Det' art, baby!

Ja, og så ser bloggen jo pludselig lidt anderledes ud. Med lidt hjælp fra computerkyndige, fik jeg knækket koden og gjort mine billeder større. Man skal lige vænne sig til det, synes jeg, for de er pokker mig store, de billeder; men jeg tror, vi bliver glade for det i længden, hele banden.

Casual Friday

Vi startede sidste weekend med en tur hos vagtlægen. Ludvig havde løbet barfodet rundt i haven torsdag, og var kommet til at træde på en torn. Jeg troede ikke, at den havde sig sig fast, men fredag eftermiddag da vi hentede Ludvig i børneren, var der rødt og spændt omkring indstiksstedet, og han støttede ikke på foden. Åhr, hvor jeg havde dårlig samvittighed over at have sendt ham afsted med sådan en lille, såret fod.

Ludvig var bare så stor og sej hos lægen. Herhjemme kunne vi ikke få lov at pille ved foden, men på skadestuen sad han musestille og gjorde præcis som doktormanden sagde. Det er det samme hos frisøren. Angst, det er sgu noget der kan få et barn til at sidde stille. Vagtlægen kunne desværre heller ikke få tornen ud, men han krattede huden i stykker, så skiderikken (altså tornen; ikke lægen) selv kunne finde vej ud, og tilbød at udskrive penicillin. Vi takkede nej til medicin, og tornen er heldigvis smuttet ud nu.

Vi har været til marked på Ingerslevs Boulevard, og Ludvig er nu en Alfons Åberg-sprællemand rigere

Nu er sommerferien endelig faldet på plads. Egentlig har jeg jo allerede haft ferie i en uge nu, men den er gået ret hurtigt med at hælde Ludvig af i børneren og så selv cykle hjem og snorkboble på briksen indtil ungen skulle hentes igen. Nu skal jeg blot arbejde en uge mere og så vanker der endnu to ugers ferie.

At tage til udlandet er desværre udelukket, for Steffen har som sædvanlig ikke formået at tage fri -som i helt fri - så han skal spille lidt her og der sommeren over, og vi kun har fire-fem fridage i streg at rejse i. Og hvis man så skal bruge én dag på at rejse ud og én dag på at rejse hjem, så giver det os lige nøjagtig to feriedage at muntre os i. To dage på Mallorca? Arj, det holder bare ikke, vel? Heldigvis er den danske sommer ikke så ringe endda, så vi napper en tur til København for at besøge Rasmus Klump i Tivoli. Og for at se om de pandekager nu virkelig er så skoldhede som nogen påstår. Må være ærlig og sige, Louise; at lysten til Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle er dalet et par grader siden dit indlæg om selvsamme firkløver.

Vi har været bænket ved skrivebordet hver dag i denne uge. Så hyggeligt!

Vi havde også snakket om at fortsætte videre til Stockholm. Men hverken Steffen eller jeg er for skrappe til geografi, og vi havde måske nok troet, at Stockholm lå lige over på den anden side af Kattegat, men det viser sig, til vores store overraskelse, at hovedstaden hinsidan jo for hulan ligger en hel dagsrejse væk. Vi orker kun svipture.

Og slutteligt er der jo go'e gamle Samsø, hvor vi skal tilbringe et par dage også, som vi gør i alle sommer-, efterårs-, jule-, vinter-, påske- og pinseferier. Det ved man hvad er. Lune fiskedeller på Ballen Havn, cykeltur til Besser Rev, rødspættefilet på Dokken, stenkasting og sopning ved Cementfabrikken, et smut indenom oldemonster og så ellers bare benene op og slappe af. I modsætning til sidste år, hvor min ryg gik i udu og vi måtte afbryde ferien efter blot få dage; og jeg blev fragtet hjem i bagagerummet, helt høj på Dolol; og tilbragte resten af sommeren - inklusiv min fødselsdag - i sengen.

Ludvigs akvarel med de fine tuschtegninger på står nu på kogebogshylden i køkkenet og pynter

Steffen har arbejdet på højtryk i studiet i denne uge, så Ludvig og jeg har været mutters alene hver evig eneste eftermiddag, og tiden skal jo gå med et eller andet, så vi har kastet os ud i et lille kunstprojekt, og vi giver gerne opskriften videre. Først tuschtegner man - og her i huset øves der stadig i at tegne ansigter - så maler man lidt akvarel; klippe, klippe og klistre, klistre og før man når at se sig om, har man huset fuld af vidunderlige små kunstværker.

...og så er der min favorit. Ludvig har tegnet mig og ham. Det er mig med næsen i panden, og ham med det skæve smil