Anorak mig her og anorak mig der

Vi var i Dyrehaven forleden efter hhv. børnehave, job og hvad Steffen nu end fik sin dag til at gå med. Når solen skinner som den har gjort det de sidste par dage, så er efteråret noget af det smukkeste der findes, og da det var længe siden vi sidst havde været ude i den rå natur, trillede vi i Dyrehaven.

Men det er stort set lige meget hvad tid på året vi besøger haven, så hænger der en skrivelse ved indgangen om at sikahjortene er i en periode, hvor de kan finde på at sparke eller stange eller bide eller stikke en flad eller hvad ved jeg. Every fucking time, si'r jeg jer.

Risskov's finest

Og forleden ramlede vi så tilsyneladende ind i brunsttiden derude, hvilket også kan medføre sure miner i hjortebestanden. Og når man starter sådan en hyggelig skovtur med at blive mindet om at al færdsel er på eget ansvar og at dyrene er crazy, så går der lidt forsigtig-Per i den for mit vedkommende, og således zigzag'ede jeg mig selv og min familie igennem skoven for at undgå klammeri med de firbenede. Men uanset hvor vi gik, stod der en olm hjortefar på lur og ventede på en undskyldning for at maltraktere os. Jeg er fandeme ikke tryg ved de dyr, jeg er ikk'. Men vi havde en dejlig tur til trods for angstsved og hjertebanken, og Ludvig fik luftet en af sine fine, nye anorakker fra Mini A Ture. Den kom med posten samme dag, og den er endnu finere end forventet. Det er sommermodellen og det er først meningen at Ludvig skal tage den i brug til næste år, men med en varm sweater indenunder og et par opsmøgede ærmer, kan den godt gå an for nu.

2 x van Norde inspicerer Hakkebakkeskoven

Dagen efter kom posten så med vintermoddellen af samme Mini A Ture anorak. Med tykt, blødt foer og i en mere passende størrelse end sommerudgaven. Den er perfekt, og jeg er stadig helt høj over mine gode anorakkøb. Jeg har virkelig gjort en god handel der; og nu er vi helt klar til vinterens komme. Apropos tøjkøb, så sælger Kvickly lige nu de fineste blå og brune fløjlsbukser til drenge. Jeg har købt et par brune til Ludvig i dag til ingen penge, og de er så søde. Kvickly plejer ellers at have en noget fesen børnetøjsafdeling, men ind imellem kan man være heldig at finde nogle gode sager.

Psykopat-Bambi med mord i øjnene. Kan I ikk' se det?

I dag har vi været på etnisk lørdagsshopping. Steffen skal for en gangs skyld ikke ud og spille i aften, så den her lørdag er den første i lange tider - og den sidste inden jul - som er helliget familien, og det skal udnyttes til det maksimale, så vi startede fra morgenstunden af med en tur i Bazar Vest, som ligger i en nedlagt kedelfabrik ude i ghettoen i Brabrand. Bazar Vest er et stort marked med frugt og grønt, brød og kød, nips og tingeltangel, snabelsko og metervarer, kunstige blomster og halløj.

Ludvig har haft et putteritual fra han var ganske lille, som går ud på at vi skal snakke om hvad der er sket i løbet af dagen - lige fra morgenmaden af, så man kan være nødsaget til at springe et par kapitler over for ikke at stå og storytelle heonover højsengen hele aftenen - og hvad der skal ske den følgende dag. Igår aftes fortalte jeg at vi skulle til frugtmarked i Bazar Vest i dag, men jeg kunne godt se, det ikke helt bed på Ludvig. Han var sår'n i omegnen af ganske uimponeret, så jeg fortalte vidt og bredt om de her spændende frugter som kun gror i de varme lande, men det var alligevel en kenne for abstrakt for Ludvig, så vi måtte have lys i dyreglobussen for at få visualiseret Mellemøsten. Nu ved jeg ikke så meget om længde- og breddegrader og sådan, men vi blev enige om at der i hvert fald er langt fra gravhunden til dromedaren på dyreglobussen - og så kan selv sådan en som jeg, der fik 5 i geografi, være med - og Ludvig fik lært lidt om det han kalder Ellemøsten.

Skrukhøne og søn

Nå, men så kørte vi mod bazaren i dag, og Ludvig var rigtig spændt på at komme derud. For at se dromedarer, sagde han. For jeg havde jo fortalt at der er dromedarer i de varme lande. Men vi måtte desværre skuffe ham med at der ingen dyr er i bazaren, og ungen blev pissetvær og gik rundt og brokkede sig over alt - ALT - derude, og sørgede for at vores stort anlagte familiehyggedag startede lidt træls.

Ludvig viser nyeste anorak på stammen frem i frugtbusken a.k.a. byens mindste og skæveste ævletræ

Ludvig er begyndt at snakke en del om "drengelegetøj" og "pigelegetøj", og den store forskel der er derpå. Og så ellers ikke et ord om at hans yndlingsfarve er rød, hans værelse er spækket med blomstertapet og legekøkken og at han elsker at lave perlehalskæder. Det er helt sikkert bare et eller andet vås han har opsnappet ovre i børneren. Børnehaven som vi i øvrigt stadig knuselsker. I sidste uge havde de wellnessdag derovre, og så havde børnene fået massage og gokkerne havde siddet og nulret en masse sure tæer på de af børnene som havde lyst. Der er billeder af det derovre, og det ser helt vildt hyggeligt ud. Den børnehave emmer simpelthen så meget af overskud. Vi er vilde med den.

Ungen er vild med nødder, og har lige blandet sig en hel pose; men der er ingen grund til at smile af den grund

når det eneste man vil er at se bare en lille bitte drommedar

Men - for der er et lille men - der er én dreng derovre, som jeg bare ikke kan klare synet af. Han er så pisseirriterende. Kontaktsøgende på den trælse måde, I ved. En dag jeg hentede Ludvig derovre, sad vi i sandkassen og snakkede lidt, og så kom ham her drengen og en anden svingende med deres sværd og råbte at de var riddere. Ja, jamen det ka' jeg da godt se, svarede jeg, og så snakkede jeg ellers videre med Ludvig. Drengene blev stående og gloede på os, og så tog ham den trælse sit sværd op til mit ansigt og maste det ind i kinden på mig. Bare sådan helt umotiveret. Og jeg havde aldrig før snakket med ham, så er det ikke bare simpelthen det mærkeligste at gøre ved en fremmed? Og altså, snothvalpen er vel omkring 5 år, så han burde jo kende til det der med grænser og sådan. Jeg daskede sværdet væk og fik sagt Stop med det der på en måde så han ikke kan have været i tvivl om at jeg mente det. Og her den anden eftermiddag sad møgøret og Ludvig og tegnede da vi kom ind på stuen. Inden vi overhovedet havde fået sagt hej til Lille, sagde snotungen Ludvig er her ikke. Og jeg havde så meget lyst til at tage ham i kraven og hvæse Dig, jeg kender din type og du knytter bare sylten LIGE NU, du gør! Jeg kan ikke fordrage de der børn der bare er all over the place og skal knytte en kommentar til alt og som gang på gang gatecrasher ens intimsfære, og som aldrig har lært forskel på op og ned, og nu er endt med at være sådan én som de andre forældre ikke kan li'. Øv altså. Han overskrider virkelig mine grænser, og jeg håber af hele mit hjerte at han holder gulerødderne fra Ludvig.