Tak for alt, kære Voksi

Nå, der gik vist lige rigelig sygdom og febersnak i den i forrige indlæg. Nu er Ludvig heldigvis rask og glad igen. Stadig lidt klatøjet og dvask, men feberfri og rimelig ovenpå.
Og selvom de sidste dage har været trælse, er intet jo så skidt, at det ikke er godt for noget. For det første har vi haft totalt meget kvalitetstid sammen ved skrivebordet, Ludvig og jeg; og vi har været vældig effektive, feberen til trods. Ludvigs alternative stamtræ hænger nu og pryder væggen over sengen, og jeg er svært stolt af resultatet, skønt Ludvig flere gange har spurgt Hvorfor har de vanter på? og peget på de oversized Anna og Lotte-hænder, jeg har klippet til samtlige venner og familiemedlemmer.

Nå ja ja, utak er verdens løn, og til andre undrende sjæle kan jeg oplyse, at det altså ikke er vanter, men nok nærmere jazzhands, der sidder der og stritter fra hvert ærme. Hæng jer nu ikke for meget i detaljerne, venner!
Plakaten - som ifølge Ludvig er klippet i beton (karton) - er allerede indrammet, skønt vi mangler at få farfar med på. Vi har lavet en sky i himlen, hvor han kan sidde med en vandkande og dryppe ned på hustagene. Fordi han er døøø' som Ludvig forklarer. Det er mange år siden, så hverken Ludvig eller jeg har mødt ham, men med på stamtræet skal han naturligvis.

Ludvig med sin fine, nye plakat. Den skal vi nok få mange gode snakke ud af

For det andet har Ludvig nu lært at sove middagslur indendøre. Han er og bliver en udedreng, og har altid sovet middagslur udenfor; feber eller ej. Aldrig aldrig aldrig før er det lykkedes os at putte ham indenfor - før nu. Han sover også indenfor ovre i vuggeren og har gjort det et godt stykke tid nu, men herhjemme har han pure nægtet. Heldigvis (hvis man da kan tale om held i en så røvet situation) var han så afkræftet da han havde feber, at han ikke orkede at protestere over at blive puttet inde, men gik ud som et lys så snart hovedet ramte puden, og så lå vi der i hulen sammen og kogte og snorkede. Det var betryggende at have ham tæt på når nu han var så feberramt, og bare helt igennem hyggeligt at ligge og stirre sig blind på sit søde, sovende snotnæsebarn.

Barnevognen har vi jo solgt og superklapvognen fungerer nogenlunde som substitut, men Voksiposen, den er altså begyndt at krympe. Det bliver sværere og sværere at få pakket Ludvig ordentligt ind i den, og vi må desværre nok sande, at han har sovet i den for sidste gang; så det er meget belejligt at Ludvig nu endelig er okay med at sove middagslur på sit værelse. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at både Steffen og jeg også tit napper en skraber når Ludvig bobler til middag, og det er bare doubble up på hyggen, at vi nu allesammen kan snappe sammen.

September 2007 - 3 måneder gammel Ludvig bebs i nyindkøbt Voksipose

Det er helt vemodigt at skulle til at pakke Voksi'en sammen. Den har tjent os godt, og hver gang vi har puttet Ludvig i den, har det været med sådan en rar bare det var mig, der skulle derned at ligge-fornemmelse i kroppen. Vi kan kun håbe på, at vi får brug for den igen en anden god gang (og nej, jeg er ikke gravid!)