Fætter Vitus og Ludvig trykker den af hos mormor og muffi. Billedet er tyvstjålet herfra
...men vi har ikke meget at berette.
Nåmmen, så gik den november jo også, og lige om lidt er det jul. Er det bare mig, eller har det her efterår haft benene på nakken? Chok, tiden render stærkt.
Jeg har overstået første lægebesøg i forbindelse med graviditeten, og er nu en vandrejournal rigere. Sikke et papirarbejde for sådan en smule graviditet. Lægen ville vide alt mellem himmel og jord. Om jeg ryger, drikker eller tager stoffer? Og nej til det hele. Hverken smøger, bajere eller massivt heroinmisbrug. På papiret er jeg faktisk ret kedelig. Hun spurgte også hvor jeg ønskede at føde, og jeg svarede spørgende På hospitalet...? for jeg kan slet ikke forestille mig at nedkomme andre steder; men hun tænkte vel bare på om jeg er hjemmefødseltypen, og det er jeg slet ikke. Så skulle jeg give liv til lillebrorsøster mens Steffen slår på tromme, og når bebs kommer til verden bider jeg navlestrengen over med tænderne, og vi begraver moderkagen i haven og planter et træ ovenpå, og slutter hele seancen af med rundkreds og bjælder og Kumbaya my Lord; evt. i en lerklinet hytte ude i haven. Jeg ved godt, at hjemmefødsler ikke er så langhårede i virkeligheden, men det er bare slet ikke mig. Eller os. Jeg orker simpelthen ikke at ligge herhjemme og svine mens Steffen koger vand og Knirkemedisteren går i vejen. Jeg føder helst i nærheden af kemisk smertelindring, kittelklædte autoriteter og velfungerende hjerte-lunge-maskiner, så Skejby Sygehus it is.
Polarbønnen i winter wonderland på Samsø
Og ellers går det såmænd meget fint her i 8240. Vi forsøger at få hverdagen til at hænge sammen og samtidig huske at julehygge lidt ind imellem. Nogle gange kan jeg godt lidt føle at arbejde, møder og andre kedelige forpligtelser trykker på og det er svært at nå det hele og samtidig have overskud til at være en sød og rar kone og mor. Og så er vi endda helt vildt priviligerede fordi Steffen for det meste er hjemme hver dag, og både kan hente og bringe når Ludvig og jeg skal i hhv. børnehave og børnehave, og også nå at handle og gøre rent inden vi kommer hjem igen. Jeg ved ikke hvad vi ville have gjort hvis Steffen havde et "rigtigt" arbejde fra 8-16 hver dag. Fuck, vi havde været på skideren så. Hvordan får folk det til at hænge sammen? Jeg fatter det ikke. Og ingenting bliver jo nemmere af at få en unge mere, så jeg er spændt på at se hvordan dét kommer til at gå. Jeg er super glad for at være gravid og glæder mig til en at få en bebs i huset igen, men jeg er også bange for at gå glip af en masse med Ludvig. Han er jo min øjesten, og den lille ny pøllemaskine skal ikke komme og ødelægge det hele med dens tigerspring og mellemørebetændelse og pis og ballade. Så' det sagt.
I sne til knæene. Herligt!
Vi har ikke meget at berette denne gang, men nu er vi ligesom igang med bloggeriet igen. Og jeg er ovre den værste kvalme og er klar ved tastaturet igen. Vi blogges ved.
