Haffebøsser med bløde løg

Lillen i de fine forårsstøvler, som jeg forelskede mig i sidste sommer, og som han nu endelig kan passe. De er så fine!

Hjemmefoldet iPhone til Ludvig, så han også kan være med fremme på beatet som sin far (og så er vi andre, der stadig sværger til Nokia)

Ludvig er syg. Rigtig godt og grundigt syg. Natten til onsdag vågnede han og kaldte på mig, og da jeg kom op til ham peb han Jeg er ikke i så godt humør. Jeg kender godt fornemmelsen. Man kan mærke at sygdommen sniger sig ind på kroppen, men man kan ikke helt sætte en finger på hvor det værker. Og Ludvig kunne så bedst forklare sig ved at fortælle at hans humør ikke var i top. Han var varm og slap, og tilbragte resten af natten i smørhullet hos os. Det er så hyggeligt at have ham liggende der og mosle rundt, og vi elsker når han en sjælden gang sover hos os.

På burgerbar med mor og far, og Ludvig har endelig lært det der med at bruge et sugerør

Onsdag havde jeg taget en omsorgsdag for at tage på Naturhistorisk Museum med Ludvig, men han var mat og uoplagt, så vi nøjedes med en bustur til Hamley's i Magasin, hvor Ludvig fik lov at vælge sig lige hvad han ville have. Vi endte med en fiskestang af det pureste plastic, og Ludvig var svært stolt over at vise den frem, da vi efterfølgende besøgte mormor på Tandlægeskolen. Desværre blev Ludvig blot varmere og varmere, og da vi kom hjem havde han 40,6 i feber.

Ludvig muntrer sig med Thomas Tog-udstillingen i Hamley's

Efter en lille lur var han nogenlunde frisk igen, og vi klippede og klistrede på en fin plakat, som vi arbejder på til børneværelset. Ludvig går op i projektet med liv og sjæl, så trods sygdom nåede vi næsten at blive færdige.

I aftes smed vi madrasser i hulen under højsengen, og har sovet sammen der i nat. Ludvig vågnede godt nok konstant og skulle have vand eller talte i febervildelse, men hvor var det hyggeligt at ligge og gasse sammen inde i hulen. Jeg glæder mig allerede til endnu en nat hånd i hånd med feberaben.

På vej til Tandlægeskolen gik vi ignnem Sjællandsgade - vores gamle hood.

Inden Ludvig kom til verden, boede vi i det gule byhus. Åhh, vi savner den tid!

Ludvig var varm igen i morges, og jeg vaklede længe imellem at tage på arbejde eller tage barnets 1. sygedag. Jeg valgte den sidste, og heldigvis for det, for i dag nåede temperaturen op på 41,3 og når man er så syg, så er det kun mor der dur. Du er den bedste, siger han - og jeg labber det i mig. Du skal kysse mig, siger han også hele tiden, og det er så hans måde at sige til på, når han trænger til omsorg og nærhed. Søde, lille, steghede barn.
Her til aften kørte vi til Skovby. Trods feber havde Ludvig glædet sig til at komme ud til mormor og Muffi og få haffebøsser (hakkebøffer), men sidst på aftenen kunne han næsten ikke holde øjnene åbne længere og han kogte som aldrig før. Så lillebitte og slap man bliver når man har feber. Stakkels lille, hårdtplagede Ludvig.

Mors dygtige, lille hjælper. Plakaten ligger på bordet i baggrunden og er lige straks færdig. Og dyrk så lige hvor smadret ungen ser ud

Nå, det er sgu for lidt vi har oplevet de sidste par dage. Vi har faktisk ikke en pind at berette.