London

Bellevue Strandpark

Vi havde en fantastisk dejlig sommerferie, men efter blot et par uger tilbage på pinden ude i børneren, har jeg fuldstændig glemt hvad vi har foretaget os i feriedagene. Ægte. Det er fuldstændig slettet fra harddisken; og det føles allerede som hundrede år siden vi havde fri. Er det ikke snart efterårsferie?
Jeg synes, det var træls og hårdt at starte på job da min barsel sluttede, men at starte på job efter kun tre ugers ferie, var mindst dobbelt så træls. Hverdagen ramte os som en stor, tung forhammer lige mellem øjnene, og vi har ikke rigtig fundet fodfæste endnu. Vi er stadige trætte når vækkeuret ringer, det kommer stadig bag på os at madpakkerne skal smøres og vi halser afsted for at nå det hele.

Jeg har stadig Sommerferie - Part II liggende på computeren, næsten klar til udgivelse. Den kommer når jeg en gang husker hvad det var vi fik tre uger i juli til at gå med...

Bellevue Strandpark

Noget jeg til gengæld har helt frisk i hukommelsen, er min lille sviptur til Londonton med gudmor Mie. Jeg kom hjem i går aftes efter selv at have taget toget til Stansted, selv at have fundet vej i den virkelig indviklede lufthavn og selv at have klaret flyveturen hjemover med mild panik og kun en lille smule sejlende indvolde. Jeg er meget stolt af mig selv. Og jeg, der ellers aldrig rejser længere end til Samsø...

Jeg er i det hele taget ikke meget for nogen som helst slags lufttrafik. Jeg har kun fløjet ganske få gange i mit liv, og jo længere tid der går imellem hver flyvetur, desto større bliver angsten for at falde ned og dø. At jeg har set samtlige afsnit af Air Crash Investigation på Discovery Channel gør ikke mit anstrengte forhold til flyvning et hak bedre. Heldigvis klarede jeg den; både ud og hjem. Men jeg sad skam også og lavede venepumpeøvelser hele vejen over Nordsøen for ikke at få en blodprop i benet, som kunne rive sig løs og sætte sig i lungen; og hele vejen hjemad, trykkede jeg næsen flad mod flyruden for at holde øje med at i det mindste venstre motor ikke pludselig brød i brand. Better safe than sorry, ing?

Store, fantastiske, farverige, ildelugtende, spændende, beskidte London

Og ikke så snart var jeg nået til England, før end der tikkede sms'er ind hjemmefra, om at Severin var begyndt at gå. Heldigvis nåede jeg at være vidne til hans første spæde forsøg på at komme fremad på to ben, inden jeg tog til London, men hans første serie af små bitte babyskridt, den gik jeg glip af.
Men altså, fra nu af går det stærkt. Han er præcis 14 måneder gammel i dag, og rejser sig konstant op, står og svajer lidt og så kaster han sig frem uden først at tjekke om der står en mor eller far klar til at gribe ham. Det er ret så spændende at følge med i hvordan han for hver dag bliver lidt mere nysgerrig på verden omkring sig, lidt mere sikker på benene og lidt mere stolt af sig selv. Min lille, glade baby tumling!

Ludvig derimod er ikke specielt nysgerrig på verden eller stolt af sig selv. Tværtimod er han startet til fodbold og det er ingen succes. Han glæder sig ellers hver onsdag til at iføre sig sit fodboldtøj og komme over til sine fodboldkammerater på banen, men så snart vi kommer derover vil han ikke være med, men kun sidde hos Steffen eller jeg; og prøver vi at skubbe lidt til ham for at få ham med, bliver han dybt ulykkelig og bryder ud i tårer. Man behøver næppe være den store børneekspert for at se, at det barn selvfølgelig ikke skal gå til fodbold. Jeg var også imod det lige fra start, for jeg synes han er for lille til at skulle forpligte sig til sådan noget, men han ville jo så gerne, og så skulle det selvfølgelig prøves af. Det er det så blevet nu, og så er vi den erfaring rigere. Fodboldverdenen må klare sig uden Ludvig.

 Sidst, men ikke mindst, har vi været til en super fin og gennemført barnedåb for baby Marius.

Jeg glæder mig til at se om der mon snart kommer et indlæg ud af den festlige søndag. Gør der snart det, hva' Marlene? Gør der?

Sommerferie - Part I

Søde, smukke, dejlige rolling på toppen af Danmark

Jeg har altid syntes, det var lidt mærkeligt at nogen mennesker planlægger deres sommerferie et år i forvejen. Jeg kan godt selv lide at være i god tid, men jeg er virkelig dårlig til at lave aftaler så langt ud i fremtiden. På den anden side føles det også ret mærkeligt at gå på sommerferie uden nogen som helst planer. Vi er vant til at Steffen spiller festivaller i sommerferien, og derfor bliver vi altid hjemme i Danmark - staycation, har jeg hørt at det hedder - og vi nøjes med at tage til Samsø. I år når vi dog kun over i sommerhuset i et par dage da Steffen skal spille i Tunesien, så pludselig havde vi tre ugers sommerferie på hånden og meget få planer.
Vi har længe snakket om at vi gerne ville til Skagen, hvor vi mødtes for seks år siden, men det er svært at finde overnatning med få dages varsel i højsæsonen, så jeg bookede i stedet et hotelværelse i Hanstholm, som på Danmarkskortet kun ligger et stenkast fra Skagen. Det skulle så vise sig at være et 180 km. langt stenkast - ad små, snoede veje - men lad nu det ligge.

Sandormen

Vi kørte direkte til Skagen, for jo længere nordpå vi kom, desto bedre blev vejret, og toppen af Danmark skal helst opleves i solskin. I Skagen spiste vi lækker frokost og store is, og nød at slentre rundt i de små gader med de karakteristiske gulmalede huse. Herefter kørte vi så langt nordpå vi kunne, parkerede bilen og tog Sandormen helt ud til Grenen for at se bølgerne slå sammen. Ludvig var vild med det! Både at det var varmt nok til at smide sandalerne og springe i det lune vand, men også at det var muligt at stå på spidsen af landet, med én fod i Skagerrak og én fod i Kattegat. Det er en fantastisk oplevelse hver gang. Vi gik langs vandkanten tilbage til bilen, og havde det ikke været fordi det var ved at være sovetid for Severin, kunne vi snildt have brugt et par timer mere i det kridhvide sand. Vi bliver nødt til at komme derop igen inden sommeren er ovre; jeg elsker den plet.

Fantastisk vejr på Grenen

Efter turen til Grenen kørte vi mod Hanstholm, som ligger lang pokker i vold. Den køretur trak virkelig tænder ud, men børnene sov heldigvis, så det var kun Steffen og jeg der blev mere og mere utålmodige i takt med at vejret blev dårligere og dårligere. Og endelig nåede vi frem til hotellet, som var fint, uden at være prangende; men resten af Hanstholm, det var blot et hul i jorden. Kæft mand, et kedeligt sted! Heldigvis kan vi godt lide at trave lidt rundt på må og få, så når vi ikke satte det ene efter det andet lækre måltid til livs i hotellets restaurant, så var naturpatruljen fra Risskov på udflugt i den nordjyske, rå natur. Faktisk ville jeg godt have udforsket Nationalpark Thy lidt nærmere, men der må være grænser for hvor meget hedelandskab man kan tillade sig at tvinge en 5-årig igennem, ikke?

Hanstholm Fyr og Nationalpark Thy

Cold Hawaii (Klitmøller)

Da vi kom hjem fra det nordjyske, tog vi i  Friheden. Ikke så snart havde vi betalt overpris for tre gange turbånd, før end himlen åbnede sig og regnen væltede ned over Århus. Simpelthen så pisse typisk! Heldigvis var vi bevæbnet til tænderne med regntøj, gummistøvler, paraply og regnslag, og vi nægtede at bukke under for det utilregnelige danske sommervejr. Til gengæld forsøgte vi at løfte stemningen med is og pølser og sodavand og popcorn og candyfloss. Vi skulle bare have en dejlig dag, vejret til trods; og det endte faktisk med at være en rigtig hyggelig tur. Vi vender stærkt tilbage når vejret har lært at opføre sig ordentligt.

Forude venter turen til Samsø, som vi har glædet os til længe. Samsø minder os om sol og fødselsdag og god musik, så vi kan næsten ikke vente med at komme afsted og gense familie og venner. Jeg fylder 31 derovre og Steffen spiller på festivallen, så det bliver festligt og farverigt. Uh, man sku' ha' sommerferie hele året!

Lille snitte på Stadion Allé
Det eneste billede vi fik knipset på vores tivolitur - og så stod det ellers ned i stænger

Igår var vi til bryllup hos min veninde og hendes kæreste; nu ægtemand. Mormor og morfar var så søde at afbryde deres ferie for at sejle hjem og passe Ludvig og Severin mens vi var til abefest, og det er vi så taknemmelige for, for det er virkelig sjældent at Steffen og jeg har mulighed for at komme ud sammen i weekenden, og brylluppet igår ville vi ikke gå glip af.

Jeg ved ikke om det stadig er noget hormonbetinget, men jeg har simpelthen så let til tårer efter Severin kom til verden, og åbnede derfor for sluserne allerede inden vielsen var begyndt, da min veninde trådte ind i kirken i den smukkeste Marianne Carøe-kjole. Og da de sagde ja til hinanden. Og da de trådte ud af kirken som mand og kone. Og da gommen holdt tale. Da det endelig blev brudens tur til at holde tale, og en meget følelsesladet en af slagsen, var jeg klar til at smide mig i fosterstilling på gulvet og hulke igennem. Kæft mand, det var smuk!

Jeg eeelsker bryllupper, og hver gang vi deltager i et, bliver jeg mindet om at jeg ikke helt fik indfriet mine egne bryllupsdrømme. Jeg ville så gerne have haft en fin, hvid kjole og have været i kirken. I stedet gik der praktik i den, og vi blev viet på rådhuset og tog på Sway og drak White Russians bagefter. Det var småt og hyggeligt, som vi ønskede det, men vi bliver simpelthen nødt til at holde et brag af en fest en dag, og bruge alle pengene på god mad og virkelig fede bands. Vi gør det sgu!

Tillykke, Nina og Simon!

Severin 1 år

Hurra! For et par uger siden var det lille Tvebaks fødselsdag!

Tænk sig, at den lille klump lykke allerede har boet hos os i et helt år. Akkedog, hvor tiden flyver.

I dag er det præcis et år siden at jeg var gået fem dage over tid, havde fået lovning på at blive sat i gang, men skuffet måtte forlade Skejby Sygehus uden skyggen af hindeløsning eller stikpiller. Alligevel havde jeg småveer da vi kørte hjem, for jordemoderen havde moslet rundt deroppe og gjort et eller andet der fik mavsen til at gøre avs. Jeg synes selv, jeg har en god realitetssans, men så snart jeg får veer bliver jeg naiv og tænker at jeg da ikke er i nærheden af at føde. Nej nej du, de her veer går i sig selv igen og så føder jeg først 14 dage over tid, skal du bare se, fik jeg sendt Steffen afsted med dengang vi ventede Ludvig. Tag du bare ud og spil i den anden ende af landet. Og det gjorde han så. Næste morgen var to blevet til tre.

 

Lille fødselar, juni 2011 og juni 2012

Det var det samme da vi ventede os Severin. Jeg fik veer så snart jordemoderen var færdig med hvad hun nu end foretog sig i den afdeling, og jeg tog hjem og gloede fjernsyn. Jagene i vommen var regelmæssige, og selvom de gjorde ondt, strejfede det mig ikke rigtig at jeg var i fødsel, så jeg svingede mig i sadlen og cyklede i Netto; og så snart jeg kom hjem gik jeg i gang med at pudse vinduer. Et par timer senere lå jeg på fødegang 3 og bandede og svovlede, og skreg og pressede.

Da Ludvig blev født fik vi en laaang skrivelse fra fødegangen om alt hvad der var sket i fødselsforløbet. Der var både tid til epidural og en lille lur, og jeg sms'ede med veninderne og havde tid til at forberede mig på det der skulle ske. I Severins fødselsjournal står blot at vi ankom til hospitalet lidt over midnat, at jeg begyndte at presse kl. 02.05 og otte minutter senere blev tre til fire. For saddan, det gik stærkt!

Og så blinker man en enkelt gang og så er der gået et år, og vores petit bébé er ikke længere hverken petit eller bébé. Nu er han et rigtigt barn, som Steffen kalder det.

Severin sov længe på sin fødselsdag, hvilket var dejligt, men det gjorde desværre også at så snart det var slut med fødselsdagssang og gaveudpakning, måtte vi sætte morgenrutinerne på fast forward og blæse ud af døren for at nå 1-års undersøgelsen hos lægen. Der var kø hele vejen fra Risskov til Århus og det pissede ned, så da vi endelig kom halsende ind til lægen, var klokken så mange at der ikke var tid til andet end vaccinationer, og dem tog Severin til gengæld i stiv arm, og fortrak ikke en mine da doktormanden stak. Han sad blot og kiggede stift på lægen, og jeg sværger jeg så ham mime Is that all you got, wimp? Bring it on! Seje, lille Severinsen. Selve undersøgelsen måtte udsættes til en gang efter ferien, så de af jer, der sidder som på nåle for at høre hvor lang Severin er og hvad han vejer nu, I må væbne jer med tålmodighed. Nå, ingen?

En storebror hjælper til

Efter lægebesøget trillede vi ned i byen og brunchede den imens lille fødselar sov den ud i barnevognen ude i regnvejret. Det var mørkt og efterårsagtigt hele dagen - præcis som for et år siden. I hvert fald er jeg pakket ind i store uldne trøjer på de fleste billeder fra hospitalet - så hele dagen var jeg hensat til den dag Severin kom til verden i raketfart og vendte op og ned på alting.

Egentlig har jeg slet ikke tid til at blogge, for jeg har ferie og har travlt på Instagram. Det var Louise, der lokkede mig i fordærv, og jeg er viiild med det. Det er simpelthen så hyggeligt at se små hverdagsbilleder fra her og der og allevegne. Jeg hedder vannorde derinde hvis du vil med på en kigger. Ses vi?

 Den her går ud til den kære gudmor Mie, som synes at forældre der uploader billeder af børn med madrester i ansigtet

er noget af det mest tåbelige. Vi er tilbøjelige til at give hende ret