
Så er vi tilbage i Jydeland igen, og ahh hvor er det rart. København er spændende og charmerende - på afstand - men når man står midt i den, så er den en stor, beskidt kælling. Jeg er ingen fan. Og vi havde naturligvis kun været i byen et par timer, før en parkeringsbøde sad i forruden og grinede af os. Tak for gæstfriheden, røvhuller!
Gudmor Mies lejlighed er dog superfin og hyggelig, og udover en tur med bus nr. 10 (48 dask for at køre et par stop. Er I da helt og aldeles fra snøvsen derovre?) og seks timers vaden rundt i Tivoli, så har vi holdt os i vores lille, lånte hule på Vesterbro. Den første nat i hovedstaden vågnede Ludvig med feber og et øre, der flød. Lykkeligvis havde jeg husket farmaka og vi fik hurtigt natteroen genoprettet. Dagen efter var vi noget i tvivl om det var så superfed en idé at slæbe Ludvig med i Tivoli, men jeg kunne næsten ikke bære at han skulle snydes for endnu en forlystelse (jfr. turen til Aalborg Zoo), så vi kom afsted og havde faktisk en super dag sammen med alt det andet turistikum. Den følgende nat blev Severin så snotforkølet at han rallede og snorkede og vågnede grædende flere gange i løbet af natten. Stakkels børn!
På Rasmus Klump restaurant. Hyggeligt sted - fesen mad!
Alletiders legeplads! Sådan én gad vi godt at ha' i 8240
Man kan godt se at Ludvig ikke var helt frisk, ikke?
Ludvig smagte candyfloss for første gang. Instant love!
Severin er forlængst på højkant igen, men Ludvig har været syg lige siden vi kom hjem fra København; kun afbrudt af en feberfri weekend med mormor og morfar på Samsø, hvor han naturligvis ikke fejlede det mindste. Igår var første dag han er afsted i børnehaven, ellers har han bare ligget helt slatten og febberramt herhjemme og gloet tegnefilm.
Min dejlige, gamle farmor - må hun hvile i fred - kom fra England, og skønt hun boede i Danmark i mange år, lærte hun aldrig rigtig at tale dansk. Hendes sprog var mere henad dansk-engelsk som det de snakkede i 'The Julekalender' i 90'erne, hvilket gav mange sjove ord og sætninger. Heldigvis nåede hun at opleve både Ludvig og fætter Vitus inden hun døde for to år siden. Ludvigs navn havde hun tjek på, men Vitus kaldte hun som oftest him with the funny name eller him the other, som af uransagelige årsager blev til hemmelig odder.
Og forleden blev den hemmelige odder 3 år. Det føles som var det igår vi var på Skejby og hilse den lille ny verdensborger velkommen til verden; og lige om lidt skal han være storebror. Chok, hvor tiden render, hva'?
Ludvig og fætter Vitus, august 2008 og august 2011
Mutter og feberramt ælling på besøg hos 'him with the funny name'
Severin skal døbes på søndag, og igår var præsten forbi for at gennemgå dåbshandlingen med os. Ret fin service at præsten sådan rykker ud, men som jeg har skrevet tidligere, så er de simpelthen bare så skidesøde dernede i Risskov Kirke - i modsætning til andre kirker her i sognet; og så snakker vi ikke mere om dét, for man skulle nødig komme i bad standing hos Gud lige her op til dåben.
Jeg kom i øvrigt til at hyle mens præsten var her. Det må helt klart være noget hormonbetinget, men jeg er bare så taknemmelig for vores liv. At Steffen og jeg har hinanden, og at vi har to velskabte og helt vildt søde børn, og at vi, selvom vi ind imellem får spat af hinanden, ikke får så meget spat, at vi er nødt til at blive skilt. Alt det ramte mig lige midt i dåbssamtalen - og så flæbede jeg. Præsten kunne heldigvis godt rumme det, men altså, hvis jeg ikke en gang kan tøjle mine følelser på sådan en kedelig onsdag eftermiddag, hvordan skal det så ikke gå til dåben? Jeg kommer højst sandsynlig til at hulke mig igennem hele gudstjenesten; nøjagtig som da Ludvig blev døbt.
Men nu er vi simpelthen også så klar til den dåb som vi overhovedet kan blive. Gudmor Mie skal naturligvis også være gudmor for Severin, verdens bedste faddere er kørt i stilling, maden kommer udefra så vi ikke skal stresse over at stå i køkkenet selv og dåbskjolen hænger klar i skabet, helt nypresset og fin. Orv, jeg glæder mig!






5 kommentarer:
Hold op et godt billede af de to store fætre.
Sofus glæder sig meget til at lege med Ludvig på søndag..:O)
:O) Lisa
Gråd er så forløsende, så nyd da endelig din gråd :) Jeg håber i får en fantastisk dåbsfest og at du får hylet alle hormonerne ud. Der er intet smukkere end mødre der er rørte over deres børn :)
Du er ikke den eneste, der tuder når dine børn døbes! Jeg har været der 3 gange og været gennemvædet af tårer alle gange ;-) Af samme grund har faren båret dem til dåben, mens jeg har båret dem, når vi er kommet hjem med dem og er blevet mødt af venner og familie i lufthavnen. (Vores børn er adopterede) Der hylede alle andre også, så det var ligesom lidt mere legalt og ingen skulle nødvendigvis høre hvad man sagde ;-))
Håber I får en dejlig dag!
Hold op hvor ser de bare store ud når de sådan står der sammen.
Vi glæder os til søndag og tager vores fineste tøj på. :-)
Glæder mig at høre, at i nød det fantastiske og moderne Kbh.
Så kan det godt være, at det koster 48 dask at køre med bussen, men til gengæld så kører der også en bus. Det kunne jyderne lære lidt af ;o)
Og må jeg så lige viske i øret, at det koster 600 for to voksne og to børn inkl. barnevogn at tage toget frem OG TILBAGE mellem Aarhus og Kbh. og så slipper man faktisk for parkeringsbøder.
Måske i skal tage guide med næste gang ;O)))
Glædelige dåbsdag med alt hvad dertil hører af våde øjne og servicerende præster *s*
Send en kommentar