Tilbage under dynen igen forsøger jeg at gøre status over nattens amninger, men det har igen været sådan en nat hvor jeg ikke helt kan gøre rede for hvad der er sket og ikke sket, da alt er foregået pr. automatik og halvt i søvne. Måske har det været en god nat, for jeg føler mig tilnærmelsesvis frisk og veludhvilet. Så veludhvilet man nu en gang kan være når man ikke har fået otte timers sammenhængende søvn i snart fem måneder, forståes.
Severin vågner langsomt og ligger stille og kigger på mig med sine store, glade øjne. Men efter ikke mange minutter er han i fuld vigør, og padler og pludrer og prutter og larmer. Godmorgen.
Kl. 09.18 - Severin ligger på gulvet med sit legetøj mens jeg tænder computeren og får tjekket Facebook, og svaret på et par mails. Jeg orker ikke at springe i bad med det samme, men skal lige have et øjeblik til at vågne ordentligt og få rettet min radbrækkede krop ud. Selvom det muligvis har været en god nat, er jeg stadig noget mat i koderne, og jeg kunne stå op og sove hvis det sku' være.
I baggrunden spiller iPod'en Tumlebiller og Dansemus, som jeg har fået af en af pigerne i mødregruppen. Det er rigtig hyggelig børnemusik, som både Ludvig og Sev bryder sig om. Specielt Godmorgen, Lille Fod er vi glade for herhjemme. Ludvig digter dagligt nye vers til sangen, og hans yndlingspåfund er Godmorgen, lille Seve - har du sovet godt - kan du stadig skide - det var flot, flot, flot.
Kl. 10.03 - Netop som jeg træder ud af badet, kommer Steffen hjem med morgenbrød.
Jeg skolder min tunge på en brandvarm latte macchiato mens vi spiser morgenmad sammen og snakker om fremtiden. Der er længe til min barsel slutter - Gudskelov - men det er alligevel ikke et øjeblik for tidligt at gøre sig tanker om hvad resten af mit arbejdsliv skal bruges på. Jeg trænger til at komme videre, kan jeg mærke. Kunne man da bare få foden indenfor i det private et sted. Min storebror arbejder eks. ved et stort tøjfirma. Der er alle folk glade og pæne og der er fredagsbrunch og kreative mennesker og flotte fester. Jeg gider simpelthen ikke være offentlig ansat længere. Ovre hos os har vi dårlig løn, dårlige arbejdsstillinger, dårligt samarbejde, nedskæringer og sparerunder, kedelige madpakker, snot og tynd mave. Og absolut ingen mulighed for at udvikle sig bare en lille bitte smule. Men børnene er søde, og lige nu savner jeg dem faktisk lidt.
Jeg fortæller Steffen at jeg i øvrigt vil spare sammen til en rejse til Færøerne, så vi kan komme ud og opleve lidt af verden, hele familien. Jeg er en sucker for støvregn, uldstrik og får, så det er lige mig, er jeg sikker på. Steffen vil hellere i Lalandia.
Kl. 10.55 - Jeg putter Severin i Voksiposen i barnevognen og gør klar til at ekspedere ham til drømmeland. Jeg gider ikke gå en tur lige nu, men triller i stedet barnevognen frem og tilbage i indkørslen, og inden længe er skarnkassens indhold gået ud som et lys. Jeg er spændt på hvor længe han sover i dag. I går nappede han over fem timer i barnevognen, og lavede derved total kludder i rutinerne. Komplet utilregnelig, det er hvad han er i de her dage. Måske er det tigerspringet? Han er lige så nem og medgørlig som han plejer at være, men hans søvnvaner er ikke til at blive klog på.
Det er gråt i gråt derude i dag, så jeg putter mig under dynen i sofaen og ser Eclipse, som Steffen var så sød at hente til mig på Blockbuster igår. Jeg har ellers aldrig haft andet end latter tilovers for voksne kvinder, som gik i massepsykose over en vampyrfilm, men efter at have set Twilight i flimsen forleden, er også jeg hoppet med på vognen. Jeg synes stadig at vampyrtemaet er virkelig fjollet, men historien er god og spændende, så jeg er hooked.
Kl. 12.30 Severin bræger i babyalarmen. Jeg skynder mig ned og ud, giver ham sutten og vipper lidt med barnevognen. Efter få sekunder snorksover han igen. Det er denondenlyneme blevet koldt. I hvert fald når man står herude uden sko eller jakke. Jeg skynder mig ind i varmen igen; tilbage til film, the og hjemmegjorte vanillekranse.
Kl. 14.58 Sev vågner endelig. Han har sovet i fire timer, ligesom "i gamle dage". Måske er han ovre tigerspringet nu så? Han er ovenud glad da jeg stikker hovedet ned i barnevognen og stjæler hans sut. Tænk at den lille klump lykke dernede er min. Vores. Tænk at vi har to af den slags. Jeg bliver glad helt ind i knoglerne.
Jeg tjekker min indbakke og finder en meget interessant mail fra Lunchmoney Gallery, som gerne vil bruge mine broderier i en udstilling for upcoming kunstnere. Jeg bliver vildt stolt, og næsten lidt rørt.
Steffen drøner over i børneren for at hente Ludvig. Selv skal han på job i aften - med Kira Skov. Men vist uden the kindred spirits - så han har travlt.
Kl. 15.55 - Tante Tanja og fætter Vitus kommer og henter Ludvig. Fætrene skal spise aftensmad og se Disney Sjov sammen i aften, og Ludvig har glædet sig hele dagen. Det er fedt at der kun er et år imellem Ludvig og Vitus, for når de kan enes, så har de virkelig glæde af hinanden. Tanjas mave er kæmpestor og rund, for der er endnu en fætter på vej. Hun har termin på torsdag, og hvis bebseladen ellers snart gad at komme ud, bliver der kun fem måneder mellem ham og Severin.
Kl. 17.00 Nu er der igen gået kludder i soverutinerne. Normalt sover Sev eftermiddagslur fra 15.30-18.00 cirka, men fordi han tog så lang en formiddagslur, er han først grydeklar nu. Det er allerede bælgmørkt udenfor, så jeg dropper barnevognen og putter i stedet baby i Voksiposen og lægger ham i hængevuggen i stuen. Jeg vugger ham frem og tilbage i noget der føles som en evighed, men Sev er lysvågen. Først da jeg opgiver og lade vuggen hænge stille, falder han i søvn. Mærkelige barn.
Jeg mærker mine knæ ryste under mig og kommer i tanke om at jeg ikke har fået andet i dag end morgenmad og vanillekranse. Jeg er hundesulten og køleskabet er selvfølgelig helt og aldeles tomt.
K. 19.07 - Sev har sovet en times tid og kom så op og fik grød. Egentlig er vi i gang med to grødmåltider om dagen, men som sagt er der gået lidt kuk i det hele i dag. Han spiser en stor portion risgrød med fersken og drikker en masse vand til. Det virker helt underligt at min lille baby allerede drikker vand af en kop. Det syn skal jeg lige vænne mig til. Til gengæld er han vild med at drikke vand. Havde han haft et sprog, havde han nok brølet Bund eller resten i håret! Jeg er glad for at vi gik i gang med grøden så snart sunderen gav grønt lys, for det er en langsommelig process at vænne Sev til fast føde. Forhåbentlig bliver han snart så mæt, at kan sove igennem om natten. Hele natten. På forhånd tak!
Kl. 21.08 - Så er alle husstandens børn i drømmeland. Tanja kom med Ludvig igen for en times tid siden, og han havde bare hygget sig helt vildt med Vitus. Severin vågner og skal puttes påny, og det vil Ludvig gerne være med til; og i løbet af nul komma fem snorksover de begge. Og endda under samme dyne. Søde drenge, altså. Da jeg bærer Ludvig op på hans eget værelse, lægger han hovedet på min skulder og hvisker halvt i søvne Det var dejligt at være med til at putte Severin, mor. Nårh, lille store dreng!
Jeg krydser fingre for at i nat bli'r en god nat, for i morgen starter hele møllen forfra.




10 kommentarer:
Årh, det lyder nu altså meget rart...
Skønt indlæg :) bliver helt glad i knolden. Færøerne gad jeg også godt... måske mest fordi jeg er til mænd i uldtrøjer, der kun tænker på at komme ud til fårene og hjem til familien. Men lad nu det ligge. Det lyder som om du nyder din barsel, og det er bare super lækkert at høre.
Når nu du synes Twillight-filmene er gode, så burde du læse bøgerne - de er endnu bedre. Du må gerne låne mine, hvis du vil.
Ej, nu glæder jeg mig bare endnu mere til vores lille ny kommer... især hvis hun bliver lige så nem som Severin!
Kender godt det der med at være offentlig ansat og syntes det er en smule kedeligt. Dog tror jeg ikke, at jeg er parat til den private sektor, for 11-12 ugers ferie om året er bare SKØNT! (skal lige siges jeg at jeg har omlagt arbejdstid, så ca. halvdelen af ferien betaler jeg selv... og det er tvunget ferie)
Det er fisme et lækkert indlæg. Schöne billeder!.. Glæder mig til barsel, på den der måde du beskriver, hvor man er glad ind i knoglerne, selvom man ikke har udrettet andet den dag en et smil nedefra fra skarnskassen:):)
og tillykke med galleri-dealen!!! kæmpe skulderklap, fordi du er så sej og dine ting så fine:)
Fantastisk indlæg:-)
Det er dælme en lækker baby ham Severin, han ser bare så blød ogf dejlig ud:-)
Det med arbejdet... Det er sjovt, jeg har det lige modsat, jeg længes efter det offentlige, med overenskomst, løn under barsel, overarbejdsbetaling/afspadsering og ikke så meget konkurrence... men sådan er det nok! Græsset er grønnere på den anden side:-)
Kh Ninna
Skøøønt indlæg. Så er der noget ved, at have barsel. Lækker bebs, flimmer med lækker vampyr, arhmen altså:-)
Sikke en skøn blog I har her. Er vild med de hverdagsfortællinger :)
Jeg kan sagtens følge din tanker ifht. offentlige ansatte. Er selv en af slagsen, sygeplejerske, og har også valgt at læse videre, for tanken om at skulle være i 30 år + under de kår, kan jeg ikke helt holde ud ;)
:-)
Send en kommentar