1. juni 2009

Breaking news

Ja okay okay, så er de altså heller ikke mere breaking, de der news, men sagen er den, at Ludvig rykker sig med syvmileskridt for tiden. Der sker bare så meget i forhold til sproget. Her til morgen kaldte han på mig - sådan rigtigt - for første gang. Lige præcis sådan her:

Ludvig: Moaaaar?
Ida: Ja-aaah?
Ludvig: Heroppe!

Ludvig stod ovenpå og ventede mens jeg var nedenunder, og så kommunikerede vi skisme; etageadskillelsen til trods. Det er aldrig før set her på matriklen. Og så bliver en mor varm om hjertet. Bagefter læste vi Laura bager pizza fra ende til anden. Heller aldrig set før. Ludvig pløjer en Pixi-bog igennem på nul komma fem, og har ikke tid til overflødig højtlæsning. Det er kun tegningerne, der skal studeres, og det skal gå stærkt. Men i dag skete det. Og så kan I jo så selv finde ud af hvordan I vil markere denne særlige dag...

4 kommentarer:

Louise sagde ...

Jeg vil da bare sige tillykke! Det er et under, når man pludselig kan kommunikere med dem udelukkende via sprog og ikke skal benytte sig af alle mulige fagter og sære grimasser. Selv varmes jeg om hjertet, når vi sidder i bilen – mig forrest og Gustav omme i sædet – og bare sludrer. At vi så siger de samme fire sætninger om og om igen, er, hvad det er – det er stadig kommunikation. Fantastisk at smalltalke med sin snart-toårige søn...

Ida van Norde sagde ...

Ludvigs standardsvar har længe været 'mormor'. Uanset hvad vi spurgte om, var svaret 'mormor' eller 'min mormor'. Så vi elsker at han har udvidet sit vokabularium så meget, at vi nu kan føre noget, der minder om en samtale.
Jeg mindes at have set en video med Gustav, hvor han snakkede meget - og næsten rent - og jeg var imponeret.

Louise sagde ...

Næsten rent – er måske så meget sagt! ;-) Men drænene har gjort deres, det må jeg give dem! Men her i hytten er ‘mormor’ nu også et meget hyppigt svar. F.eks. har han hver dag leget med mormor i vuggestuen, og morgenen indleder han gerne med et ‘mormooor!’. I øvrigt lærte han også at sige det før mor. Tak. Noget helt andet: Hvad er museboller? Lyder spændende og som noget, jeg kunne overveje til Gustavs uddeling...

Ida van Norde sagde ...

Louise - Fra Amos 'Den Store Fødselsdags Bagebog': "...når du har formet bollerne, skal du rulle dem let i den ene side, så de får en musesnude. Lav to ører ved at klemme lidt dej sammen mellem tommel- og pegefinger, og brug et par rosiner som øjne. Når bollerne er bagt og kølet af, laves en hale af af sliksnørebånd."
Kan du se det for dig?