van Nordelicious 2.0

Jeg var på Skejby tirsdag for at blive sat i gang, men eftersom mit blodtryk pludselig var fint igen - ja, faktisk lavere end nogensinde før - var jordemoderen noget betænkelig ved at sætte kunstigt skub i fødslen. Lægen derimod syntes bare der skulle prikkes hul på hinderne i en ruf, men fordi de havde så travlt på fødegangen den dag, kunne jeg først få løst hinder tidligt næste morgen. Totalt nederen at tro man skal hen og føde, og så bliver man bare sendt hjem igen. Hold kæft, hvor var jeg skuffet.

Inden vi tog hjem mærkede jordemoderen at jeg var 2 cm. åben, og nu hun var deroppe, benyttede hun lejligheden til at mosle lidt rundt med en knytnæve. For at frigive nogle hormoner, sagde hun, som måske kunne sætte fut i fødslen. Resten af eftermiddagen havde jeg småveer, men ikke nogle der bed mere fra sig, end at jeg både kunne overskue at pudse vinduer og cykle en tur i Netto.
 

Der findes ikke noget mere langt ude crazy end at få sådan en lille, fedtet muldvarp op på brystet. Det' så vildt!

Hen på aftenen blev veerne mere barske og regelmæssige, og mormor blev for en sikkerheds skyld hidkaldt til at tage sig af Ludvig. Hun nåede kun lige ind ad døren inden vi blæste afsted til Skejby. Vi ankom ved midnat og veerne blev stærkere og stærkere og varede i længere og længere tid. Jeg mindes virkelig ikke at det gjorde så ondt sidst jeg fødte. Det gjorde godt gammeldags nas. Jeg var 5 cm. åben da jeg kom ind på fødestuen og tyve minutter senere var jeg 10 cm. åben. Fart over feltet, si'r jeg jer.
Steffen sad i en lænestol og jordemoderen sad på sengekanten mens jeg vandrede rundt, godt ond i sulet over at ingen ligesom kunne gøre noget. Jeg følte mig totalt alene og ingen smertelindring kunne man drive ud af personalet. Ikke andet end lidt lattergas. Lattergas?! For hver ve kunne jeg mærke hvordan Severin skruede sig længere og længere ned igennem bækkenet, og jeg troede virkelig jeg skulle dø. Kl. 01.30 gik vandet og kl. 02.13 var Severin født. Det var eddersparkeme en kvik fødsel!

Det var så stort da Ludvig skulle se Severin for første gang.

Ludvig syntes, lillebror var lidt spændende og lidt kedelig, og efter et stykke tid ville han bare gerne se Ramasjang i fred

Efter fødslen blev vi installeret på afd. Y1. Fordi jeg havde haft streptokokker under graviditeten, skulle Severin holdes øje med i 48 timer. Det var rart ikke at blive sendt hjem med det samme, for selvom det kun er fire år siden vi var hele møllen igennem, så er der så meget vi har glemt med tiden; og i sådan en situation er det rart at have nogle voksne og kittelklædte til at fortælle en hvad man skal gøre. Og når det så er sagt, så er det overraskende hvor hurtigt man falder ind i rollen som nybagt forælder.

Personalet på Y1 var helt vildt søde og grundige, men jeg fik ret hurtigt spat af at de konstant kom rendende og skulle tjekke mindste. Hvis ikke det var blodprøver der skulle tages, så var der et hjerte der skulle lyttes på eller en rød numse der skulle tilses. Og det skulle alt sammen foregå lige som jeg havde fået Severin til at sove, naturligvis. Jeg troede ellers at det var sådan noget babyer gjorde om natten; altså at sove. Ludvig sov igennem de første tre måneder før han begyndte at få brug for en nattår, men Severin var overhovedet ikke til at mætte de første dage før mælken løb til, så til sidst måtte vi ty til lidt modermælkserstatning bare for at jeg kunne få lidt søvn og mit yver kunne få lidt fred. Ifølge sygeplejerskerne er det meget normalt at børn som er født over tid er meget sultne, men hvad ved jeg; jeg troede jo jeg skulle føde før termin. Nu er der til gengæld masser af mælk i hanerne og amningen kører på skinner. Altså når først jeg har overstået de der 30 sekunders intens og sønderrivende smerte som altid indleder hver omgang amning. Novra, det gør nas!

Ludvig havde lavet det fineste barselsgave til mig i børneren. Og myggen oppe i højre hjørne er selvfølgelig Severin

Han er så lækker, den lille Sev, at jeg slet ikke kan lade være med konstant at kysse på ham og sniffe til ham

Vi kom hjem igen fredag og det var så fedt, så fedt. Hjem til Ludvig, min dejlige dyne og forholdsvis fredelig nattesøvn. Der er en helt anden ro herhjemme til trods for at Knirke er totalt vims over det nye familiemedlem og Ludvig konstant vil have en os til at lege med ham og hans nye ridderborg. Lige nu er han på weekend hos mormor og morfar, mens Steffen er i studiet, og det er kæmpe fedt at have tid til bare at være babymor. Jeg har ammet 1000 gange i dag og skiftet mindst lige så mange bleer, så tiden går godt. I morgen er det hverdag igen - for Ludvig i hvert fald - og jeg får travlt med at arrangere 30-års fødselsdag, sommerferie og barnedåb. Det bliver en god sommer, det her; kan I mærke det?