Vi venter os en....

D R E N G !

Vi har været til kønsscanning, og vi kan slet ikke få armene ned ovenpå den glade nyhed. Sa'e jeg det ikke nok? Vi er bare drengeforældre, m'kay? Mormor er lidt skuffet og gudmor Mie er lidt skuffet, men - yes! - vi skal have en lillebror.

Jordemoderen var supersød og selvom vi kun havde betalt for en lille kønsscanning i 2D, fik vi både 3D-billeder, hjertelyd og misdannelsesscanning oven i hatten. På et tidspunkt zoomede hun ind på noget sort-hvidt gratværk på skærmen og sagde hemmelighedsfuldt Nåeh, hva' synes I det ligner? Sådan som om det var helt tydeligt og lige til højrebenet. Jeg tror jeg taler på både Steffens og mine vegne når jeg siger, at det sgu lige så godt kunne have været et egern der lå derinde og svømmede rundt. Vi kunne overhovedet ikke se hvad der var op og ned, eller om det var en pige eller en dreng. Men det er altså en dreng. Det lovede hun.

Her har I ham så. Severin van Norde Clemmensen, som han sandsynligvis kommer til at hedde

Og så vil jeg også lige indskyde, at jeg beundrer folk der kan gå en hel graviditet igennem uden at kende barnets køn; det ville jeg aldrig selv have tålmodighed til. Men dem som så påstår, at det at man ikke kender kønnet er det bedste ved hele fødslen, de skulle have én på skrinet. Der er sgu da ingen ved deres fulde fem som så ville synes at fødslen var totalt nederen fordi de vidste om de skulle have en pige eller en dreng, er der? Det er lige så tåbeligt som at sige Njarh, vi har ikke helt bestemt os for navnet endnu. Vi venter og ser hvad han/hun ligner. Arj, come on! Babyer ligner ikke en Alberte eller en Frederik når de kommer ud. De er tykke, rynkede og fedtede, men dét er der aldrig nogen der bliver kaldt, vel? Og forældrene synes sjovt nok altid at ungen ligner en Isabella Mynte eller en Maximillan, og aldrig en Hjørdis eller en Flemming. Forstå det hvem som kan. Åh, er der noget værre end gravide og nybagte mødre med alle deres floskler og klicheer? Jeg tror ikke det.

Fra englebarn til dinglebarn. Der var gang i den i tante Tanjas fotostudie forleden!

Vi har haft en dejlig jul på Samsø sammen med mormor, Muffi og slænget fra Cort Adelers Gade. Det var ellers meningen, vi skulle fejre juleaften herhjemme, men jo tættere vi kom på d. 24., desto mere længtes vi - og især Steffen - efter at komme til Samsø, og vi er glade for at vi kom afsted. Julen er bare bedre derovre!
Vi har spist og drukket og kælket og sovet middagslure og hygget til den store guldmedalje, og Ludvig og fætter Vitus har leget godt sammen. Banket hinanden lidt, men for det meste leget godt sammen. Vi fik ikke knipset et eneste billede i julen, så I må nøjes med at lukke øjnene og forestille jer hvor idyllisk det var i sommerhuset midt i sneen.
Vi har tit snakket om at vi gerne vil have et hus på Samsø en dag. Sidste sommer overvejede vi endda at flytte derover permanent da vi fandt vores drømmehus; men vi måtte sande, at vi endnu er lidt for unge og udadvendte til at leve så isoleret. Hvis bare der var en broforbindelse, ville det hele være meget nemmere; og hvis bare der var en broforbindelse, ville øen lidt miste sin charme. Så vi er efterhånden kommet frem til, at et sommerhus derovre er et glimrende alternativ. Lige nu kan vi godt være i mormors og Muffis sommerhus allesammen, men til sommer kommer Severin, og hvis fætter Vitus også en dag får en lillebror eller -søster, så kommer vi til at bo som sild i en tønde når vi alle er samlet. Og så er det jo bare altid rart at have sit helt eget, ikke? Vi fandt et fint sommerhus derovre i julen, tæt på mormor og morfars. Pænt og velholdt og lige til at gå til. Og ifølge Steffen har vi sagtens råd hvis bare vi kan få det for en lille, rund million. Men nu er han jo heller ikke offentlig ansat som mutter her, vel? Vi har egentlig fast ejendom nok, så nu ser vi lige tiden an, ikke?

På snevejrstur ved Moesgaard, med den superhyggelige Skovmølle i baggrunden

Vi er her endnu...

Fætter Vitus og Ludvig trykker den af hos mormor og muffi. Billedet er tyvstjålet herfra

...men vi har ikke meget at berette.
Nåmmen, så gik den november jo også, og lige om lidt er det jul. Er det bare mig, eller har det her efterår haft benene på nakken? Chok, tiden render stærkt.

Jeg har overstået første lægebesøg i forbindelse med graviditeten, og er nu en vandrejournal rigere. Sikke et papirarbejde for sådan en smule graviditet. Lægen ville vide alt mellem himmel og jord. Om jeg ryger, drikker eller tager stoffer? Og nej til det hele. Hverken smøger, bajere eller massivt heroinmisbrug. På papiret er jeg faktisk ret kedelig. Hun spurgte også hvor jeg ønskede at føde, og jeg svarede spørgende På hospitalet...? for jeg kan slet ikke forestille mig at nedkomme andre steder; men hun tænkte vel bare på om jeg er hjemmefødseltypen, og det er jeg slet ikke. Så skulle jeg give liv til lillebrorsøster mens Steffen slår på tromme, og når bebs kommer til verden bider jeg navlestrengen over med tænderne, og vi begraver moderkagen i haven og planter et træ ovenpå, og slutter hele seancen af med rundkreds og bjælder og Kumbaya my Lord; evt. i en lerklinet hytte ude i haven. Jeg ved godt, at hjemmefødsler ikke er så langhårede i virkeligheden, men det er bare slet ikke mig. Eller os. Jeg orker simpelthen ikke at ligge herhjemme og svine mens Steffen koger vand og Knirkemedisteren går i vejen. Jeg føder helst i nærheden af kemisk smertelindring, kittelklædte autoriteter og velfungerende hjerte-lunge-maskiner, så Skejby Sygehus it is.

Polarbønnen i winter wonderland på Samsø

Og ellers går det såmænd meget fint her i 8240. Vi forsøger at få hverdagen til at hænge sammen og samtidig huske at julehygge lidt ind imellem. Nogle gange kan jeg godt lidt føle at arbejde, møder og andre kedelige forpligtelser trykker på og det er svært at nå det hele og samtidig have overskud til at være en sød og rar kone og mor. Og så er vi endda helt vildt priviligerede fordi Steffen for det meste er hjemme hver dag, og både kan hente og bringe når Ludvig og jeg skal i hhv. børnehave og børnehave, og også nå at handle og gøre rent inden vi kommer hjem igen. Jeg ved ikke hvad vi ville have gjort hvis Steffen havde et "rigtigt" arbejde fra 8-16 hver dag. Fuck, vi havde været på skideren så. Hvordan får folk det til at hænge sammen? Jeg fatter det ikke. Og ingenting bliver jo nemmere af at få en unge mere, så jeg er spændt på at se hvordan dét kommer til at gå. Jeg er super glad for at være gravid og glæder mig til en at få en bebs i huset igen, men jeg er også bange for at gå glip af en masse med Ludvig. Han er jo min øjesten, og den lille ny pøllemaskine skal ikke komme og ødelægge det hele med dens tigerspring og mellemørebetændelse og pis og ballade. Så' det sagt.

I sne til knæene. Herligt!

 Vi har ikke meget at berette denne gang, men nu er vi ligesom igang med bloggeriet igen. Og jeg er ovre den værste kvalme og er klar ved tastaturet igen. Vi blogges ved.

...

Et styk grønært med hjerteblink og blommesæk og navlestreng og hele baduljen. Vi kan ikke se hvad der er op og ned på himstregimsen,

men skide nu også være med det. Det vigtigste er at den er der. Og at der Gud ske tak og lov kun er én.

Jeg har været i knæ med de værste graviditetssymptomer de sidste par uger. Faktisk har jeg været så skidt-Mads, at jeg ikke har knipset et eneste billede siden jeg fandt ud af jeg er gravid. Og dét siger mere end de grummeste fortællinger om kvalme og opkast. Jeg er lige straks ni uger henne og har det heldigvis bedre nu, så vi er snart tilbage på bloggen for fuld styrke.

Kan I holde på en hemmelighed?

Den selvvalgte mødregruppe. Charlotte var ked af at hun var den eneste der ikke så fjollet ud på gruppebilledet

fra Ludvigs fødselsdag, og ville gerne have taget et nyt. Til gengæld er hun så den eneste der ser fjollet ud her

Kan I huske de der orn'li' syge hjorte jeg skrev om i forrige indlæg? Nå, men nu viser det sig, at der faktisk var en en lille pige på to år, som blev stanget så hårdt i ansigtet ude i Dyrhaven at hun røg op i luften og ind i et hegn. Og hun og hendes familie havde ikke forsøgt at fodre dyrene eller klappe dem eller noget. Bare lige pludselig - Bang! - så fik hun en pelset skalle. De er kogt oven i potten de dyr. Hva' sa'e jeg?

Nåmmen, så' gik den efterårsferie. Og ret så hurtigt endda. Og novra, hvor vi trængte til den. Steffen var forinden overbevist om at vi siger og skriver 2005(!), og jeg selv har også været lidt distræt på det seneste. Så det var mere end tiltrængt med ti dage at slappe af i, så man ikke kom til at hælde diesel på cykelvognen eller pludselig stod i 7 Eleven og opdagede at man havde glemt at tage bukser på.

Forleden udhulede vi det fine græskar vi købte med hjem fra Samsø. Derovre drukner de i græskar på denne årstid, så man kan få alle mulige flotte slags til det halve af ingenting, i modsætning til de kedelige og halvrådne man kan købe til overpris i supermarkederne her i byen. Egentlig virker det lidt tåbeligt at sidde og rage indmaden ud af sådan en skiderik, og det var i øvrigt heller ikke særlig hyggeligt, for det var koldt og klistret, og jeg havde travlt med at sørge for at Knirke ikke åd græskarkødet og at jeg ikke choppede mine pølser af i forsøget på at snitte et ansigt

Traditionen tro gør min ryg vrøvl når det er ferie. Jeg ved skisme ikke hvad der er med de rygstykker, men det er som om, at så snart jeg har sagt Hej hej og vi ses om en uge til kollegerne, så begynder de at te sig. På feriens første dag satte jeg mig op i sengen og så sagde det knæk. Afsted til fysioterapeuten, som hev og sled og skød med laserpistol, og i øvrigt bad mig sige til når jeg kunne mærke at det spændte omkring korsbenet. Korsbenet? Som om der er nogen uden for medicinsk fakultet som ved hvor den skiderik sidder. Nå, men efter anatomilektionen ilede vi til Samsø, hvor vi havde et par skønne dage. Jeg lavede absolut intet andet end at ligge i alkoven og hvile min ryg og sove sove sove. Hold op, hvor fik jeg hvilet ud. Mere om det soveri længere nede i indlæget.

Ludvig blev på Samsø da vi rejste hjem, og ferierede således alene hos mormor og muffi i tre dage inden vi endelig fik ham hjem igen. Steffen og jeg har nydt at være barnløse. For selvom Ludvig er det nemmeste og artigste barn i byen, så er her bare en helt særlig ro over huset når kun Steffen og jeg er hjemme. Det er en kæmpe gave at have så gode babysittere ved hånden, og vi har virkelig nydt tosomheden. Og så alligevel så gav det et stik i hjertet hver gang ællingen ringede hjem og fortalte at han havde spist ris og været i skoven og må jeg godt sige farvel nu, mor? Nååårh...

Inden Ludvig kom hjem nåede vi en sviptur til Lønstrup. Steffen skulle spille deroppe, så vi indlogerede os på hotel og havde egentlig planlagt at vi rigtig skulle have en kæresteudflugt som i gamle dage før Ludvig kom til verden. Men da det kom til stykket orkede jeg ikke at tage med til koncerten, men blev i stedet på det røvsygeste hotelværelse og så medbragte krigsfilm på Mac'en. Og dagen efter vågnede vi til et Nordjylland badet i solskin, men vi orkede end ikke en tur til stranden. Vi ville bare hjemover. Så vi fik sammenlagt fire hyggelige timer sammen på motorvejen, en hyggelig aften hver for sig og det var så den kæresteudflugt.

Årets sidste soft ice konsumeres ved gadekæret i Nordby, Samsø

...og den skal nydes!

Jeg er forresten svanger. Det var egentlig ikke meningen at vi ville offentliggøre det før jeg har overstået den første scanning, men så var der et barn i min børnehave som overhørte en samtale om mine lykkelige omstændigheder, og hun sladrede til sin mor som så måske - måske ikke - har sagt det videre til forældrerådsmødet igår. I hvert fald kom flere par forældre og lykønskede mig på job i dag. Og selv min fysioterapeut er delagtiggjort i vores ikke længere så hemmelige hemmelighed. Han spurgte direkte om jeg var med rogn, for det skulle han vide for at kunne give den bedst mulige behandling af rygstykkerne. Og ja, nu ved I det så også.

Jeg er kun 6 uger henne, så det kan jo i og for sig stadig gå begge veje; men vi håber og tror at tredje gang er lykkens gang, og at bebs bliver siddende hvor den skal. Min veninde - hende med udtrækssengen - er også lyksageliggjort, og er et par uger længere henne end jeg. Det er helt perfekt at vi kan følges ad, og vi har allerede været til børnebazar i Stadionhallen for at fejre de gode nyheder; men det var skisme godt nok en skuffelse af de helt store at give en flad halvtredser for at vade rundt i en håndboldhal og se på tøj med Spiderman og Hello Kitty og videre i den dur. Hold op, hvor var vi skuffede over udvalget. Min veninde gik tomhændet derfra, og jeg selv investerede blot i to graviditetstoppe og en fransk hotdog. Og det er sgu ikke fordi lysten til babyshopping ikke er der. Tro mig, jeg har lavet liste op og liste ned over lækre ting og sager jeg må have fingrene i inden 24. juni, som er den foreløbige termin.

Kommende storebror er stadig lykkelig uvidende om at endnu en van Norde er på vej. Han sagde en dag - helt umotiveret -

"Jeg gider ikke ha' en baby. De er så lille" Ha, han skulle bare vide hvad der venter ham

Det gode ved at være gravid for anden gang er, at man er blevet klogere siden første gang. Forhåbentlig. Nu står man ikke i BabySam og siger Hoved-hale-fad? Siger du, det er et must-have? Jamen, så stik mig sådan et eller tror at fosteret allerede har udviklet neuralrørsdefekter fordi man kom til at glemme folsyren en enkelt dag. Jeg er lidt mere loose omkring det hele denne her gang, men jeg er stadig på toppen over at være gravid. Novra, hvor er det fedt, altså!

Jeg har ingen nævneværdige symptomer, men kan tisse og sove på kommando, og er blevet forfalden til appelsiner og saltlakrids ligesom da jeg ventede Ludvig. Han voksede sig i øvrigt stor og stærk på en half-and-half af citrusfrugter og Nougatdrømme fra det nu hedengangne Spring's Bageri på hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade.

Kryds fingre for os, og forhåbentlig kan vi stolt fremvise et scanningsbillede af lillebrorsøster i december en gang.

Snot

Jeg har modtaget mine babytøjskøb fra Louise. Åh, så fint og kært det hele er.

Nu mangler vi bare én ting herhjemme. Hvad er det nu det er...bum bum...nå jo, en baby!

Kender I det at være så fyldt op i hovedet, at man ikke har overskud til sit eget barn? Det er hårdt at have det sådan, men i sidste uge havde jeg helle på sofaen og var fritaget for at skubbe Ludvig på sansegyngen og ligge på gulvet og bygge togbane. Jeg var helt kogt oven i knoppen efter at have været på det mest fantastiske kursus om sprog. Altså, om børn og sprog. Men i stedet for at begynde at bruge min nye viden i praksis, orkede jeg ikke andet end at flade ud på sofaneseren og spise hjemmerullede havregrynskugler, mens Steffen og Ludvig byggede hule på børneværelset. Jeg følte mig allerede som en meget bedre mor; også selvom jeg bare lå og ingenting orkede. Ha.
En af dagene skal I nok lige få et resumé, for jeg ligger altså inde med nogle ret gode fif omkring hvordan man får ungen til at makke ret uden at være underkendende.

Skøn solskinstur ved Ebeltoft strand i sidste uge

Ludvig er blevet passet hos mormor og morfar i weekenden, fra fredag til søndag, og vi klarede det ræddi godt, både Ludvig og jeg. Steffen skulle jobbe og jeg var inviteret til bryllup i Nordsjælland, så hunden blev hældt af hos fætter Vitus, og Ludvig i Skovby. Ludvig elsker at blive passet hos mormor og morfar, men jeg er jo ikke vant til at undvære ham en hel weekend, så jeg tænkte rigtig meget på ham mens jeg var væk. Vi har tilbragt stort set samtlige weekender sammen de sidste 3 år når Steffen har været ude at spille, så selvom det var en befrielse at være børnefri og sove helt til kl. 9(!) i lørdags, så savnede jeg Lille meget.

Jeg fik desværre ikke set mere af København end hvad jeg kunne skimte henover min brunch fra Café Norden lørdag formiddag, hvor jeg nød en velfortjent kolesteroltallerken med æg og bacon, og en overprized kop æblethe med et strejf af lime fra A.C. Perch's i Kronprinsensgade. Det smagte af lunken vand. Bah! Københavneri, si'r jeg bare! Man kan tage pigen ud af Jylland, men man kan ikke tage Jylland ud af pigen. Nå, men jeg fik set både Storkespringvandet, Højbro Plads og toppen af Christiansborg fra mit bord, og det var såmænd det. Og så fik jeg kørt i metro for første gang i mit liv. Altså, jeg har kørt i metro i London og Paris, ikk'; men det var første gang i den danske undergrundsbane, og jeg sad helt oppe foran med næsen presset mod ruden, og syntes, at det næsten var for godt til at være sandt. Bare Ludvig havde været med...

Pæn unge i pæn natur

Ludvig er syg. Han har været på vippen de sidste par uger med snotnæse og varm pande, men har været frisk og feberfri. Og så forleden nat vågnede han og græd og ømmede sig, og havde ondt i ørerne. Han kom ned i vores seng med masser af puder i ryggen, men lige lidt hjalp det. Først da han fik en Panodil i rumpen, kunne han slappe lidt af. Men inden han helt faldt i søvn, blev både Steffen og jeg sparket tilbage til dengang hvor Ludvig sådan virkelig døjede med mellemørebetændelse, og vi måtte ud og trille med barnevognen både hver og hveranden nat, for at få Lille til at falde til ro. Ned i Voksiposen med ham og pakke ham godt ind for vinterkulden, men alligevel give ham så tilpas lidt tøj på, at han ikke ville vågne når vi kom hjem og skulle pille det af ham igen. Det var et helvede, simpelthen. Og vi bandede og svovlede, ganske stille naturligvis, mens vi travede op og ned ad Besservej i de sene nattetimer. Og når det endelig lykkedes os at få ham til at sove, parkerede vi barnevognen i bryggerset og listede ind i soveværelset igen. Så snart vi var kommet under dynen, vågnede Ludvig med et vræl og så var det afsted igen. Jeg forstår ikke hvordan vi kunne holde til det. Men så fik han Gud ske tak og lov dræn, og vi fik nattero. Drænene er forlængst pillet ud igen, og vi krydser fingre for at det ikke har nogen betydning overhovedet. Lægen kunne godt se noget rødt inde i Ludvigs ene øre igår, men ikke nok til at ville udskrive penicillin, så vi håber håber håber at det går i sig selv igen. Vi har nemlig forlængst solgt barnevognen.

Og her blev vi gift for snart et år siden. Altså ikke ude i blæsten på torvet, vel; men inde i det lille dukkehus bagved

Så I dag har Ludvig og jeg hjemmedag. Og sådan noget lyder altid hyggeligere end det egentlig er. Jeg synes umiddelbart det lyder som lange gåture i efterårsskoven og lunt hjemmebag. I virkeligheden er det en vranten Ludvig, der hoster og snotter og pjevser og kommanderer; og mig, der prøver at bygge togbane og læse Den Bestøvlede Kat uden at snerre af undermåleren. Og så er der det ved Ludvig, at han ikke kan klare fornemmelsen af snot mod overlæbe. Alle andre børn tørrer næse i ærmet eller kører tungen henover "ellevetallet", og det er egentlig også lidt til den klammo side, men Ludvig derimod, han står mod tungen ud af halsen, det hvide ud af øjnene og laver bræklyde. Han hader simpelthen når næsen løber, så det er altid meget dramatisk herhjemme når han er snottet. For udover at piske rundt efter noget papir at tørre med, skal man også finde tid til at dø lidt af grin og i øvrigt sørge for at ungen ikke kaster op af bare væmmelse.

Anorak mig her og anorak mig der

Vi var i Dyrehaven forleden efter hhv. børnehave, job og hvad Steffen nu end fik sin dag til at gå med. Når solen skinner som den har gjort det de sidste par dage, så er efteråret noget af det smukkeste der findes, og da det var længe siden vi sidst havde været ude i den rå natur, trillede vi i Dyrehaven.

Men det er stort set lige meget hvad tid på året vi besøger haven, så hænger der en skrivelse ved indgangen om at sikahjortene er i en periode, hvor de kan finde på at sparke eller stange eller bide eller stikke en flad eller hvad ved jeg. Every fucking time, si'r jeg jer.

Risskov's finest

Og forleden ramlede vi så tilsyneladende ind i brunsttiden derude, hvilket også kan medføre sure miner i hjortebestanden. Og når man starter sådan en hyggelig skovtur med at blive mindet om at al færdsel er på eget ansvar og at dyrene er crazy, så går der lidt forsigtig-Per i den for mit vedkommende, og således zigzag'ede jeg mig selv og min familie igennem skoven for at undgå klammeri med de firbenede. Men uanset hvor vi gik, stod der en olm hjortefar på lur og ventede på en undskyldning for at maltraktere os. Jeg er fandeme ikke tryg ved de dyr, jeg er ikk'. Men vi havde en dejlig tur til trods for angstsved og hjertebanken, og Ludvig fik luftet en af sine fine, nye anorakker fra Mini A Ture. Den kom med posten samme dag, og den er endnu finere end forventet. Det er sommermodellen og det er først meningen at Ludvig skal tage den i brug til næste år, men med en varm sweater indenunder og et par opsmøgede ærmer, kan den godt gå an for nu.

2 x van Norde inspicerer Hakkebakkeskoven

Dagen efter kom posten så med vintermoddellen af samme Mini A Ture anorak. Med tykt, blødt foer og i en mere passende størrelse end sommerudgaven. Den er perfekt, og jeg er stadig helt høj over mine gode anorakkøb. Jeg har virkelig gjort en god handel der; og nu er vi helt klar til vinterens komme. Apropos tøjkøb, så sælger Kvickly lige nu de fineste blå og brune fløjlsbukser til drenge. Jeg har købt et par brune til Ludvig i dag til ingen penge, og de er så søde. Kvickly plejer ellers at have en noget fesen børnetøjsafdeling, men ind imellem kan man være heldig at finde nogle gode sager.

Psykopat-Bambi med mord i øjnene. Kan I ikk' se det?

I dag har vi været på etnisk lørdagsshopping. Steffen skal for en gangs skyld ikke ud og spille i aften, så den her lørdag er den første i lange tider - og den sidste inden jul - som er helliget familien, og det skal udnyttes til det maksimale, så vi startede fra morgenstunden af med en tur i Bazar Vest, som ligger i en nedlagt kedelfabrik ude i ghettoen i Brabrand. Bazar Vest er et stort marked med frugt og grønt, brød og kød, nips og tingeltangel, snabelsko og metervarer, kunstige blomster og halløj.

Ludvig har haft et putteritual fra han var ganske lille, som går ud på at vi skal snakke om hvad der er sket i løbet af dagen - lige fra morgenmaden af, så man kan være nødsaget til at springe et par kapitler over for ikke at stå og storytelle heonover højsengen hele aftenen - og hvad der skal ske den følgende dag. Igår aftes fortalte jeg at vi skulle til frugtmarked i Bazar Vest i dag, men jeg kunne godt se, det ikke helt bed på Ludvig. Han var sår'n i omegnen af ganske uimponeret, så jeg fortalte vidt og bredt om de her spændende frugter som kun gror i de varme lande, men det var alligevel en kenne for abstrakt for Ludvig, så vi måtte have lys i dyreglobussen for at få visualiseret Mellemøsten. Nu ved jeg ikke så meget om længde- og breddegrader og sådan, men vi blev enige om at der i hvert fald er langt fra gravhunden til dromedaren på dyreglobussen - og så kan selv sådan en som jeg, der fik 5 i geografi, være med - og Ludvig fik lært lidt om det han kalder Ellemøsten.

Skrukhøne og søn

Nå, men så kørte vi mod bazaren i dag, og Ludvig var rigtig spændt på at komme derud. For at se dromedarer, sagde han. For jeg havde jo fortalt at der er dromedarer i de varme lande. Men vi måtte desværre skuffe ham med at der ingen dyr er i bazaren, og ungen blev pissetvær og gik rundt og brokkede sig over alt - ALT - derude, og sørgede for at vores stort anlagte familiehyggedag startede lidt træls.

Ludvig viser nyeste anorak på stammen frem i frugtbusken a.k.a. byens mindste og skæveste ævletræ

Ludvig er begyndt at snakke en del om "drengelegetøj" og "pigelegetøj", og den store forskel der er derpå. Og så ellers ikke et ord om at hans yndlingsfarve er rød, hans værelse er spækket med blomstertapet og legekøkken og at han elsker at lave perlehalskæder. Det er helt sikkert bare et eller andet vås han har opsnappet ovre i børneren. Børnehaven som vi i øvrigt stadig knuselsker. I sidste uge havde de wellnessdag derovre, og så havde børnene fået massage og gokkerne havde siddet og nulret en masse sure tæer på de af børnene som havde lyst. Der er billeder af det derovre, og det ser helt vildt hyggeligt ud. Den børnehave emmer simpelthen så meget af overskud. Vi er vilde med den.

Ungen er vild med nødder, og har lige blandet sig en hel pose; men der er ingen grund til at smile af den grund

når det eneste man vil er at se bare en lille bitte drommedar

Men - for der er et lille men - der er én dreng derovre, som jeg bare ikke kan klare synet af. Han er så pisseirriterende. Kontaktsøgende på den trælse måde, I ved. En dag jeg hentede Ludvig derovre, sad vi i sandkassen og snakkede lidt, og så kom ham her drengen og en anden svingende med deres sværd og råbte at de var riddere. Ja, jamen det ka' jeg da godt se, svarede jeg, og så snakkede jeg ellers videre med Ludvig. Drengene blev stående og gloede på os, og så tog ham den trælse sit sværd op til mit ansigt og maste det ind i kinden på mig. Bare sådan helt umotiveret. Og jeg havde aldrig før snakket med ham, så er det ikke bare simpelthen det mærkeligste at gøre ved en fremmed? Og altså, snothvalpen er vel omkring 5 år, så han burde jo kende til det der med grænser og sådan. Jeg daskede sværdet væk og fik sagt Stop med det der på en måde så han ikke kan have været i tvivl om at jeg mente det. Og her den anden eftermiddag sad møgøret og Ludvig og tegnede da vi kom ind på stuen. Inden vi overhovedet havde fået sagt hej til Lille, sagde snotungen Ludvig er her ikke. Og jeg havde så meget lyst til at tage ham i kraven og hvæse Dig, jeg kender din type og du knytter bare sylten LIGE NU, du gør! Jeg kan ikke fordrage de der børn der bare er all over the place og skal knytte en kommentar til alt og som gang på gang gatecrasher ens intimsfære, og som aldrig har lært forskel på op og ned, og nu er endt med at være sådan én som de andre forældre ikke kan li'. Øv altså. Han overskrider virkelig mine grænser, og jeg håber af hele mit hjerte at han holder gulerødderne fra Ludvig.

Mens vi venter på storken

Ludvigs flotte design. Elsker elsker elsker resultatet! Og når halskæden ikke er i brug, hænger den og pynter ved skrivebordet

Krympeplast er supernemt at arbejde med; også for dem som ikke er så fikse på fingrene, så kom bare i gang med at krympe, folkens!

Jeg er taknemmelig for at Ludvig er vild med stillesiddende aktiviteter. Han kan også godt lege vildt, tumle i sofaen og løbe rundt i stuen og lege farlig løve, men mest af alt holder han af at tegne, male, lave puslespil, løse sine små matematikopgaver, lave perlehalskæder osv. Det er selvfølgelig fordi jeg har dyrket det med ham siden han var helt lille, og noget af det jeg holder allermest af, er at sidde ved skrivebordet med Lille og finde på sjove ting at lave. Igår legede vi med krympeplast, som endte ud i en fantastisk halskæde med et glad ansigt, en mangebenet edderkop og noget abstrakt kunst. Jeg glæder mig til at tage halskæden i brug hvis jeg en dag bliver inviteret ud og skal pynte mig.

To farlige løver på Bellevue

Vi har været på besøg hos mormor og morfar i Skovby i dag, og jeg var en tur på loftet efter alt Ludvigs gamle babytøj. Bare for liiige at mindes de gode gamle dage med barsel og bebs; og nu står nålen på skrukhedsbarometeret og dirrer lidt ekstra, if you know what I mean. Novra, hvor er jeg skruk! Og det er en helt vildt underlig fornemmelse, for første gang i mit liv virkelig at ønske et få et barn. Ludvig var også ønsket, men han var på ingen måde planlagt. Vi nåede slet ikke at overveje at få børn, Steffen og jeg, før end jeg pludselig var gravid og tyk. Men nu er jeg altså skruk med skruk på - og med tilbagevirkende kraft. Og i den forbindelse har jeg tilladt mig at købe en lille smule babytøj. Kun en lille bitte bitte smule, lover jeg jer. Bare lige et par bodyer, som var så fine og så søde, at jeg blev nødt til at slå til. Både fordi jeg elsker en god handel, men også lidt for at dulme den værste trang til babyshopping, som min nyfundne skrukhed har medført. Og inden I vender det hvide ud af øjnene og korser jer fordi jeg har været lidt overmodig og har babyshoppet uden at have en kage i ovnen, så vil jeg altså lige nævne, at min gode veninde som også forsøger at blive gravid, allerede har købt både bæresele og udtræksseng. Og så blegner mine små bitte bodyer lidt i forhold til, ikk'? Ikk'? Samme veninde sms'ede i dag og syntes det var mega nederen, at den kinesiske kalender ikke levnede hende mange chancer for at få et drengebarn. Skønt med en lidelsesfrænde. Vi går selv og håber på at få en dreng mere her i 8240. Ikke at et pigebarn ikke vil være velkomment, men vi synes vi er drengeforældre. Jeg kan godt selv høre, det lyder noller, men det er sådan det er. Og så har vi også allerede fundet det perfekte drengenavn, og givet håndslag på at det er dét bebs skal hedde hvis det bliver en dreng. Gud, hvor er vi ret så meget på forkant med tingene, hva'?

Jeg har i øvrigt shoppet hos Tårnbys førende babyekvipist, og du skulle tage at gøre det samme hvis du som jeg går og skrukker. Det ta'r ligesom toppen af det

  

Da fætter Vitus headede mod legestativet - som Ludvig altid har holdt sig fra - fik Ludvig benene på nakken, og turde pludselig både gå på edderkoppenettet OG rutsche ned af den store rutschebane. Det skulle jo nødig hedde sig at man er mindre modig end en 2-årig

Roar!

Ludvig spørger om så mange finurlige ting for tiden, og gør sig nogle mærkværdige tanker om dette og hint. I onsdags da han var på skovtur med Steffen, havde de haft sig en rigtig mandesnak, og Ludvig havde spurgt til Steffen børnehavetid; hvad hans kammerater hed, hvilken stue han gik på osv. Jeg troede slet ikke han var bevidst om at vi også har været børn og har gået i børnehave. Børnene i min børnehave har svært nok ved at forstå at de voksne ikke bor i institutionen, og tanken om at vi også har været små, er helt utænkelig for mange. Sådan tror jeg det er med de fleste mindre børn. (De tror f.eks. også at det er min far der kommer og henter mig, når Steffen holder og venter på mig på parkeringspladsen. Ha) Og nu er det ikke fordi jeg tror Ludvig er et geni fordi han har regnet sig frem til at Steffen en gang har gået i børnehave. Det kom bare lidt bag på os at han har fantasi til at forestille sig os som børn. Og så i dag da vi var ude at cykle pippede Ludvig pludselig omme fra cykelstolen Den stue som er rød, er den som far har gået på. A' hvaffor noget? Jeg anede ikke at Steffen har gået på rød stue, men det har tydeligvis sat sig fast hos Ludvig.

Det er dejligt at bo på toppen af en bakke, for så kommer der rigtig skub i løbecyklen ned af Besservej

Ludvig: Det varer ikke så længe før jeg bliver voksen

Mor: Nå, og hvorfor så ikke det?
Ludvig: Fordi...kan du ikke se at inde i min mave der vokser jeg sådan helt stor som en voksen?
Mor: Men det er altså sjovere at være barn, Ludvig
Ludvig: Nej
Mor: Jamen, der er stor forskel på at være barn og på at være voksen
Ludvig: Næ, ikke her i huset. Vi laver så mange spændende ting. Vis mig dine ben. Ja, det er lige sådan nogle lange ben jeg godt kan lide at have når jeg bliver voksen. Og med sådan nogle voksenbukser på

Ludvig har fået et alias. Han er i tide og utide Den Søde Løveunge. Og det kan tit come in handy at have et alias at gemme sig bag når man skal være lidt på tværs Den søde løveunge bruger ikke kniv og gaffel og den søde løveunge drikker kun cola lyder det fra tid til anden. I starten var det lidt hyggeligt og sødt, men nu er jeg ærligt talt træt af den løveunge. Specielt fordi den vågnede forleden nat kl. 02.45 og insisterede på at få serveret æbler. Så enten klapper den i eller også bliver den aflivet, m'kay?

Pyntegræskar hjembragt fra Samsø da Ludvig og jeg var derovre forrige weekend

I søndags havde vi høstfest her på matriklen. Jeg havde ret store planer for dette års fest, men da vi nærmede os datoen var det så som så med overskuddet, så det blev alligevel ikke til noget med dåsekast og fiskedam. Og vi fik heller ikke brugt æblerne og bærene i haven til noget. Til gengæld var der skattejagt, og det var en succes. Ludvig snakker i hvert fald stadig om den. Og det har skam også sat sig spor hos vi andre, det høstgilde. Dagene derpå var vi stadig stopmætte af kager, boller, pandekager og suppe, hele hytten lugtede af spejderlejr og vi var trætte, trætte, trætte. Men det var hyggeligt, var det, og vi elsker at have gæster.

Og skatten blev fundet i feliciabedet på den gamle terrasse. En vaskeægte skattekiste fuld af slik, som Sofus pænt lagde på plads igen da den var tømt. Ser det i øvrigt ikke ud som om der står en usynlig mand i gummistøvler imellem Stefan og Lisa?

H Ø S T F E S T   2 0 1 0

Dagen efter høstfesten var Ludvig knap så meget i hopla. Han var varm og snottet og hostede som en sælhund. Sådan går det hvert år; fra den ene dag til den anden bliver det sådan rigtig efterår her i 8240 med regn og blæst, og en pissekold overetage. Det kommer bag på os hvert eneste år, men nu er der braget op for radiatorerne og vi pakker os ind i vattæpper. Efter en hel dag på sofaneseren, trængte vi til at komme ud og få luft. Vi fik tændt op i bålet og nappede aftensmaden i haven. Lisa og Rasmus var så søde at have skumfiduser og Mariekiks med til høstfesten igår, men vi nåede slet ikke at få skidtet ristet, for der var så meget andet vi skulle nå at konsumere. Men nu er jeg jo ikke typen, der har den slags liggende i længere tid, så efter aftensmaden gik jeg, som den eneste, igang med at riste skumfiduser. Haps, si'r jeg bare! Vi skal så meget have gang i det bål og de skumfiduser snart igen.

Når man er febervarm og snottet, må man gerne spise sin havregrød med TO skeer, og drikke saftevand til

Ludvig begyndte at snakke om babyer da vi var på vej til stranden forleden. Han påstår, at en baby kommer ind i maven fordi moren spiser den. Eller fordi politibetjenten putter den derind. Jeg ved ikke om de har fået fortalt gyserhistorier i børnehaven i dag eller om det er seksualundervisning gone wrong. Men babyen kommer ud af et lille bitte hul i navlen, kunne Lille fortælle; og der kommer også en snor med ud. Navlestrengen, formoder jeg. Da jeg fortalte Ludvig, at han altså også havde ligget i min mave en gang, spærrede han øjnene op og sagde med musestemme Så spiste du mig, mor? Njarh, det gjorde jeg så ikke ligefrem, men jeg orker ikke at gå i detaljer med bierne og blomsterne før end jeg vitterlig har en baby i maven, og Ludvig én gang for alle skal have forklaret hvordan en bebs bliver til.

Dengang jeg selv havde slugt en baby; for der var altså ikke nogen betjent indblandet. Åh, jeg gad godt være så fin og tyk igen

Og så skal jeg da ellers lige love for at jeg er blevet bidt af Trendsales. I foråret købte jeg min fine Danefæ sommerjakke på siden, fordi det var mig komplet umuligt at opstøve den andre steder, men ellers har jeg aldrig gjort i netshopping eller genbrugstøj generelt. Men nu har jeg igen fået øjnene op for Trendsales, og det er jo et sandt mekka af lækkert tøj til børn. Foreløbig har jeg købt den fineste lille denimvest fra Gro, som kan holde Ludvig lun her i efterårsblæsten. Og lige om lidt kommer posten med to anorakker fra Mini A Ture. En sommer- og en vinteranorak. Hvor er de altså bare søde. Og helt vildt meget so last season. Men jeg har først nu fået øjnene op for mærket. Det eneste minus er at anorakker generelt er bøvlede for børn at få på, og i en af de anorakker jeg har bestilt, sidder lynlåsen på ryggen. Tåbeligt, simpelthen; men de er så lækre, og 600 slag for to næsten nye jakker er da okay, hva'?

Er du mor til et drengebarn og bor du i Århus-området, så var det måske noget at tage forbi Vejlby-Risskov Hallen i denne uge,

hvor der er monstertruck show. Vi var forbi forleden og kigge på de udstillede biler. Helt utrolig nørdet, men også lidt imponerende

Om tæger og tal

Ikke nok med at pelsraketten rager utøj til sig i tide og utide, nu slæber Ludvig sgu også småkryb med sig hjem. Her i fredags fandt jeg en lille tæge i lysken på ham. Og der findes ikke noget mere klamt end tæger. Uf, bare tanken om dem får det til at klø over det hele. Og vi har garanteret haft den med hjem fra Ramten Skov; og så har den siddet og snyltet på Ludvig siden tirsdag. Lykkeligvis havde vi en tægetang i huset, så jeg kunne hapse udyret, men det var ikke uden vold og magt og blod og tårer. Nårh, hvor var det synd for Lille. Nu er det bare med at holde øje med at bidstedet ikke bliver rødt og grimt, for så kan det jo gå helt skævt. Spørg bare Mimi Jakobsen, m'kay?

Mormors kurvekuffert - fra da hun flyttede hjemmefra i '69 - er blevet spraymalet og er flyttet ind hos os.

"Skulle vi ikke lege, jeg var en løveunge?", spurgte Ludvig; og jo, det skulle vi

Og så har jeg igen været i annalerne. I sidste uge lå jeg alligevel bare på sofaneseren med influenza, og havde ikke kræfter til at foretage mig ret meget andet end at spise junk food og surfe på nettet. Nå, men jeg fandt en masse gamle billeder af Steffen og jeg, og tilsvarende af Ludvig. På nogle billeder kan jeg godt se at Lille ligner både Steffen og jeg, og på andre billeder er det så som så med lighederne. Men sjovt er det at sammenligne. Og hvor var vi godt nok allesammen søde da vi var små.

Juli 1981 - Her er jeg kun et par dage gammel og med onkel Jess på 3 i baggrunden. Hvem der dog bare havde det tøj og sengetøj i dag...

Juni 2007 - Ludvig, fem dage gammel, og simpelthen lige til at spise. Vi ligner hinanden, synes jeg; men gør de fleste nyfødte ikke det?

Juli 1982 - Steffens dåbsdag i Sct. Johannes Kirke i Herning. Han ser noget misfornøjet ud i sin ellers så moderigtige dåbsstrik

August 2007 - Og det ligger åbenbart til familien at være ganske uimponeret på sin dåbsdag. Mor i baggrunden er til gengæld jubelglad

April 1982 - Ida, næsten 1 år gammel, og dyrk lige sengeranden og det batikfarvede sengetøj

Maj 2008 - Ludvig lige før sin første fødselsdag, og med gode kinder ligesom sin mor!

Ukendt årstal - Steffen er på lejr med børnehaven, så han er nok omkring 3 år

Juni 2010 - Ludvig 3 år, og ligner de to ikke bare hinanden på en prik?

Men det skorter jo ikke ligefrem på skrukheden at se billeder fra da Ludvig var helt lille og ny. Jeg elsker den alder Ludvig har nu. Han er en sej og selvstændig dreng, som stadig synes, at mor er toppen, og som siger en masse sjove ting, og bestemt ikke er karrig når der skal deles smækkys og rystekrammere ud; og alligevel savner jeg duften af nybagt bebs, at være gravid, at føde, at amme og at bruge et års barselsorlov på at sidde og stirre mig blind på mit smukke månebarn. Jeg ville ønske, vi noget før havde været klar til en to'er, så vi allerede nu kunne sidde med en lillesøster eller -bror, men når alt kommer til alt, tror jeg det er meget fint, at der bliver 4 år imellem Ludvig og en evt. kommende bebs. I weekenderne når Steffen er ude at spille, vil jeg komme til at være alene med begge børn, og så må det da være rart at den ældste ikke skider i bukserne, får nedsmeltninger ovre i Rema1000 og skal have hjælp til at hælde mælk op. Det er bare en tanke.

Den der med at droppe middagsluren, den gælder ikke på Samsø. Man bliver så træt af al den friske havluft

Vi har fået brev fra Børnenes Friskole, og Ludvig er nu officielt skrevet op til skolestart. Det føles godt og en kende tidligt-på-den-agtigt. Men jeg kan lide at vide hvad der skal ske i fremtiden, og hvis vi stadig bor her i området om tre år, så ved jeg at Ludvig har plads på en fantastisk skole. Og apropos skole, så købte jeg nogle matematikhæfter til Ludvig da vi var på Samsø her i weekenden. Serien hedder Guldstjerner og fåes i Netto for en rund tyver. De er beregnet til børn mellem 4 og 6 og er fyldt med farverige små opgaver, og hver gang matematiknørden har færdiggjort en række opgaver, får han en guldstjerne til at klistre i bogen. Det er ikke fordi vi forsøger at pace Ludvig, men han elsker den slags stillesiddende aktiviteter, og opgaverne er tilpas udfordrende for ham. Afsted til Netto med dig inden de bliver revet væk!

Jeg ved ikke hvad overbiddet skal forestille, men sød ser han jo ud, den lille talnørd

Adieu middagslur!

Først smider han bleen og lærer at bummelumme på toilettet, og nu sover han skisme heller ikke middagslur længere. Det er jo helt tossi, som den dreng bliver stor. Vi kan godt mærke at Ludvig, som følge af den manglende middagslur, nemmere bliver irriteret om eftermiddagen, men når Ludvig er utidig er der knap nok nogen der lægger mærke til det fordi han er det på sin egen velopdragne måde. Derfor er vi heldigvis forskånet for hysteriske anfald og nedsmeltninger, og det er dejligt.

Men hvor har han fart på, ham Lille. Raketfart. Pludselig en dag kunne vi se at han var vokset helt enormt i løbet af sommeren. Både i højden, men i den grad også i sproget. Alle børnehavebørn - her i kommunen, i hvert fald - tilbydes en sprogscreening når de er 3,3 år. Ludvigs stuepædagog synes dog ikke den er nødvendig at lave på Ludvig, da han har et rigtig fint sprog og ordforråd; et ordforråd som vi kan høre vokser for hver dag. Dog har han stadig nogle gange svært ved at udtale enkelte sm-, k-, og br-lyde, så smør bliver til pør, kasse bliver til tasse osv. Hans udtale bliver dog bedre og bedre, så det skal han snart vokse fra, er jeg sikker på.

Rumpenisse i fuld galop

Vi kunne desværre ikke finde en firkløver, men heldigvis er en trekløver lige så fin. Se venligst bort fra de sprukne pølsefingre

Vi elsker at komme ud i det blå. Pakke barn og hund, samt gummistøvler og madkurv, og så bare afsted. Senest endte vi i Ramten Skov på Norddjursland, hvor vi fandt svampe og spor fra rådyr. Ludvig fik samlet en masse gode pinde, og vi andre blev luftet godt igennem. En skøn familietur. Vi glæder os til at komme afsted på eventyr igen her i weekenden. Nogle gode idéer til hvor vi kan tage hen? Vi kan vist ikke klemme mere spænding ud af Kalø Slotsruin. Hø hø.

Vi brugte den ekstra hundelortepose til at samle fine ting i skoven, som Ludvig tegnede da vi kom hjem

Det gode ved efteråret er, blandt mange andre ting, at man skal have ny garderobe. I hvert fald hvis man kun er tre og vokser med lynets hast. Flyverdragten fra tidligere i år, passer Lille heldigvis endnu, men nye vinterstøvler, handsker og den blødeste elefanthue til børnehavebrug er det blevet til indtil videre. Man når jo at lure en del forskellige mærker og -modeller af når man selv arbejder i en børnehave, og hvor meget jeg end elsker flotte skindstøvler fra de dyrere mærker, så er det altså ikke altid dem der bedst holder tæerne tørre og varme. Jeg si'r det bare. Når man skal hoppe i vandpytter og sne på legepladsen, synes jeg at de der gyselige termogummistøvler - som dem vi lige har købt til Ludvig - er de bedste. Herhjemme kan han få et par lidt lækrere vinterstøvler til når vi skal på skovtur og til stranden.

Jeg har købt noget børnetøj hos Ulla i Tyskland. Det kom med posten igår og vakte stor lykke hos både mor og Lille.

Vinterstøvlerne er også spritnye, og Ludvig glæder sig til at tage dem i brug

Jeg kom vist til at skrive et indlæg en gang, om at jeg ikke kunne fine på at give flere hundrede kroner for et stykke børnetøj. Men det var kun lige indtil jeg så denne flotte vest fra Lady Marmelade i Århus - til halv pris hos selvsamme Ulla

Ikke utidig, men en smule overtræt fremfører Ludvig her et flamenco/luftguitar/volapyk-nummer efter aftenbadet