København, be' din sidste bøn!

Severin er nu 7 uger gammel

Kaptajn og mandskab melder alt OK her fra Babyosteklokken. Severin er simpelthen så sød og nem, og dagene suser stadig afsted uden at vi laver ret meget andet end at amme (mig) og gylpe (ham). Heldigvis er tosomheden stadig hyggelig, og jeg savner slet ikke mit arbejde. Jovist savner jeg både børnene og mine kolleger, men jeg savner ikke stressede morgener, hvor vi blæser ud af døren for at jeg kan nå ud i børneren til tiden, for at lege og hygge med andres børn alt imens jeg savner mit eget afkom, så det gør ondt helt ind i hjertet. Det kunne være fedt hvis jeg kunne gå ned i tid når jeg en gang igen vender tilbage. Sådan en 20-25 timers arbejdsuge ville passe mig godt. Lige nu har jeg 30 timer om ugen, og det har fungeret fint, men nu er der jo pludselig dobbelt op på børnebestanden derhjemme, og jeg aner ikke hvordan jeg skal have energi og overskud til begge ællinger efter endt arbejdsdag.

I sidste uge var jeg ude i børneren og give besked om hvornår jeg har tænkt mig at ende min barsel. Jeg er så heldig at kunne nappe alle 46 uger selv uden at skulle dele med Steffen, som jo alligevel for det meste er hjemme, og det er jeg vildt taknemmelig for. Jeg tager alle 46 uger i ét stræk, og slutter nok af med en måneds ferie, så jeg først skal jobbe igen en gang i midten af juni næste år. Det' lige til at holde ud, ikk'?

Baby er glad!

Igår mødte jeg min mødregruppe for første gang. Vi mødtes hos mig, og det gik vel sår'n cirka meget fint. Det er altid lidt specielt når fem kvinder på nogenlunde samme alder, men med vidt forskellig baggrund sætter hinanden stævne; men snakken flød ubesværet - også efter sundheds-Ellen var kørt videre, og vi var på egen hånd. Severin er den ældste af børnene og jeg er den yngste af mødrene; og de er helt vildt søde, de andre. Men når man hører hvordan de har ligget og rodet med virkelig strenge fødsler, søvnløse nætter, søskendejalousi, begyndende kolik og videre i den dur, så føles det næsten helt flabet at fortælle, at denne her fødsel gik som smurt, at Ludvig ikke gakker ud og at Sev i øvrigt opfører sig eksemplarisk. Og jeg havde også bagt boller, hvilket nogle af dem gjorde opmærksom på ikke ville ske når vi skal mødes hos dem. Så nu er jeg bange for at de tror, jeg er sådan en der i virkeligheden er ved at falde fra hinanden, men febrilsk prøver at holde facaden med solstrålehistorier og hjemmebag. Men sådan forholder det sig jo ikke. Og det er altså heller ikke fordi jeg har trukket ja-hatten så langt ned om ørerne at jeg slet ikke ænser hvor besværligt det er at have en lille; jeg synes virkelig bare ikke det er hårdt. Lige nu. For når mellemørebetændelsen, mavepinen, den skyhøje feber, tandfrembrudet og tigerspringet slår sig sammen, så skal det sgu nok få skovlen under mig, og så synes jeg det er hårdt. Men lige nu? Piece of cake!

Så snart jeg ser mit snit til at stjæle fem minutter på sofaen, kommer ældste og mosler rundt oveni mig

Altså, nu skrev jeg godt nok at alt er fino her, og det er det såmænd også, men for nogle uger siden fik Sev for vane at gøre vrøvl næsten hver aften mellem kl. 21-23. Faktisk er det næsten ikke værd at nævne, for ligesom Ludvig, så er Sev utidig på den artige og næsten lydløse måde. Han skriger ikke, men grynter og vrider sig, og vil ikke rigtig andet end at hænge på mig eller Steffen mens vi går rundt i stuen. Det er ikke et stort problem, for vi har aggregater nok at bære ham i, men jeg syntes ikke rigtig nogle af dem var løsningen på vores problem. BabyBjörn'en sidder han godt i, og han falder i søvn så snart han kommer i den. Til gengæld er den umulig at sidde ned med når bebs endelig er faldet til ro. Så er der den fine ringslynge fra Kleinsmekker, som jeg købte da jeg var gravid, og som jeg havde glædet mig rigtig meget til at tage i brug; men jeg synes, den er megabøvlet og Severin ligger ikke godt i den, synes jeg. Han lader godt nok til at nyde at hænge i den, men det virker ikke rigtig for mig. Derfor netshoppede jeg i desperation en strækvikle. Den så så hyggelig ud, syntes jeg, og jeg ville gerne bære Sev mave mod mave. Og den er fantastisk! Så meget nemmere at styre end ringslyngen, og så lækker og blød. Og mindste går ud som et lys så snart han kommer i den. Nu er han godt nok stoppet med det der aftenbrok, men jeg er stadig dybt forelsket i strækviklen, og anbefaler den til alle som gider høre på min lovprisning. Mine bedste anbefalinger er hermed sendt videre.

Vi elsker strækviklen!

Sev gider heldigvis godt at gynge i megavuggen, og det ser SÅ hyggeligt ud!

Fugleuroen er lavet af det fineste papir fra Minimega og noget bjældeværk fra Panduro

Mindste falder tungt i søvn til Choir of Young Believers - ligesom vi andre. Zzzzz...

Jeg har sagt det før, men gentager gerne mig selv: Respekt til de enlige mødre! Altså, de af dem som klarer den uden at bryde sammen og uden at omsorgssvigte. De fortjener fandeme flødeboller og citronvand og en ordentlig krammer! Steffen har jobbet stort set hver dag siden Sev blev født - kun afbrudt af en lillebitte sommerferie - og jeg synes det er SÅ træls at have begge børn alene. Nu er de godt nok mønsterbørn begge to, og det har da heller ikke været værre end at vi både nåede at bage kager og spille spil uden at nogen af os gik op i limningen, men hold op hvor bliver det kedeligt i længden at skulle servicere sådan to undermålere i døgndrift uden at have et andet voksent menneske at snakke med ind imellem. I hele sidste uge var Steffen i studiet og på Skanderborg Festival - altså for at arbejde - og jeg er så græsenkeflad nu, at vi har besluttet at lege sommerferie lidt endnu.

Ludvig har længe snakket om at han gerne vil i Tivoli og se Rasmus Klump-land, så i morges parkerede vi Knirke i hundepensionen, og nu er vi lige kommet til Vesterbro, hvor vi har lånt gudmor Mies fine lejlighed. Severin har snorkboblet siden vi kørte hjemmefra og sover stadig, Ludvig er passificeret med Mumitroldene i flimsen, Steffen henter lækker mad og mutter her, hun har det så godt, at I ve' det!

Netop ankommet til hovedstaden, og suttetræningen fortsætter