2. maj 2010

Fyn er fin

Kære læser!
Det lader til at jeg har stødt en del ved at skrive at vi mødte møgunger i Odense. Jeg kan stadig ikke helt begribe hvad det er, nogle lader sig provokere sådan af; men jeg vil opfordre til at man klikker videre til en anden blog, hvis man ikke bryder sig om det jeg skriver. Det her er ikke et debatforum, hvor man kan få luft for sine frustrationer, og fortælle hvad man synes, jeg er lavet af. I er mere end velkomne til at læse med, men sure opstød må I holde for jer selv. Tak.
Venlig hilsen Ida

Med cykelhjelm på i paphuset. Ludvigs to yndlingseffekter for tiden

Ludvig: (Peger på en skønhedsplet på min skulder) Hvad er det?
Mor: Det er et modersmærke
Ludvig: Det er fordi du er mor!

Ludvig nye mærkelige påfund er at han skal have cykelhjelm på når han spiser, og at han insisterer på at hunden skal kaldes Tobias.

I anledning af Steffens fødselsdag headede vi mod Faaborg på Fyn for at indtage Hvedholm Slot, og for første gang holde minislotsferie. Altså, miniferie; ikke minislot. Slottet var smukt og det var stort at få lov til at opleve et lillebitte stykke danmarkshistorie på så tæt hold.
Der var tunge tæpper, tapeter, satin og velour overalt. Vi boede på det værelse, der hedder Lensgreven og som I kan se, var det overplastret med franske liljer og holdt i bordeauxrøde farver. Det var gyseligt, simpelthen; men utvivlsomt meget slotsagtigt.
Vi havde ikke været på slottet i meget mere end et par timer, før end vi havde fået spat af Chesterfieldmøbler, røvballegardiner og klunker mig her og klunker mig der, og inderst inde savnede et hotel med noget stram minimalisme; men vi nød vores ophold på Hvedholm og kan klart anbefale det til dem som kan hode stilen ud et døgns tid eller mere.

Prinsen på ærten. Vi sov i et inferno af flæser og satin

It's not much, but it's home

Det søde barn i slotsparken

"Jeg er en gyngehest, det synes jeg er bedst, gynger op og ned, bliver bare ved, men pludselig siger jeg stop, og .......... galop" Sådan sang Ludvig igen og igen på slottet. Nogen der kender remsen så vi lige kan få sidste strofe med?

Torsdag checkede vi ud af Hvedholm Slot og tøffede til Jernbanemuseet i Odense. Det er et rigtig fint og hyggeligt lille museum, og Thomas Tog-udstillingen var bare lige i øjet. Der var Thomas'er i flere forskellige størrelser, som man kunne få en tur i, et kæmpe legeland fyldt med alle slags Thomas-legetøj, Thomas-senge, Thomas-ansigtsmaling, Thomas-tegninger og Thomas-alt mellem himmel og jord.
Og så var der møgunger - og masser af dem. Beskidte og uvorne møgunger. Uf, der er ikke noget mere ucharmerende end et barn, som ingen rigtig har orket at opdrage på.
Der var også en institution på besøg på museet, som havde en kæmpe flok børn med. Jeg fandt aldrig helt ud af hvilken slags institution det var, men har det stadig dårligt over at børn i den alder - de var vel 4-5 år - allerede kan være så ødelagte. De kunne slet, slet ikke finde ud af hvordan de skulle opføre sig, skulle have alting forklaret igen og igen og havde konstant en gok i hælene til at finde hoved og hale i hvordan man skulle rumme alle indtrykkene. Der har sikkert været et par diagnoser bundet i røven på nogle af børnene, men for de flestes tilfælde tror jeg, forældrene bare ikke havde magtet at være forældre; for man behøver jo ikke være en møgunge bare fordi man fejler noget, vel?

Vi mødte både Thomas, Kontrolchefen og Bertie. En stor dag for Thomas Tog-fans!

Nå, men de her irriterende børn kunne man jo ikke andet end at have ondt af. Anderledes så det ud med de møgunger, som var ifølge med deres forældre. Man kunne tydelig kende dem i det store legerum, hvor der var bygget massevis af Thomas-togbaner til fri afbenyttelse. Møgungerne var dem der fór forvildet rundt for at skrabe så mange togvogne sammen som de kunne, dem som hylede op hvis andre børn kom i nærheden af "deres" togbane og dem hvis forældre ikke var at se. Jeg kan ikke udstå små grådige unger, der ikke kan finde ud af at dele med andre. Findes der noget værre?

Mor og Ludvig får en tur i Hansine. I baggrunden ses Thomas Tog

Jeg ved godt at alle børn er på tværs ind imellem. Det er Ludvig skam også. Der er jo både tigerspring, trodsalder og helt almindelig dårlige dage der skal tackles, men de her børn, de var grundirriterende. I kender godt typen, ikke? Og det fik mig til at tænke på det der man siger med, at man altid synes bedst om sine egne børn - og heldigvis for det da - men hvad så med møgungernes forældre; sidder de virkelig og tænker Oh Gud, hvor er jeg heldig at jeg ikke er mor til hende der den yndige, der kan lege stille og roligt med de andre helt uden at smadre tingene omkring sig eller Fuck, hvor er det godt man ikke har sådan en søn som ham der, der hverken slår eller bider. Tænker de mon virkelig sådan?
Steffens teori er, at den slags mennesker slet ikke reflekterer over tingene på den måde. Og det har han nok ret i. Hvis man ikke har overskud og evne til at tage sig ordentligt af sit barn, og lære det de helt basale spilleregler, så det kan fungere bare nogenlunde blandt andre børn, så har man sgu nok heller ikke overskud til at sidde og fundere over hvordan andre mødre gør. Og det gør mig bare så harm. Det mindste man kan gøre for sit barn, er sgu da at lære det hvordan man skal opføre sig. Og så ellers ikke mere varm luft herfra.

Selv en lille cykelentusiast kan få nok af det gode, og nappe sig
en skraber på vej hjemover

Ludvig med de laaange øjenvipper

Ludvig: Den her cd ser spændende ud. Det er Emil fra Lønneberg.
Mor: Ja, det er ham der altid laver ulykker.
Ludvig: Er han ulækker?
Og det minder mig om at vi snart skal have bestilt tid til et tjek hos ørelægen for at se om de dræn stadig sidder som de skal, eller om Lillen kun har halm i ørerne.

Aftencykeltur til Bellevue Strandpark

100% pure lækkerhed

Jeg har købt en cykelvogn til Ludvig. En Croozer fra BabySam, som jeg længe har haft i tankerne. Den er så fin og vi elsker den allerede, Ludvig og jeg. Mest Ludvig, for det er ham der sidder lunt og godt, i hvad han kalder sin lille hule, mens mor her har fået 26 kg. ekstra på cyklen, fordelt ligeligt mellem vogn og barn. Pyh, det er hårdt op af Vejlby Bakke!
Vognen er super duper og passer perfekt til min nye cykel, som jeg købte for en uges tid siden, og vi har ikke lavet andet de sidste par dage end at cykle byen tynd. Det eneste problem er at Ludvig har det med at blive ret så verbal når vi er på cykeltur, og desværre kan jeg ikke høre hvad han pipper inde fra osteklokken af, så igår på strækningen Risskov-Århus C. måtte jeg flere gange af cyklen, hen til vognen, rulle regnslaget op og stikke hovedet ind for at høre hvad Ludvig havde på hjerte. Først Der er en skov, så Himlen er blå og slutteligt Jeg snakker bare med mig selv var hvad cykelmyggen havde at berette, så det blev til mange af- og påstigninger i løbet af den tur, og ikke så meget fandens vigtig information fra bagtroppen.

Tobias (the artist formerly known as Knirke) solbader på briksen, som egentlig er forbeholdt vores gæster. De fleste af vores venner er småbørnsfamilier, og der er altid én der trænger til en lur

Ludvig i sin nye t-shirt med askeskyer på

Heldigvis forsvandt askeskyen i tide så mormor og morfar kunne komme til Malta. Eller Malda som Ludvig kalder det. Malda (Malthe) ligesom Johannas storebror. Han kan godt li' mælk.

31 kommentarer:

Laila sagde ...

Altså jeg kan nu også bedst lide mine egne unger, men ham Ludvig der, er sku skøn! :o)

Ida van Norde sagde ...

Ja, selvfølgelig kan du det. Og så er dine drenge garanteret heller ikke møgunger :-)

Anne L sagde ...

Jeg bliver lige lidt vred: Hvis børn har en diagnose (udviklingsforstyrrelse eller lignende), vil de for udenforstående ligne uopdragne unger. Især når de er uden for deres sædvanlige rammer. Og ved du hvad, de kan faktisk ikke selv gøre for det, og det kan forældrene et stykke ad vejen heller ikke...

Ida van Norde sagde ...

Anne LO - Der er skam ingen grund til at blive vred. Jeg har arbejdet med børn med f.eks. ADHD, som ikke var møgunger. Det var dét der var min pointe.
Og selvfølgelig er det ikke børnenes skyld at de har en psykisk lidelse. Det er vist heller ikke det jeg skriver i mit indlæg, er det? Jeg skriver netop at man ikke kan andet end at have ondt af dem.

Sandra sagde ...

Ærligt, jeg bliver harmdirrende og vred over det du skriver!
Det kan godt være du betragter disse børn som uopdragne, møgunger og hvad ved jeg - men har du mon nogen anelse om hvad der KAN ligge til grund for deres opførsel?
(Det lyder ikke til det!)
Ja, der ER nogen børn som ikke er opdraget - og derfor opfører sig alternativt - og så ER der de børn som er diagnosticerede med den ene eller anden diagnose, som IKKE kan gøre for det! (Og det kan deres forældre så heller ikke!).

Ærligt, når jeg læser ovenstående - så er du at betragte som snæversynet, ignorant og kassetænker - og for mig at se er det langt mere trist, end hvad disse børn måtte have gjort for at pisse dig så grundigt af.

Derudover, så ville det klæde dig (og mange andre voksne mennesker) at vise lidt forståelse og næstekærlighed fremfor at køre en stil a la "MIG MIG MIG" og "MIT BARN MIT BARN MIT BARN" - for tro mig, der sidder nok også nogen derude og tænker at DIN lille Ludvig er R** irriterende!

Anyways, trist at se snæversynethed i dén grad, på en ellers fremragende blog.

Julius, William og Mette sagde ...

Ak ja, vi gik glip af Thomas Tog og en masse unger med forskellige personligheder ;) Så har jeg vist ikke sagt for meget. Men jeg kommer sådan til at hade mine ungers institution, for Julius og William har herhjemme altid været vant til at dele og opføre sig ordentligt, men efter knap et år i institution, ja så er de blevet lige lovligt opmærksomme på eks. hvad der er mit og dit, og jeg har ikke tal på hvormange gange jeg hører dem begge sige; nej det er min. Gud fri mig vel, jeg hader sådan noget, og så fandme om pædagogerne ikke siger, at de opfordrer mine børn til det!!! Idioter. Anywho... ungernes institution er mine børn primære opdragere eftersom de er der mere end de er hos mig (i hvert fald når det er dagslys) og selvom det er super kedeligt at det er sådan og jeg helst ville være fri, så er det faktisk endnu værre, når de lærer ungerne noget som jeg er uenig i, og de ikke vil ændre på det. Så hvis vi havde vovet os til Thomas Tog havde mine unger været nogen af dem, der havde slåsset om togene og skreget i vilden sky, og jeg ville have stået på sidelinien og undret mig. Over dagens Danmark, over det der med at være enlig med to små på den størrelse og så selvfølgelig hvornår jeg mon holder op med at være flov over alle de forkerte ting mine unger lærer i institutionen som jeg ikke kan ændre det store på.

Julius, William og Mette sagde ...

Forresten kan jeg altså ikke dy mig for at sige, at din Dænefæ unægteligt må have været inspirationskilde for Slottets palet ;) og du ved jeg elsker den frakke og er meget jaloux, men den matcher helt vildt på billederne :)

Ida van Norde sagde ...

Sandra - Hvorfor farer du sådan i flint? Jeg skriver at jeg har ondt af at de børn er endt som de er. Hvordan kan det støde dig?

Forståelse og næstekærlighed har jeg masser af, og kom så ikke og fortæl mig hvad jeg skal skrue ned for, for det her er MIN blog om MIT barn, og du er mere end velkommen til at læse med hvis du har lyst, men den belærende tone må du holde for dig selv. God søndag

Mette - Har du spurgt gokkerne om hvorfor de gør som de gør? Det lyder da lidt mystisk, gør det ikke?

Anonym sagde ...

Synes måske også lige du er streng nok! ;)

Nu har jeg en lille datter på næsten tre og herhjemme går vi også meget op i hvad der er mit og dit og nej man kan ikke dele med bedsteveninden!!!

Og jo, hun bliver skam opdraget, men også med en vis forståelse for at det kan være svært at dele når man bare er to år. Sådan er børn forskellige...

Jeg glæder mig altid til at læse dine sjove og levende fortalte indlæg, men her er du trådt lidt ved siden synes jeg.

Ida van Norde sagde ...

Anonym - Alle børn har på et eller andet tidspunkt svært ved at dele sit legetøj. Det er da kun helt naturligt. Mit problem var at børnene i Thomas Tog-legelandet fik ejerfornemmelser for legetøj som ikke var deres. Og nej, det var ikke 3-årige børn. De var vel 6-7 år gamle.

Jeg er glad for at du indtil nu har nydt at læse med, men jeg har ikke trådt ved siden af. Jeg har bare skrevet om hvad vi har oplevet, og det falder tilsyneladende en del for brystet. Og det er jo så bare ærgerligt for dem. Jeg vil råde dem til at klikke videre til en anden blog. Ha' en god aften :-)

Kathrine sagde ...

Heldigvis er min dreng ikke stor nok til at jeg kan være med i debatten om møgunger vs ikke møgunger, men mon ikke det kommer.... for ja, der findes jo nok en møgunge eller to derude ;)

Til gengæld har han en cykelhjelm magen til ludvigs. Men lige så meget som ludvig elsker sin, lige så meget hader elias's sin.... også selvom han sidder i cykelvognen!

Ihhh hvor jeg glæder mig til vi forstår hvad elias siger, har på fornemmelsen at der vil falde nogen guldkorn af, for munden står ikke stille på den dreng.... eller måske man ikke altid forstår dem alligevel? Jeg nyder dine (ludvigs)små guldkorn fra hverdagen.... og dine meninger som ikke er pakket ind i vat.

Bliv ved med det, og ha en fantastisk mandag:)

Anonym sagde ...

Hatten af for dig! Jeg syns det er SÅ meget i orden at kalde en møg unge for en møg unge...nogle er altså bare møgunger, der er ik andet at sige til det...og gu er det da synd, børn er som de er udelukkende ud fra de implulser deres familier og vi som omverden giver dem - men derfor kan de da alligevel være møgunger...Min Oscar kan da også være en møg unge engang imellem, sjældent heldigvis, men alligvel...

Jeg syns det er befriende med en stærk kvinde som tør tage bladet fra munden og ytre sin mening, for det er sku da til at brække sig over alt det her over-pædagogiske-overskuds-agtige "vi må aldrig sige noget grimt om nogen" hetz!

Og jeg giver dig helt ret (og bakker dig op) - det er DIN blog og DIT barn, hvis folk ikke bryder sig om det kan de jo bare klikke videre...hvis man ønsker et debat forum kan man jo melde sig til Nationen på Ekstra Bladet...

Jeg ønsker alle, møgunger og møgungeforældre (som mig selv), en fantastisk mandag...:-)

Mange kærlige hilsner fra
Malene

Kragen sagde ...

Nu må det altså være nok!
Jeg troede meningen med at have en blog var at man kunne skrive om alt mellem himmel og jord. Og det skal man have lov til.
Og møgunger eller ej, det var dig der var afsted ikke os! ergo var det din oplevelse, og din subjektive version er den jeg helst vil høre :o)

Birthe sagde ...

Hej Ida
Læste lige din oplevelse af "møgunger" i Odense. Kan ikke lade være med at have sympati sammen med dig - mange forældre lærer simpelthen ikke deres børn de meste basale spilleregler til at komme ud i denne verden. De bliver avlet til at være små egoister. Mange forældre er ofte konfliktsky - de magter ikke at fortælle barnet "hvem der bestemmer" når grænserne skal sættes. Supergodt gået Ida:-)))
Knus fra Birthe

Ida van Norde sagde ...

Kathrine - Det er sjovt som der er nogle ting, ungerne bare ikke gider. Ludvig har elsket sin cykelhjelm fra første gang han så den, men vanter f.eks., dem gider han bare ikke. Hele vinteren igennem har vi forsøgt at tvinge hans forfrosne gulerødder ned i et par vanter, men han har pure nægtet. Og så da vi skulle pakke ud på slottet i sidste uge, opdagede jeg at Ludvig havde sneget sine luffer med i tasken. I april?!
Jeg håber, søde Elias kommer til at knuselske sin cykelhjelm med tiden :-)

Og glæd du dig bare til guldkornene. Dem skal der nok komme mange af når den lille lærer at snakke. Der er ikke noget sødere end kloge ord fra de små.

Malene - Tak for dine ord. Det er rigtig dejligt at høre, jeg ikke er den eneste der holder med mig. Hø hø :-)
Og alle børn er møgunger ind imellem, det giver jeg dig ret i. Det ville være mærkeligt og foruroligende med et barn, der aldrig nogensinde satte sig på tværs. Sådan SKAL det bare være. Men man kan godt være sur og tvær og træt af sine forældre, og så samtidig huske at opføre sig ordentligt. Det er det der skiller de velfungerende børn fra "fuldtids-møgungerne", synes jeg.

Gry - Tak for det. Mange tak for de kloge ord. Dig kan jeg godt li' :-)

Birthe - Du er en klog kvinde! Og vi har vist også diskuteret det her før, har vi ikke? Lige præcis det med de små egoister rammer plet. I min børnehave er der søde børn og søde forældre, men min Gud, hvor skal nogle af de unger tage stilling til mange ting i løbet af sådan en aflevering. Vil du selv tage jakken af? Hvornår skal jeg hente dig? Hvad vil du have til aftensmad? Skal mor blive lidt? osv. De bliver serviceret i hoved og røv, og får pålagt en hel masse ansvar som de overhovedet ikke har brug for. Og når vi voksne så kommer og kræver at de SKAL gøre sådan og sådan, så er de lige ved at tabe næse og mund af forbavselse. Det kan være svært at bestemme det hele derhjemme og så komme i børnehave og bare være barn.
Nogle forældre skulle tage sig selv i nakken og øve sig i at udgyde et stort og rungende NEJ til deres børn, i stedet for evig og altid at lade barnet tage roret så snart beslutningerne skal tages. Det er en stor misforståelse at man er en bedre forældre hvis man hele tiden har ja-hatten på, og "lad dog barnet...", for de børn får sig en slem forskrækkelse når de skal skabe relationer i institutionen, og de lige pludselig skal dele med andre og give plads til andre.

Julius, William og Mette sagde ...

Gud nej, sikke en debat... uha mange holdninger til en simpel udtalelse. Ida, du ved jeg forguder dig og dine skriverier og jeg ved også du bliver ved uanset hvad folk skriver og mener om det. Oh Halleluja for det! Jeg er stadig ekstremt skuffet over din gamle slettede blog på "avisen" som jeg knuselskede og Henning med :)
Desværre har jeg jo lidt af et dårligt samarbejde med pædagogerne i institutionen. De vil jo bestemme over mine unger, og det kan jeg slet ikke have med at gøre, når de i forvejen har en masse at skulle have sagt i forhold til Julius og hans vanskeligheder. Når jeg spørger undrene om eks.vis det førnævnte, så er svaret bare, at Julius ikke protesterer nok når nogen tager noget legetøj fra ham, og derfor "skal han lære" at han skal sige "det er min".. men de lærer altså også alle de andre "normale" unger det samme. Men altså det er også sådan en mystisk institution, for den ser så fin og ny ud, du ved med højt til loftet og lyse vægge med nyt interiør, men så kommer man forbi for at hente sine unger, og en pædagog kommer så hen og tager fast i Julius hage for at få ham til at vende hovedet og lytte til hvad hun siger, imens han sidder på mit skød!!! Er det ikke vildt?

Ida van Norde sagde ...

Mette - Det synes jeg er lidt specielt. Selvom gokken selvfølgelig sikkert har gjort det i god mening, så lyder det nærmest lidt grænseoverskridende. Jeg tager f.eks. heller ikke fat i børnene i børnehaven og siger, de skal opføre sig ordentligt når forældrene er der for at hente dem; selvom de måske kunne trænge til at få det at vide. Det ville jeg synes var enormt grænseoverskridende for alle parter. Altså med mindre den ene var ved at rykke hovedet af den anden, selvfølgelig. Men at korrigere et barn fysisk mens det sidder på skødet af sin mor, det virker bare sådan lidt...upassende.

Maria sagde ...

Hej Ida,
Sikke du forstår at skabe opmærksomhed omkring dig selv ;-) Men hvorom alting er, så er jeg også enig med dig. Der er bare nogle børn som er så pisseirriterende... I bund og grund kender vi dem jo alle - dem, hvor forældrene ikke griber ind og siger at nu er det bare nok. De forældre som ikke vil/tør irettesætte deres børn. Så bliver det hele bare lidt for pædagogisk korrekt, efter min mening (nu får jeg måske en flok pædagoger på nakken). Og jeg vil faktisk sige stakkels unger, som ikke lærer hvor grænsen går - det må ikke være let at være dem.

Jeg er helt sikker på at der også er nogle som engang imellem synes at mit barn er en møgunge, for hun kan bestemt også kamme over, men hun får så også besked på at sætte farten lidt ned.

Birgitte sagde ...

Nu er der allerede sagt mange kloge ord - og mange ufatteligt dumme - så jeg vil fatte mig i korthed: Hatten af for dig! Du har en virkelig sund holdning til både dit eget OG andres børn. Gid der var flere, der tænkte som dig!

Lotte B sagde ...

Det er altså lidt sjovt at læse debatten hér. Jeps - din blog, dine ord - og thank God for det. Smid gerne det politisk korrekte væk - og vær ærlig. Tak!
Nåh - men det jeg vil sige er...at jeg tror faktisk at Steffen har ret i det med refleksion. Det er også min "konklusion" på den slags forældre - og når jeg møder dem, så virker det også sådan.

Og I må finde på noget med walkie talkies til den cykelvogn. Kan allerede se noget med headset og cykelvogn med højtaler. Måske der ligger et columbus æg dér...

Mille sagde ...

Hatten af for Ida, jeg har altså oplevet lignende ting...og jeg indrømmer blankt at jeg til tider har to meget bestemte selvstændige møg unger her hjemme, men det er mine møg unger, og jeg elsker dem! Jeg har da helt sikkert været hende der var til debat i et supermarked eller to, der med to surmulende små skrappe drenge prøvede at navigere lydløst gennem superbrugsen for at finde mælk og aftens mad hurtigt...ikke børnenes skyld, men min! De er trætte og har haft lange dage..det har jeg også, og har ikke været på forkant med tidlig ulvetime, og fået købt ind inden jeg hentede de små lopper i deres institution! ( pga modul ordningen...skal de jo hentes til tiden!!!) Jeg synes at det er fedt at vi må skrive hvad vi føler,mærker og har på hjertet...Alle dage er forskellige, for alle, også for børn! Nogen dage lægger man mere mærke til omgivelserne, andre dage ænser man dem ikke! Fedt at du deler dine oplevelser med os!
DIN BLOG, DIT BARN, DIT LIV...som jeg elsker at følge fra siden!
TAK:-)

Carina sagde ...

Årh, ved du hvad? Jeg læste hvad du skrev, og blev så lettet - og burde have smidt en kommentar som modvægt til alle de sure. For ja, der findes møgunger - og det er som regel de andres. Og ja, børn med diagnoser kan også være irriterende, at påstå andet ville være at lyve sig markant mere rummelig end man er! Og det skal være helt tilladt at brokke sig, og glæde sig over det dydsmønster man selv har avlet ;o)

Tak for at skrive det jeg tror de fleste af os tænker ind imellem

KH
Carina

ulla sagde ...

Hold da op, mon nogen føler sig ramt??
Kan slet ikke se, hvad der er, at hidse sig op over..har alle ikke mødt disse møgunger + forældre på et eller andet tidspunkt?
Din blog, dine oplevelser, dine ord. Andet kan man da ikke forlange og du gør det så godt.
Kh fra en anden Ludvigmor

Louise sagde ...

Hej Ida,

Har lige læst din fodnote – eller hvad det hedder. Vil bare lige udtrykke min fulde støtte til det, du skriver. Har, lige siden jeg læste indlægget for et par dage siden, villet kommentere det – har bare lige været lidt ophængt af noget fødsel og noget ;-) – for jeg synes, det er supergodt med meninger og holdninger, det er da det, der gør en blog værd at læse.

Jeg har ikke haft tid til at kigge alle kommentarerne igennem, så dem forholder jeg mig ikke til (kom bare lige herind for at hente url’en til dit indlæg, så jeg kan linke) – jeg vil bare sige, at jeg er ret meget på linje med dig i det, du skriver, og jeg synes, det er interessant at læse dine betragtninger. Jeg synes bestemt ikke, du nedgør børn med en diagnose; du forholder dig snarere til det ansvar eller mangel på samme, som folk tager for deres børn. Igen: Interessant læsning.

Jeg må tilbage til mit eget blogindlæg. Men du har min fulde opbakning.

Kh Louise

Julius, William og Mette sagde ...

Hej Ida
jeg ha rhelt glemt at spørge dig hvor du har købt Ludvigs cykelhjelm henne? Jeg har sådan en forfærdelig en, en vis ekssvigermor har købt til Julius, og den ser virkelig ikke særlig robust ud.
Håber snart der kommer et nyt indlæg :)

Ida van Norde sagde ...

Maria - Ja, jeg skal da lige love for der pludselig kom fart på kommentarerne. Det var nu slet ikke det der var meningen.

Skal du snart ha' den blog eller hva'?

Birgitte - Tak :-)

Lotte - En walkie talkie ville slet ikke være nogen dum idé. Jeg føler mig lidt åndet ved at sidde der på cyklen og råbe når en besked skal gives videre til bagtroppen :-)

Mille - Hvem har ikke prøvet at slæbe et barn i flitsbue igennem NETTO? Ja, jeg spø'r bare. Sådan nogle små bastarder!
Ses vi til Gustavs fødselsdag? Og tillykke med Edgar. Jeg kan forstå, han også snart fylder år.

Carina - Tak :-)

Ulla - Jeg vender mig ALDRIG til at der er andre derude der hedder Ludvig. Kender du det? Du er vist stadig den eneste anden Ludvigmor jeg er stødt på :-)

Louise - Sådan en fødsel undskylder jo det meste :-) Til gengæld er det dejligt at se, at du stadig ikke kan fatte dig i korthed selvom du nu er travl mor til to. Laaange indlæg og laaange kommentarer - jeg elsker det!

Mette - Ludvigs hjelm er fra 'Rask Cykler' i Nørregade.

ulla sagde ...

Hi hi,du er også den eneste 2. Ludvigmorjeg er stødt på. Synes det er super hyggeligt at følge en anden Ludvig, især fordi der er så mange sammenlignigheder (det da vist ikke et rigtig ord eller hva?, men du ved hvad jeg mener ikk??), du ved de samme faser osv. Det erbare sjovere når det er en Ludvig, selvom en Anton sikkert går igennem de samme faser. Jeg vrøvler vist lidt nu, det er også sengetid..Men altså super hyggeligt at læse med. Her til aften da jeg sagde godnat og tak for idag, fik jeg ægte Ludvigsmil og et "det var så lidt"..nååårrrh så kan man da ikke andet, end knuselske den bette mand.

Linn sagde ...

Du må ikke holde op med at skrive bare fordi der er så mange der blev sure vel :)

Elsker dine indlæg, hvad enten de er med foragt i stemmen eller ej :)

Så flere af dem tak

Heidi sagde ...

Debatforum eller ej
Jeg synes du er .... sej :)
kh Heidi

Christina sagde ...

hørt:-) (altså mht Heidis kommentar!)

Therese sagde ...

Hvor er det sjovt,når folk glemmer at det faktisk er DIN BLOG, og derved DIG der bestemmer hvad der skal skrives ;o)
Jeg tager, som mange af de andre kloge kvinder, hatten af for dig Ida - jeg er vild med din blog, og den måde du skriver på - og jeg deler også din holdning omkring at folk må læse med et andet sted, hvis de ikke tåler lugten... So keep up the good work ;)