Snot

Jeg har modtaget mine babytøjskøb fra Louise. Åh, så fint og kært det hele er.

Nu mangler vi bare én ting herhjemme. Hvad er det nu det er...bum bum...nå jo, en baby!

Kender I det at være så fyldt op i hovedet, at man ikke har overskud til sit eget barn? Det er hårdt at have det sådan, men i sidste uge havde jeg helle på sofaen og var fritaget for at skubbe Ludvig på sansegyngen og ligge på gulvet og bygge togbane. Jeg var helt kogt oven i knoppen efter at have været på det mest fantastiske kursus om sprog. Altså, om børn og sprog. Men i stedet for at begynde at bruge min nye viden i praksis, orkede jeg ikke andet end at flade ud på sofaneseren og spise hjemmerullede havregrynskugler, mens Steffen og Ludvig byggede hule på børneværelset. Jeg følte mig allerede som en meget bedre mor; også selvom jeg bare lå og ingenting orkede. Ha.
En af dagene skal I nok lige få et resumé, for jeg ligger altså inde med nogle ret gode fif omkring hvordan man får ungen til at makke ret uden at være underkendende.

Skøn solskinstur ved Ebeltoft strand i sidste uge

Ludvig er blevet passet hos mormor og morfar i weekenden, fra fredag til søndag, og vi klarede det ræddi godt, både Ludvig og jeg. Steffen skulle jobbe og jeg var inviteret til bryllup i Nordsjælland, så hunden blev hældt af hos fætter Vitus, og Ludvig i Skovby. Ludvig elsker at blive passet hos mormor og morfar, men jeg er jo ikke vant til at undvære ham en hel weekend, så jeg tænkte rigtig meget på ham mens jeg var væk. Vi har tilbragt stort set samtlige weekender sammen de sidste 3 år når Steffen har været ude at spille, så selvom det var en befrielse at være børnefri og sove helt til kl. 9(!) i lørdags, så savnede jeg Lille meget.

Jeg fik desværre ikke set mere af København end hvad jeg kunne skimte henover min brunch fra Café Norden lørdag formiddag, hvor jeg nød en velfortjent kolesteroltallerken med æg og bacon, og en overprized kop æblethe med et strejf af lime fra A.C. Perch's i Kronprinsensgade. Det smagte af lunken vand. Bah! Københavneri, si'r jeg bare! Man kan tage pigen ud af Jylland, men man kan ikke tage Jylland ud af pigen. Nå, men jeg fik set både Storkespringvandet, Højbro Plads og toppen af Christiansborg fra mit bord, og det var såmænd det. Og så fik jeg kørt i metro for første gang i mit liv. Altså, jeg har kørt i metro i London og Paris, ikk'; men det var første gang i den danske undergrundsbane, og jeg sad helt oppe foran med næsen presset mod ruden, og syntes, at det næsten var for godt til at være sandt. Bare Ludvig havde været med...

Pæn unge i pæn natur

Ludvig er syg. Han har været på vippen de sidste par uger med snotnæse og varm pande, men har været frisk og feberfri. Og så forleden nat vågnede han og græd og ømmede sig, og havde ondt i ørerne. Han kom ned i vores seng med masser af puder i ryggen, men lige lidt hjalp det. Først da han fik en Panodil i rumpen, kunne han slappe lidt af. Men inden han helt faldt i søvn, blev både Steffen og jeg sparket tilbage til dengang hvor Ludvig sådan virkelig døjede med mellemørebetændelse, og vi måtte ud og trille med barnevognen både hver og hveranden nat, for at få Lille til at falde til ro. Ned i Voksiposen med ham og pakke ham godt ind for vinterkulden, men alligevel give ham så tilpas lidt tøj på, at han ikke ville vågne når vi kom hjem og skulle pille det af ham igen. Det var et helvede, simpelthen. Og vi bandede og svovlede, ganske stille naturligvis, mens vi travede op og ned ad Besservej i de sene nattetimer. Og når det endelig lykkedes os at få ham til at sove, parkerede vi barnevognen i bryggerset og listede ind i soveværelset igen. Så snart vi var kommet under dynen, vågnede Ludvig med et vræl og så var det afsted igen. Jeg forstår ikke hvordan vi kunne holde til det. Men så fik han Gud ske tak og lov dræn, og vi fik nattero. Drænene er forlængst pillet ud igen, og vi krydser fingre for at det ikke har nogen betydning overhovedet. Lægen kunne godt se noget rødt inde i Ludvigs ene øre igår, men ikke nok til at ville udskrive penicillin, så vi håber håber håber at det går i sig selv igen. Vi har nemlig forlængst solgt barnevognen.

Og her blev vi gift for snart et år siden. Altså ikke ude i blæsten på torvet, vel; men inde i det lille dukkehus bagved

Så I dag har Ludvig og jeg hjemmedag. Og sådan noget lyder altid hyggeligere end det egentlig er. Jeg synes umiddelbart det lyder som lange gåture i efterårsskoven og lunt hjemmebag. I virkeligheden er det en vranten Ludvig, der hoster og snotter og pjevser og kommanderer; og mig, der prøver at bygge togbane og læse Den Bestøvlede Kat uden at snerre af undermåleren. Og så er der det ved Ludvig, at han ikke kan klare fornemmelsen af snot mod overlæbe. Alle andre børn tørrer næse i ærmet eller kører tungen henover "ellevetallet", og det er egentlig også lidt til den klammo side, men Ludvig derimod, han står mod tungen ud af halsen, det hvide ud af øjnene og laver bræklyde. Han hader simpelthen når næsen løber, så det er altid meget dramatisk herhjemme når han er snottet. For udover at piske rundt efter noget papir at tørre med, skal man også finde tid til at dø lidt af grin og i øvrigt sørge for at ungen ikke kaster op af bare væmmelse.