Der er ikke noget bedre end at ligge i solen på briksen ved altandøren,
og kigge lige op i den blå himmel
Rasmus Klump, Skæg, Kanin og Panda er inviteret til vino - og kun vino
Onsdag måtte jeg ringe ud i børnehaven og tage barnets 2. sygedag. Det har jeg aldrig prøvet før, men skønt at man kan, for Steffen har været sindsygt meget ude at spille i denne uge, så jeg har stået alene med feberaben. Og med en feberramt unge om benet, så kan sådan en Kr. Himmelfartsferie altså godt gå hen og blive lidt lang i det. Men vi har bygget med Lego til den helt store guldmedalje og set film og cyklet ture, og så gik det jo altsammen alligevel.
Jeg har Picnik'et lidt ved billedet og er han ikke bare fin med 'mor' på armen?
Sådan én må han gerne få når han fylder 18
Vi har også været en tur forbi Børnehaven Ellevang, hvor Ludvig skal starte til juli. Jeg er bare så spændt på hans vegne på at tage hul på det her helt nye kapitel i hans liv, så jeg har længe glædet mig til at vise ham børneren. Jeg stod af cyklen og fortalte løst og fast om børnehaveliv, men Ludvig var noget så uimponeret. Sæt dig op på sadlen, mor kommanderede han omme fra cykelvognen; sæt dig op på sadlen og kør!
Den er så fin, den børnehave. Så fin og lys og rar. Novra, det bliver spændende til juli!
For en gangs skyld tog Ludvig ikke benene på nakken da jeg hev kameraet frem.
Faktisk ville han rigtig gerne fotograferes sammen med pelsraketten i dag.
Og dyrk lige det smukke barn!
Ludvig guider mutti igennem de (ifølge ham) murstensbelagte gader
Skal vi hen til de gamle dage nu? spurgte Ludvig, da vi cyklede igennem Botanisk Have, og ja, det skulle vi faktisk. På en måde. Vi har været til soldaterdage i Den Gamle By i dag, og det var lige til at blive i godt humør af. Kan I huske Jul i Gammelby? Jeg elsker det sted, men kommer der for sjældent.
Ludvig var supergod derinde og fangede ret hurtigt hvad det handlede om, men jeg tror også han syntes, det var lidt uhyggeligt, for der gik landsoldater i gaderne og folk havde halm i træskoene og nogen skød kanoner af. Og det er vi jo ikke ligefrem vant til her i 8240.
Sprød snitte med sprød sukkerkringle
Hos bageren kunne man købe honningkager med glansbilleder på, kransekager, russere, sprøde sukkerkringler og store, luftige marengs. Alt var bare så fint og lækkert, og jeg kunne have købt hele biksen hvis ikke det var fordi jeg havde Ludvig med, som jeg gerne vil lære mådehold. Bare han ikke gror sig til at blive lige så stor en kageentusiast som mig selv.
I bagerforretningen stod en lille, rund ekspedient med sygekassebriller, knold i nakken og flæseforklæde. Det var så fint og gennemført, men da hun så begyndte på sit Goddag frue, hvad ønsker De? og videre i den dur, så blev jeg alligevel helt forlegen og tænkte hold dog op med det fis og stik mig et studenterbrød. Jeg er ikke til sådan noget totalteater. Men de lever sig ind i rollerne, gør de. Det skal de have. Og man føler sig ret så hensat til 1864 og "Mallebrok er død i kri-i-gen".
van Norde junior foran bagerforretningen, der til enhver tid slår
Guldbageren nede på Nordre Strandvej
Den Gamle By vokser sig større og større og vi nåede slet ikke at få set det hele. Vi må derind igen til sommer. Og jeg må på det kraftigste anbefale at man svinger forbi hvis man en dag skulle være så heldig at komme til Århus. Det er alletiders.
Turist i egen by - det holder 100%


6 kommentarer:
Det ser ud til I hygger jer. Vi havde faktisk også talt om en lille tur til Den gamle by. Det er længe siden vi har været der.
God Lørdag - Karen
Yes, vi har hygget, har vi :-)
Afsted med jer til Den Gamle By!
Nåh det ligner en hyggelig tur til gamle dage.
Der er traktortræk på søndag kl 10 i Boulstrup (tror jeg nok det hedder) er i klar? Hvis vejret er til det selvfølgelig.
Tanja - Selvfølgelig er vi klar. Vi var der jo også sidste år. Die hard traktorfans trodser vejret, så husk regntøj i år :-)
Tjek! Vi smutter ud og køber regntøj og gummistøvler imorgen. Hvor gør man det bedste køb???
Bilka. Altid Bilka!
Vi har forresten noget regntøj, som Vitus kan arve - hvis han kan passe det. Det der turkise med brune pærer på. Var det noget?
Send en kommentar