London

Bellevue Strandpark

Vi havde en fantastisk dejlig sommerferie, men efter blot et par uger tilbage på pinden ude i børneren, har jeg fuldstændig glemt hvad vi har foretaget os i feriedagene. Ægte. Det er fuldstændig slettet fra harddisken; og det føles allerede som hundrede år siden vi havde fri. Er det ikke snart efterårsferie?
Jeg synes, det var træls og hårdt at starte på job da min barsel sluttede, men at starte på job efter kun tre ugers ferie, var mindst dobbelt så træls. Hverdagen ramte os som en stor, tung forhammer lige mellem øjnene, og vi har ikke rigtig fundet fodfæste endnu. Vi er stadige trætte når vækkeuret ringer, det kommer stadig bag på os at madpakkerne skal smøres og vi halser afsted for at nå det hele.

Jeg har stadig Sommerferie - Part II liggende på computeren, næsten klar til udgivelse. Den kommer når jeg en gang husker hvad det var vi fik tre uger i juli til at gå med...

Bellevue Strandpark

Noget jeg til gengæld har helt frisk i hukommelsen, er min lille sviptur til Londonton med gudmor Mie. Jeg kom hjem i går aftes efter selv at have taget toget til Stansted, selv at have fundet vej i den virkelig indviklede lufthavn og selv at have klaret flyveturen hjemover med mild panik og kun en lille smule sejlende indvolde. Jeg er meget stolt af mig selv. Og jeg, der ellers aldrig rejser længere end til Samsø...

Jeg er i det hele taget ikke meget for nogen som helst slags lufttrafik. Jeg har kun fløjet ganske få gange i mit liv, og jo længere tid der går imellem hver flyvetur, desto større bliver angsten for at falde ned og dø. At jeg har set samtlige afsnit af Air Crash Investigation på Discovery Channel gør ikke mit anstrengte forhold til flyvning et hak bedre. Heldigvis klarede jeg den; både ud og hjem. Men jeg sad skam også og lavede venepumpeøvelser hele vejen over Nordsøen for ikke at få en blodprop i benet, som kunne rive sig løs og sætte sig i lungen; og hele vejen hjemad, trykkede jeg næsen flad mod flyruden for at holde øje med at i det mindste venstre motor ikke pludselig brød i brand. Better safe than sorry, ing?

Store, fantastiske, farverige, ildelugtende, spændende, beskidte London

Og ikke så snart var jeg nået til England, før end der tikkede sms'er ind hjemmefra, om at Severin var begyndt at gå. Heldigvis nåede jeg at være vidne til hans første spæde forsøg på at komme fremad på to ben, inden jeg tog til London, men hans første serie af små bitte babyskridt, den gik jeg glip af.
Men altså, fra nu af går det stærkt. Han er præcis 14 måneder gammel i dag, og rejser sig konstant op, står og svajer lidt og så kaster han sig frem uden først at tjekke om der står en mor eller far klar til at gribe ham. Det er ret så spændende at følge med i hvordan han for hver dag bliver lidt mere nysgerrig på verden omkring sig, lidt mere sikker på benene og lidt mere stolt af sig selv. Min lille, glade baby tumling!

Ludvig derimod er ikke specielt nysgerrig på verden eller stolt af sig selv. Tværtimod er han startet til fodbold og det er ingen succes. Han glæder sig ellers hver onsdag til at iføre sig sit fodboldtøj og komme over til sine fodboldkammerater på banen, men så snart vi kommer derover vil han ikke være med, men kun sidde hos Steffen eller jeg; og prøver vi at skubbe lidt til ham for at få ham med, bliver han dybt ulykkelig og bryder ud i tårer. Man behøver næppe være den store børneekspert for at se, at det barn selvfølgelig ikke skal gå til fodbold. Jeg var også imod det lige fra start, for jeg synes han er for lille til at skulle forpligte sig til sådan noget, men han ville jo så gerne, og så skulle det selvfølgelig prøves af. Det er det så blevet nu, og så er vi den erfaring rigere. Fodboldverdenen må klare sig uden Ludvig.

 Sidst, men ikke mindst, har vi været til en super fin og gennemført barnedåb for baby Marius.

Jeg glæder mig til at se om der mon snart kommer et indlæg ud af den festlige søndag. Gør der snart det, hva' Marlene? Gør der?