådan lidt overflødig. Three is a crowd, I ved; så Ludvig stak mig et knus og et kys, og så kunne jeg godt daffe af mens han og Lone legede med togbane.
Tre timer senere hentede vi ham igen. Da havde han nået at lege, lave en fin kurv til skiftetøj med billede på - han så totalt bøvet og betuttet ud på billedet, men lignede samtidig en stor børnehavedreng. Mor er stolt - male en fin fotoramme til sit billede, som skal hænge på stuen, være til samling og spise sig mæt i fuldkornspasta og spegepølse. Da vi hentede ham rendte han rundt i sandkassen og viste ikke tegn på at have lyst til at komme med hjem. Faktisk gemte han sig i en busk da han så os. Men det er vel et godt tegn, ikke? Jeg fik pillet ham ud af busken og vi kørte hjem og nappede middagsluren i hulen under sengen, og sådan fortsætter vi i næste uge. Jeg har taget ferie i anledningen af børnehaveopstarten, så vi har tid nok.
Jeg ved, der nok skal komme en reaktion fra Ludvig før eller siden, men i det mindste er jeg landet igen efter at have været lige lovlig meget i panik de sidste par dage, og for nu er børnehavestarten en succes.