Regnvejrsgåtur i 8240
Endelig sommerferie og så pisser det selvfølgelig ned. Det gør egentlig ikke mig noget, for jeg fungerer bedst ved temperaturer omkring 15 grader, og desuden har jeg købt en fin, ny regnfrakke, som jeg hellere end gerne vil have luftet; men for Ludvigs skyld ville jeg ønske at vejret var lidt bedre, så vi kan komme ud og få én på opleveren. Og nu sidder alle spejdertyperne sikkert og tænker der er ikke noget, der hedder dårligt vejr; kun forkert påklædning, og det er der vel også en smule sandhed i, men der er eddermugme ikke meget sjov i at vade rundt i Tivoli eller Zoologisk Have i gråvejr og silende regn; det kan vi godt blive enige om, ikke? Så vi bruger feriedagene herhjemme. Mig med primært at amme og dikke-dikke, og Steffen og Ludvig med at bygge Lego og sår'n. Og det er såmænd fint nok. Vi hygger os alligevel.
Ludvig hørte mig sige at hans nye fleecejakke er fra Katvig, så nu går han og tror, det er en kattepels. Ha!
Heldigvis nåede vi et par dejlige dage i sommerhuset på Samsø mens vejret stadig var sommerligt. Jeg fyldte 30 år mens vi var der, så mormor og morfar havde inviteret familie og venner til party, og jeg havde en dejlig, dejlig dag med solskin og masser af gode gaver. Jeg fik så mange fine ting, og også Ludvig og Severin høstede en del gaver.
Desværre kom vi ikke så meget ud som vi plejer når vi er på Samsø. Vi ynder ellers at køre øen tynd for at tage billeder og spise is og bare nyde, men med en tre uger gammel bebs på slæb, bliver det unægteligt noget mere besværligt, så vi holdt os mest i sommerhuset.
Da vi tog hjem, blev Ludvig derovre hos mormor og morfar, og det var så skønt kun at have ét barn i et døgns tid. Steffen og jeg nåede både en frokost på Café Svej og at shoppe op og ned af Strøget i timevis, mens Sev lå og snorkboblede i skarnkassen - kun afbrudt af en enkelt amning i Salling, som vi nu ved har det kedeligste og klammeste ammerum, med mælkestænk og gylpespøjt på samtlige møbler. Så' I advaret, Århus-mødre! Dér gider jeg sgu godt nok ikke at affodre mit barn en anden gang.
Lille, lækre munchkin
Det går fint med bebs. Vi er stadig ikke helt kommet ind i en ordentlig rutine, så bebseladen sover, spiser og skider som vinden blæser, og jeg prøver at følge med så godt jeg kan. Det har været hårdt at amme hver anden time hver nat, men nu er det som om det er ved at blive bedre. Det sagde min søde, søde sundhedsplejerske Ellen også at det ville, og det bliver hun hængt så meget op på, kan I tro.
Jeg ved godt at børn er forskellige, men jeg kan ikke helt lade være med at sammenligne Severin med hvordan Ludvig var da han var lille. Og Ludvig var i grunden et helt vildt mærkeligt barn, som sov igennem hver nat de første tre måneder. For real. Han gik omkuld kl. 23 og så sov han som en sten lige til kl. 8, hvor han fik en mælketår og herefter sov videre til kl. 10. Så er der jo ikke noget at sige til at man får sig et chok når man pludselig får en bebs som vil hænge i yveret hele natten, vel?
Men nu er vi, Ellen og jeg, kommet frem til at jeg skal prøve at give Sev en sut(!) Jeg er helt dårlig ved tanken, for jeg er nok noget af det mest sutteforskrækkede man kan komme i nærheden af. Jeg hader sutter, og jeg synes det ser så træls ud når børn render rundt med sådan en tingest i kæften. Ude i børneren er jeg hende den sure der går og konfiskerer alle sutter, fordi jeg synes, at hvis de dingenoter absolut skal i brug, så er de kun til putning og nødstilfælde. Måske skyldes min aversion at jeg aldrig selv har brugt sut. Jeg brugte i stedet min tommel, som så blev helt mærkelig deform. Fedt alternativ, hva'? Vil I se billeder? Nå, men så er I også selv ude om det.
Min første kæreste nægtede at holde mig i venstre hånd, fordi han syntes den finger simpelthen var så klam. Ha!
Jeg kan bruge timer på at sidde og glo på den lille muldvarp. Han er sååå sød!
Ludvig har heller aldrig haft sut, og det er gået fint. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det ville have været at skulle op om natten og lokalisere den sut, han formentlig havde tabt ud af tremmesengen for 117. gang, eller hvilken panik der ville have været hvis vi var kommet ud af døren uden en sut. Godt man slap for alt det bøvl. Næ du, da Ludvig - det mærkelige barn - var lille, sov han med en flækket golfbold, en rulle tandtråd, nøglen til postkassen og hvad han ellers lige fandt interessant, og det fungerede fint. Og han var meget bevidst om at det med at bruge sut var forbeholdt mindre børn, så hver gang han så et barn med en sut, udbrød han Se, en baby! Også selvom ungen med sutten var ældre end ham. Ha. Og det var altså ikke noget jeg havde lært ham. Jeg sværger.
Men nu prøver vi det med de sutter. Ikke med min gode vilje, naturligvis, men for Sevs suttebehovs skyld; og han vil faktisk rigtig gerne gumle på den. Nogle gange. Godt nok skal han lige have en hjælpende hånd - som lynhurtigt bliver til en vissen, krampagtig arm - til at holde den inde. Kunne man i grunden ikke sætte et par elastikker i sutten og så om bag hvert øre som sådan en art nakketræk? Nå, det synes I ikke?
Nå, men vi er hermed officielt forældre til et suttebarn, og gode husmoderråd, fif og fiduser om sutter modtages gerne, for vi er som sagt helt grønne i det her.
De tre musketerer - Ludvig, Sofus og Vitus - til søndagsbrunch på Besservej
Sundheds-Ellen har lige været på besøg igen i fredags, og alt det ammeri er ikke helt forgæves, for Severin vejer allerede 5 kg. Så tror da pokker man bliver så radbrækket af at have kræet på armen. Ludvig vejede det samme da han var på den alder, så her i huset laver vi altså tykke babyer, som bliver til magre starutter.
Jeg er i øvrigt stadig ved at gå til af dårlig samvittighed over ikke at have så meget tid og overskud til Ludvig, så det er med at tage hvad jeg kan få. En tandbørstning her og en røvtøring der. Men når først Sev er skiftet, ammet, bøvset af og puttet, så er jeg så flad at det eneste jeg orker er at dejse om på sofaneseren. Jeg kan slet ikke huske hvornår Ludvig og jeg sidst lavede noget sammen, og lige nu føles det ikke som om jeg nogensinde bliver i stand til at mobilisere nok energi til at være 100% mor for begge mine børn. Men alle de flergangsmødre jeg har mødt, siger det bliver bedre med tiden, og det er det lille håb jeg hager mig fast i.
Da jeg skulle putte Ludvig en aften, sagde han I gamle dage når man var forelsket på nogen, så gjorde man sådan her og så kyssede han ømt min hånd. Og så smeltede mit morhjerte, og jeg gik i seng med - om muligt - endnu dårligere samvittighed. Det skal nok blive bedre. Det skal det bare. Selvfølgelig. Ikke?
Billedspam fra Samsø

Muldvarpen i sin fine, nye Shirley Bredahl-strik, som han har fået af gudmor Mie
'All dressed up and nowhere to go' som min gamle farmor altid sagde
Ludvig og mormor på badebroen
Sevs første tur til vandet

Outdoor amning







16 kommentarer:
Uh jeg har gået og glædet mig til en opdatering.
Han er godt nok sød, den bette :)
Og som du så ved, omend du efterspørger det, så kommer der en tid, (om en del tid) hvor du har overskud til begge unger og hvor du føler du får set dem nok til ikke at have dårlig samvittighed, men det vil nage dig selv når du har overskud, for det er jo bare noget andet, når man skal dele sin kærlighed ud til flere, og så samtidig huske sin mand også. Jeg var ikke ligefrem god til det, som du nok husker ;) men jeg har altid taget en beslutning, selv da William var helt lille, at når han så sov, så ville jeg sætte en aktivitet igang med Julius, uanset hvor træt jeg var, om det så bare var en tur på sansegyngen så var det jo så rigeligt for ham :) Der skal heldigvis ikke meget til, for de føler sig set og værdsat :)
Du ser iøvrigt allerede superlækker ud, selv med afslapningsbukser og regnfrakke! Og mht. sut, vil jeg blot sige, at natursutten er rigtig god og de fås i babystr. eller dvs. det gjorde de dengang... så der var det lidt nemmere at få den lille til at sutte uden at skulle åbne munden for meget eller for lidt. Min gode veninde havde en bebs der altid smed sutten og hun bandt den i en stofble, og vendte på den måde ungen til at finde sutten/ stofbleen selv i vuggen. Det synes jeg nu var meget sejt. Den fangede William aldrig desværre, og jeg rendte febrilsk frem og tilbage mellem den ene og den anden hylende unge, fordi den ene vågnede, hvergang den anden mistede sin sut og satte i et hyl ;)
Jeg synes, det er mega sejt at i tager på ferie efter kun tre uger :) balls og overskud, skide godt :) god sommer duoMor :)
Synes bare du er så sød og sjov,Ida. Helt uden at kende dig. Spooky,egentlig!
Fede billeder. Glæder mig til at gense Samsø. Og Ida - det ER jo allerede godt. Nem, lækker bebse, sød storebror, og resten kommer der styr på. Det BLIVER bedre. Og nemmere. Og det går hylende stærkt, og så står man der med to halvstore unger, der skiftevis kampelsker og kæmpehader hinanden. Med ca. 2.5 minuts interval. Og man kan overskue dem begge og skælde ud på den overbærende, pædagogiske forældremåde, jeg kun troede de rigtigt voksne var i stand til. Er åbenbart selv blevet en af slagsen uden at opdage det. Og når de krammer hinanden og bare er søde sammen, så dør man lidt af lykke. Men jeg kan godt huske den der næsten fysiske fornemmelse af at blive spaltet i to. Fordi den store kræver en, mens man er helt hængt op på den lille. Og det gi'r knuder i maven, men det bliver bedre. Det gør det. Jeg lover :)
Fortsat god sommer.
- Signe/kortlang
P.S. Det med suttern - jeg havde en lille pse på tremmesengen helt fuld af sutter, så jeg aldrig skulle rode eller lede efter dem om natten. Jeg lover dig, du vil blive i stand til at stoppe en sut i munden på Severin, selvom du snorksover, hvis han laver 'mangler-sutten'-lyde. På en eller anden måde finder man dem alligevel der mellem dyner og puder; jeg tror der er et usynligt bånd mellem egen hånd og barns sut i nattetimerne ;)
- Signe. Igen.
Åh, jeg dør – hvor ser han nuser ud i Villads’ babykluns. Ja, undskyld, men jeg er stadig så hormonplaget, at jeg slet ikke kan magte, at min egen baby er blevet en stor, ildelugtende, omkringfarende tumling med rejeost i håret. Men når det nu SKAL være (altså, at jeg ikke længere kan mose ham ned i str. 56, så er jeg SÅ glad for, at det er lille lækre Sev, der har det på).
Nå, men det med to børn – åh, hvor jeg husker det! Jeg husker tydeligt én, der sagde til mig ‘det bliver bedre – men det bliver aldrig det samme ...’. Jeg var ved at dø af en depression. Men jo, det bliver bedre, men man får sgu aldrig det samme overskud tilbage, som man havde, dengang men blot havde én øjesten at kaste al sin kærlighed på. Ikke hvis du spørger mig, i hvert fald. Forskellen er så bare, at jeg ikke længere kan huske, hvordan det er at have et barn, og derfor ikke har noget at sammenligne med. Så alt i alt BLIVER det bedre ... (ringe trøst, hva’? Undskyld.)
PS: Hold da kaje, nogle lækre billeder! Wow!
NB: Den der effekt, er den inde fra Picnic?
Først og fremmest tillykke med de 30 år til dig.
Dernæst dejligt med en opdatering fra dig. Det er altid hyggeligt at læse med, på trods af at jeg ikke kender dig. Det skyldes måske at vi stort set (og næsten) er det samme sted i livet…både mht. alder og børn.
Er helt vild med alle de skønne billeder. Skønne skønne unger I har. Bliver helt skruk af at se lille-manden. Og sikke flotte naturfotos. De er da virkelig skønne.
Fortsat god dag. Glæder mig til at læse mere om skønne Ludvig og Severin.
Skønne billeder! Han er sød bette Sev.
Vi bruger "chicco" sutter af naturgummi til Vera, de er super gode, men jeg har kun fundet dem ét sted i Århus og det er i kære børn over for sallings p-hus. Det er som sagt natur-gummi, også skjoldet (så de ikke er hårde for kinden at ligge på, eks. hvis den falder ud af munden og baby ligger på sutten) Man kan få dem i forskellige størrelser og så er der ingen revner og kroge hvor der kan sætte sig "snask". De er vist nok også det man kalder "ergonomisk formet". Efterhånden som de bliver lidt større, kan de selv lære at finde sutterne i sengen. Vera har altid tre-fire sutter med i seng, så finder hun som regel selv en, hvis den falder ud af munden (og hun får også KUN sut når hun skal sove, kan heller ikke ha' når unger har sut i munden hele tiden). Da vi skulle lære hende selv at finde sutten, så når hun græd om natten for at få sutten, så i stedet for at stikke sutten i munden på hende, så gav jeg hende den i hånden, så hun selv kunne føre den op til munden. Om dagen prøvede vi også at give hende den i hånden, så hun selv kunne lære at putte den i munden. I lang tid har hun klaret det selv nu, og vi er meget sjældent inde hos hende om natten, for at give hende sutten, det klarer hun selv.
Det var bare lige min erfaring med det der sutteri....god fornøjelse :-D
Ihh, hvor süsse:)
Min sundhedsplejerske fortalte at jeg kunne hive en stofble næsten halvvejs igennem sutten, så det bliver lidt nusseagtigt, samtidig med baby ofte selv kan mosle den tilbage, hvis den skulle komme på afveje.
Dejligt med opdatering og rigtig fine billeder:)
Det lyder som forveksling som vores sommerferie... Det er en dejlig en trods regnen. Og Severinen ser så sød så sød ud.
Mette - Jeg tror og håber, at om et par måneder, så er det hele meget nemmere. Tak for de opmuntrende ord!
Laura - Det var pænt sagt :-) Tak!
Signe - Du har ret; det ER allerede godt. Børnene er sunde og raske og arter sig og solen er begyndt at skinne igen. Jeg savner bare Ludvig helt vildt, og er vildt misundelig på alt det hyggelige ham og Steffen har sammen nu hvor jeg er anderswo engagiert.
Jeg har anskaffet mig en suttepose...til når severin lærer at bruge sutten og i øvrigt sove i sin egen seng :-) Tak for tippet!
Louise - Jeg tænker på jer hver gang Severin får en af Gustavs/Villads' bodyer på, men nu er han efterhånden vokset ud af alle dem i str. 56, og en ny bebs kan nu få glæde af tøjet. Genbrug holder!
Effekten hedder 'Cross Process' og efter at have snuset mig frem til den på en anden blog, har jeg Picnik'et alle mine billeder sønder sammen med den :-)
Æwle Bæwle - Tak for det :-) Det er altid hyggeligt at læse med hos nogen, som minder om en selv. Det er også derfor jeg mest læser mor-blog, og man føler jo næsten, man kommer til at kende den familie man læser om. Det er ret hyggeligt, synes jeg.
Tanja - Tak for tippet! 'Kære Børn' kender jeg godt, og jeg må lige kigge nærmere på de sutter næste gang jeg er i byen.
Marlene - Tjek! Det med stofbleen er modtaget. Det lyder ret hyggeligt, så det må vi lige have afprøvet.
Carport - Ja, han er nemlig så sød. Ligesom Liv. Kommer der snart nogle flere billeder af hende, hva'? Hva'?
Hej! Tak for sidst! Det var dejligt at se jer alle på øen :-)
Astrid - Selv tak. Også dejligt at se jer, om end det kun var kort :-)
Dejligt langt indlæg med masser af billeder... me like! Ser ud til at I har en god sommer trods det kedelige vejr.
Har ikke lige nogle gode sutteråd. Vitus (som snart bliver 2 år) kan endnu ikke selv finde sutten i søvne, men heldigvis sover han for det meste videre, når han taber den om natten.
Vil lige nævne at sutten er klart at fortrække frem for tommelfingeren. På jobbet ser jeg jævnligt børn der sutter på finger og de fleste har trælse tandstillingsfejl, som ofte skal rettes med bøjle. Bliver nød til at tilføje, at jeg er MEGET fascineret af din tommel. Må man spørge om hvor gammel du var før du lagde den uvane på hylden?
Anne - Jeg var vel 3 år da jeg stoppede med tommelfingeren. Men den er så smadret, at det ser ud som om jeg var teenager før end det stoppede. Ha!
Min mor arbejder på Tandlægeskolen i Århus, og der hænger et billede af min tommelfinger - til skræk og advarsel!
I brugsen kan man købe sutter hvor ringen er selvlysende, det er vildt smart at man kan se dem om natten. Det er godt nok kun de helt almindelige runde sutter, ikke nogen af alle de "nymodens" former.
har meldt mig til her hos jer - glæder mig til at følge med :) dejlig måde du skriver på...
kh christina
Send en kommentar