22. juli 2010

Rejsedagbog fra Samsø (1. del)

Tirsdag: Endelig er vi ankommet til solskinøen efter en noget stresset afgang fra Besservej, med forudgående hektisk lynpakning af øsen. Vi havde ellers højt og helligt lovet os selv og hinanden, at vi ville pakke allerede igår, for at undgå de her morgener, men old habbits die hard, og vi pakkede først i allersidste sekund; hvilket i øvrigt altid resulterer i at jeg sidder under hele færgeoverfarten og grubler over, hvad vi mon glemte at få med i farten. I det mindste huskede vi både hund og barn.
Turen herover gik nogenlunde smertefrit til trods for at Knirke pissede på gulvtæppet på færgen og Ludvig blev en anelse utidig fordi vi sejlede lige netop i det tidsrum hvor han plejer at nappe sig en skraber. Til gengæld kunne vi more os over cafeteriapersonalets hjemmelavede skilt, som proklamerede at pølsemix var "udsoldt".

Om eftermiddagen trillede vi til Ballen, hvor vi fik den mest fantastiske omgang stegt flæsk med persillesovs på Dokken. Ikke noget med lette sommersalater og frisk fisk her, do. Næ, stik os fedt og flæsk og sovs; det er noget vi ka' li'. Ludvig hapsede omtrent et halvt pund nye Samsøkartofler med smørsovs og deller, og havde på forunderlig vis også plads til dessert. Med fyldte maver gik vi ned til stranden og kastede os i bølgerne - til stor morskab for Ludvig. Han var flad af grin og kunne slet ikke få nok af at tumle i det lune vand. Og han som ellers altid er lidt af en forsigtig-Per. Fantastisk start på ferien!

Godt han ikke vejer så meget, den lille

Der er altid plads i maven til en is

Ludvig har altid en pind eller to i hånden. Han finder pinde alle steder og tager med hjem

"La la laa...you are the wind beneath my wings..."

Onsdag: Jeg har feber, og skiftevis fryser og sveder. Det virker så tåbeligt at ligge her i 30 graders varme, fuld påklædt og pakket ind i vattæpper, og så stadig ryste af kulde. Jeg klarede ellers en cykeltur til Tranebjerg i formiddag, sygdommen til trods; men da vi så nåede sommerhuset igen, var jeg bare helt flad. Vi skulle ellers have været på stranden med madpakker og hele moletjavsen, men det endte med at Steffen og Ludvig måtte tage afsted alene, mens jeg bare lå her og var drønmisundelig. De havde selvfølgelig den bedste dag ved vandet. Og jeg gik glip af det hele.

Torsdag: Jeg er rask igen og klar til at genoptage ferien. Sjovt som man kan føle sig som født påny efter sådan en gang febersyge. Jeg er sprængfyldt med energi i dag.
Vi har været en tur i Tranebjerg i dag for at købe en Paraplys (Peter Plys) film til Ludvig. Han har pludselig - og meget imod min vilje - kastet sin kærlighed på den gule fedling af en honningbjørn. Uf, hvor jeg hader det bamsekræ, men Ludvig digger ham, så selvfølgelig måtte der endnu en dvd i samlingen.
I eftermiddag var vi et smut på festivalpladsen. Det er dejlig musik, sagde Ludvig om Shu-bi-du-a, som spillede Hvalen Valborg da vi nåede til Trekanten. Vi listede backstage og op på scenen, hvor jeg havde noget svært ved at forklare Ludvig hvorfor scenen var overstrøeet med kiks. Vi andre synes jo også, det er lidt en mærkelig mani. Ludvig fik sig en gasballon, som det jo sig hør og bør når vi er på festival, men sådan en tingest er nok noget nær det tåbeligste man kan vade rundt med i en menneskemængde i blæsevejr. Jeg har ikke tal på hvor mange festivalgæster, der blev pisket i ansigtet i dag med en stor grim foliemotorcykel.

Nu er Steffen taget hjem. Han skal afsted til Bornholm og jobbe i morgen tidlig, og vender først tilbage til Samsø lørdag eftermiddag.
 
Ludvig er helt vildt morsyg for tiden, og deler gerne kys ud på Langgade

Frokost på festivalpladsen

En gasballon rigere og nu verdens lykkeligste knægt
 
Og her slutter første del af vores hæsblæsende rejsedagbog. Sikke en cliffhanger, hva'? I sidder sikkert yderst på stolen og bider negle af bare spænding over hvad det næste bliver, ikke? Skal vi en tur i Vesborg Fyr? Når vi nogensinde forbi Nordby? Stay tuned for anden del af feriefortællingen...

7 kommentarer:

Louise sagde ...

Nu har jeg ikke lige nået at læse indlægget endnu, men kæft, hvor han ligner Steffen på det billede med hotdoggen, eller hvad det er! Nå, ja, og det med pakningen (det fik jeg lige læst), det er bare rædsomt – jeg har allerede panikangst over, hvordan vi kommer ud af det her sommerhus og hjem med alle vores børn og alt vores l***, selv om der er en hel uge til, at ferien slutter ...

Finurligt sagde ...

Det er måske ikke hæsblæsende action I har gang i, men det lyder sindssygt hyggeligt! Vi overvejer også ferie i DK, men jeg kan slet ikke finde ud af hvor og hvorfor. Og hvad nu hvis det ikke er godt vejr?!


Fortsat dejlig ferie!

Anonym sagde ...

Hvor bliver jeg bare ALTID i godt humør af at læse dine skønne og skøre indslag...du har virkelig en fantastisk måde at skrive på, så man i den anden ende sidder med det store colgate gebis fremme - TAK for det:-) Jeg håber at I nyder ferien i fulde drag (hvilket det også tyder på:) Sidder on the edge indtil næste afsnit at ferie følgetonen:)
Knus Malene

Anonym sagde ...

Skønt Samsø indlæg. Har selv haft en skøn uge på øen, er lige hjemvendt i dag.
Vi er på cykelferie på Samsø næste år igen - det er det skønneste sted i DK

Ida van Norde sagde ...

Louise - Ha. Det er sjovt du synes han ligner sin far på lige netop det billede, for da steff havde taget det, udbrød han "Kæft mand, han ser mærkelig ud!"

Det med at pakke til ferien kan da kun blive værre når man har en lille bebs med, hva'? Jeg synes vi slæbte os en pukkel til da Ludvig var lille og skulle med på tur. De skal jo have alverdens ting med, sådan nogle små skiderikker.

Vevika - Sommerferie i Danmark er lige i øjet - uanset vejret! Men nu er jeg jo også glad for regn og rusk, så jeg bliver sjældent skuffet over vejret.
Samsø er et rigtig godt bud på et skønt feriested. Kom I bare!

Malene - Tak for de pæne ord. Jeg skal straks få færdiggjort føljetonen, så du kan få udløst spændingen ;-)

Anonym - Jeg kunne ikke være mere enig!

Jeanette Kongsgaard sagde ...

Det er de sejeste boernebilleder jeg laenge har set, Ludvig ser bare saa sej ud, altid!

Ida van Norde sagde ...

Jeanette - Ja, han er en sej, lille gut. Jeg tror, det er brilerne der gør det :-) Dem får han SÅ mange kommentarer for!