Og vagtlægen ordinerede saftevand?

Blot en hurtig update.

Ludvigs opkastinger fortsatte hele natten igår. Han nægtede at tage væske til sig, men blev ved med at kaste op. Klokken 03.30 ringede jeg til vagtlægen igen, og hun sendte os straks videre til børnemodtagelsen på Skejby Sygehus. Ludvig havde da ikke spist, drukket, tisset, haft afføring eller sovet i tolv timer. På Skejby blev Ludvig undersøgt på kryds og tværs, og lægen mente ikke, det var andet end en maveinfektion. Hun ville dog gerne at vi blev, så hun kunne tjekke om Lillen fik noget væske indenbords. Hver halve time blev Ludvig tilbudt én mundfuld saftevand, men hver gang han drak, kom det op igen.

I formiddag var jeg et smut hjemme for at få bad og rent tøj. Jeg skulle selv opereres kl. 10 og på vej tilbage til Skejby ringede Steffen og fortalte, at Ludvig var kørt til røntgen, da lægerne mistænkte tarmene for at være problemet. Mens jeg var væk, havde lægerne stukket flere gange i Ludvig for at tage blodprøver, men han havde slet ikke reageret. Han havde bare ligget og stirret tomt ud i luften. Og så blev fru doktor bekymret.

Jeg regnede ikke med at Ludvig fejlede noget, (vagtlægen havde jo for filan bare ordineret saftevand) så jeg skyndte mig over til afd. Y, hvor jeg skulle opereres; men da kirurgen hørte at Ludvig var indlagt, var de så søde derovre at give mig en ny tid til keglesnit om en uge. Og jeg er så glad for at jeg ikke fik lavet den operation, for da jeg kom tilbage til børnemodtagelsen og blev vist op til røntgenafdelingen, var intet mindre end syv læger, sygeplejersker og radiografer igang med at mishandle min lille dreng. De hældte kontrastvæske i endetarmen på Ludvig, for at få et røntgenbillede af hans tarme. Det var meget kaotisk. Ludvig skreg og skreg og skreg, og jeg har aldrig før i mit liv hørt noget så hjerteskærende. Steffen græd og jeg græd, og det var ganske forfærdeligt at skulle holde Ludvig fast til briksen, mens han klynkede og tiggede os om at lade være. Hver gang lægen holdt pause med kontrastvæsken, faldt Ludvig i søvn. Han var så træt og afkræftet. Lægen mente at tyndtarmen var begyndt at gå ind i sig selv og tyktarmen, og hun ville prøve at skubbe den på plads med masser af kontrastvæske. Efter mange forsøg, mange liter kontrastvæske ud over alt og en ganske ulykkelig Ludvig, blev det besluttet, at Lillen skulle overflyttes til og opereres på Kommunehospitalet. Og her er vi så nu.

Kl. 14.30 sagde vi farvel til Ludvig på operationsstuen, og kl. 17.00 kom lægen og fortalte, at operationen var gået fint, men at det var en udposning på tarmen, der havde været grunden til Ludvigs dårligdom. Udposningen er fjernet og ved samme lejlighed fjernede de også hans blindtarm. Nu ligger han på intensiv. Han har været vågen kort et par gange, men er stadig meget afkræftet. Han klager stadig over ondt i maven, men har fået lagt en epiduralblokade til at tage de værste smerter. Ludvig og jeg bliver på intensiv natten over, og så må vi se hvad der skal ske i morgen.