Barnedåb

Jeg græd ikke. Ikke det mindste. Så har vi da det på det rene. Det var ellers en ret smuk dåb, synes jeg; og i virkelig smukke omgivelser. Risskov Kirke er bare så fin! Men jeg havde mere travlt med at bide mig i tungen for ikke at hvæse af den møgunge, som snakkede, hylede og på alle måder forstyrrede dåben, end at knibe en tåre over lille, fine Severin, som klarede det hele så flot. Han sagde ikke en lyd under hele gudstjenesten, skønt det var langt over ammetid, og han havde endda overskud til at stikke præsten et smil da han havde fået vand i håret. Men ham der larmeungen altså...nej, det var nok nærmere hans forældre den var gal med...åh, jeg orker alligevel ikke at skrive om dem. Det er den samme sang som så mange gange før. I kender typen.

Risskov Kirke er i øvrigt en helt almindelig herskabsvilla, som man en gang i 30'erne smækkede et våbenhus og et kirketårn på. I 90'erne moderniserede man kirkerummet, så det nu fremstår lyst, let og indbydende, som en kirke bør være. In your face, Ellevang Kirke! Det er et meget moderne kirkerum, men selv sådan en gammeldags pige som mig, som mest af alt er til gamle landsbykirker med kalkmalerier og guld og sår'n, synes det er fjong. Og så blæse være med at døbefonten ligner en frugtskål fra Bodum.

Der var tre børn som blev døbt i Risskov Kirke i søndags, hvor præsten prædikede om Jesus som græd. Det sagde hun allerede hun ville da jeg sad og tudede på hende til dåbssamtalen; men hvorfor han græd, nåede jeg ikke at få med for, jeg sad sådan og småfilosoferede over dette og hint i kirken; om dengang Ludvig var lille og blev døbt, og om hvordan min egen dåb mon havde været. Og det var lige præcis her jeg, under normale omstændigheder, ville begynde at flæbe, havde det ikke været for ham den larmende og forstyrrende snotunge, som en af de andre familier havde slæbt med. Nogen skulle have givet ham buksevand i døbefonten.

Der eksisterer i øvrigt ikke et eneste billede af mig fra da jeg blev døbt. Ingen overhovedet. Det glemte de gamle i farten. Ellers havde det været perfekt at indsætte et her. Der blev vist heller ikke rigtig taget billeder af onkel Jess da han blev døbt. I stedet tog mine forældre et billede af ham flere måneder senere, hvor de med møje og besvær fik skubbet ham ned i den nu alt for lille dåbskjole. Det var andre tider dengang, hvor et kamera vejede flere kilo og man skulle spare på filmen. I dag er det lige omvendt, og vi har taget så helt utrolig mange billeder af Severin på hans dåbsdag, og fået tilsendt endnu flere fra gudmor Mie og fadderne.
 

Severin blev puttet så snart vi kom hjem fra kirken, og han snorkboblede i 4½ time, så vi havde masser af tid og fred og ro til at spise lækker mad og hygge med vores gæster. Der er ikke en finger at sætte på Severins timing. Den er intet mindre end perfekt, simpelthen. Det hele klappede faktisk. Til gengæld fik vi ikke taget et eneste billede af vores gæster, og Severin ser eddikesur ud på de fleste af de billeder han er med på, men vi havde en glad dag, som vi sent vil glemme.

Nu er den fine dåbskjole, som gudmor Mie syede til Ludvig for fire år siden, pakket væk igen, og det er helt sørgeligt at vi har brugt den for allersidste gang. Jeg bliver faktisk lidt tung om hjertet ved tanken. Jeg ved ikke hvorfor, for det er jo bare en kjole; men nu er den pakket væk, og jeg vil passe godt på den til Ludvig og Severin en dag selv får børn, og måske får brug for en dåbskjole.

Hurra for en hemmelig odder!

Så er vi tilbage i Jydeland igen, og ahh hvor er det rart. København er spændende og charmerende - på afstand - men når man står midt i den, så er den en stor, beskidt kælling. Jeg er ingen fan. Og vi havde naturligvis kun været i byen et par timer, før en parkeringsbøde sad i forruden og grinede af os. Tak for gæstfriheden, røvhuller!

Gudmor Mies lejlighed er dog superfin og hyggelig, og udover en tur med bus nr. 10 (48 dask for at køre et par stop. Er I da helt og aldeles fra snøvsen derovre?) og seks timers vaden rundt i Tivoli, så har vi holdt os i vores lille, lånte hule på Vesterbro. Den første nat i hovedstaden vågnede Ludvig med feber og et øre, der flød. Lykkeligvis havde jeg husket farmaka og vi fik hurtigt natteroen genoprettet. Dagen efter var vi noget i tvivl om det var så superfed en idé at slæbe Ludvig med i Tivoli, men jeg kunne næsten ikke bære at han skulle snydes for endnu en forlystelse (jfr. turen til Aalborg Zoo), så vi kom afsted og havde faktisk en super dag sammen med alt det andet turistikum. Den følgende nat blev Severin så snotforkølet at han rallede og snorkede og vågnede grædende flere gange i løbet af natten. Stakkels børn!

På Rasmus Klump restaurant. Hyggeligt sted - fesen mad!

Alletiders legeplads! Sådan én gad vi godt at ha' i 8240

Man kan godt se at Ludvig ikke var helt frisk, ikke?

Ludvig smagte candyfloss for første gang. Instant love!

Severin er forlængst på højkant igen, men Ludvig har været syg lige siden vi kom hjem fra København; kun afbrudt af en feberfri weekend med mormor og morfar på Samsø, hvor han naturligvis ikke fejlede det mindste. Igår var første dag han er afsted i børnehaven, ellers har han bare ligget helt slatten og febberramt herhjemme og gloet tegnefilm.

Min dejlige, gamle farmor - må hun hvile i fred - kom fra England, og skønt hun boede i Danmark i mange år, lærte hun aldrig rigtig at tale dansk. Hendes sprog var mere henad dansk-engelsk som det de snakkede i 'The Julekalender' i 90'erne, hvilket gav mange sjove ord og sætninger. Heldigvis nåede hun at opleve både Ludvig og fætter Vitus inden hun døde for to år siden. Ludvigs navn havde hun tjek på, men Vitus kaldte hun som oftest him with the funny name eller him the other, som af uransagelige årsager blev til hemmelig odder.

Og forleden blev den hemmelige odder 3 år. Det føles som var det igår vi var på Skejby og hilse den lille ny verdensborger velkommen til verden; og lige om lidt skal han være storebror. Chok, hvor tiden render, hva'?

Ludvig og fætter Vitus, august 2008 og august 2011

Mutter og feberramt ælling på besøg hos 'him with the funny name'

Severin skal døbes på søndag, og igår var præsten forbi for at gennemgå dåbshandlingen med os. Ret fin service at præsten sådan rykker ud, men som jeg har skrevet tidligere, så er de simpelthen bare så skidesøde dernede i Risskov Kirke - i modsætning til andre kirker her i sognet; og så snakker vi ikke mere om dét, for man skulle nødig komme i bad standing hos Gud lige her op til dåben.

Jeg kom i øvrigt til at hyle mens præsten var her. Det må helt klart være noget hormonbetinget, men jeg er bare så taknemmelig for vores liv. At Steffen og jeg har hinanden, og at vi har to velskabte og helt vildt søde børn, og at vi, selvom vi ind imellem får spat af hinanden, ikke får så meget spat, at vi er nødt til at blive skilt. Alt det ramte mig lige midt i dåbssamtalen - og så flæbede jeg. Præsten kunne heldigvis godt rumme det, men altså, hvis jeg ikke en gang kan tøjle mine følelser på sådan en kedelig onsdag eftermiddag, hvordan skal det så ikke gå til dåben? Jeg kommer højst sandsynlig til at hulke mig igennem hele gudstjenesten; nøjagtig som da Ludvig blev døbt.

Men nu er vi simpelthen også så klar til den dåb som vi overhovedet kan blive. Gudmor Mie skal naturligvis også være gudmor for Severin, verdens bedste faddere er kørt i stilling, maden kommer udefra så vi ikke skal stresse over at stå i køkkenet selv og dåbskjolen hænger klar i skabet, helt nypresset og fin. Orv, jeg glæder mig!

København, be' din sidste bøn!

Severin er nu 7 uger gammel

Kaptajn og mandskab melder alt OK her fra Babyosteklokken. Severin er simpelthen så sød og nem, og dagene suser stadig afsted uden at vi laver ret meget andet end at amme (mig) og gylpe (ham). Heldigvis er tosomheden stadig hyggelig, og jeg savner slet ikke mit arbejde. Jovist savner jeg både børnene og mine kolleger, men jeg savner ikke stressede morgener, hvor vi blæser ud af døren for at jeg kan nå ud i børneren til tiden, for at lege og hygge med andres børn alt imens jeg savner mit eget afkom, så det gør ondt helt ind i hjertet. Det kunne være fedt hvis jeg kunne gå ned i tid når jeg en gang igen vender tilbage. Sådan en 20-25 timers arbejdsuge ville passe mig godt. Lige nu har jeg 30 timer om ugen, og det har fungeret fint, men nu er der jo pludselig dobbelt op på børnebestanden derhjemme, og jeg aner ikke hvordan jeg skal have energi og overskud til begge ællinger efter endt arbejdsdag.

I sidste uge var jeg ude i børneren og give besked om hvornår jeg har tænkt mig at ende min barsel. Jeg er så heldig at kunne nappe alle 46 uger selv uden at skulle dele med Steffen, som jo alligevel for det meste er hjemme, og det er jeg vildt taknemmelig for. Jeg tager alle 46 uger i ét stræk, og slutter nok af med en måneds ferie, så jeg først skal jobbe igen en gang i midten af juni næste år. Det' lige til at holde ud, ikk'?

Baby er glad!

Igår mødte jeg min mødregruppe for første gang. Vi mødtes hos mig, og det gik vel sår'n cirka meget fint. Det er altid lidt specielt når fem kvinder på nogenlunde samme alder, men med vidt forskellig baggrund sætter hinanden stævne; men snakken flød ubesværet - også efter sundheds-Ellen var kørt videre, og vi var på egen hånd. Severin er den ældste af børnene og jeg er den yngste af mødrene; og de er helt vildt søde, de andre. Men når man hører hvordan de har ligget og rodet med virkelig strenge fødsler, søvnløse nætter, søskendejalousi, begyndende kolik og videre i den dur, så føles det næsten helt flabet at fortælle, at denne her fødsel gik som smurt, at Ludvig ikke gakker ud og at Sev i øvrigt opfører sig eksemplarisk. Og jeg havde også bagt boller, hvilket nogle af dem gjorde opmærksom på ikke ville ske når vi skal mødes hos dem. Så nu er jeg bange for at de tror, jeg er sådan en der i virkeligheden er ved at falde fra hinanden, men febrilsk prøver at holde facaden med solstrålehistorier og hjemmebag. Men sådan forholder det sig jo ikke. Og det er altså heller ikke fordi jeg har trukket ja-hatten så langt ned om ørerne at jeg slet ikke ænser hvor besværligt det er at have en lille; jeg synes virkelig bare ikke det er hårdt. Lige nu. For når mellemørebetændelsen, mavepinen, den skyhøje feber, tandfrembrudet og tigerspringet slår sig sammen, så skal det sgu nok få skovlen under mig, og så synes jeg det er hårdt. Men lige nu? Piece of cake!

Så snart jeg ser mit snit til at stjæle fem minutter på sofaen, kommer ældste og mosler rundt oveni mig

Altså, nu skrev jeg godt nok at alt er fino her, og det er det såmænd også, men for nogle uger siden fik Sev for vane at gøre vrøvl næsten hver aften mellem kl. 21-23. Faktisk er det næsten ikke værd at nævne, for ligesom Ludvig, så er Sev utidig på den artige og næsten lydløse måde. Han skriger ikke, men grynter og vrider sig, og vil ikke rigtig andet end at hænge på mig eller Steffen mens vi går rundt i stuen. Det er ikke et stort problem, for vi har aggregater nok at bære ham i, men jeg syntes ikke rigtig nogle af dem var løsningen på vores problem. BabyBjörn'en sidder han godt i, og han falder i søvn så snart han kommer i den. Til gengæld er den umulig at sidde ned med når bebs endelig er faldet til ro. Så er der den fine ringslynge fra Kleinsmekker, som jeg købte da jeg var gravid, og som jeg havde glædet mig rigtig meget til at tage i brug; men jeg synes, den er megabøvlet og Severin ligger ikke godt i den, synes jeg. Han lader godt nok til at nyde at hænge i den, men det virker ikke rigtig for mig. Derfor netshoppede jeg i desperation en strækvikle. Den så så hyggelig ud, syntes jeg, og jeg ville gerne bære Sev mave mod mave. Og den er fantastisk! Så meget nemmere at styre end ringslyngen, og så lækker og blød. Og mindste går ud som et lys så snart han kommer i den. Nu er han godt nok stoppet med det der aftenbrok, men jeg er stadig dybt forelsket i strækviklen, og anbefaler den til alle som gider høre på min lovprisning. Mine bedste anbefalinger er hermed sendt videre.

Vi elsker strækviklen!

Sev gider heldigvis godt at gynge i megavuggen, og det ser SÅ hyggeligt ud!

Fugleuroen er lavet af det fineste papir fra Minimega og noget bjældeværk fra Panduro

Mindste falder tungt i søvn til Choir of Young Believers - ligesom vi andre. Zzzzz...

Jeg har sagt det før, men gentager gerne mig selv: Respekt til de enlige mødre! Altså, de af dem som klarer den uden at bryde sammen og uden at omsorgssvigte. De fortjener fandeme flødeboller og citronvand og en ordentlig krammer! Steffen har jobbet stort set hver dag siden Sev blev født - kun afbrudt af en lillebitte sommerferie - og jeg synes det er SÅ træls at have begge børn alene. Nu er de godt nok mønsterbørn begge to, og det har da heller ikke været værre end at vi både nåede at bage kager og spille spil uden at nogen af os gik op i limningen, men hold op hvor bliver det kedeligt i længden at skulle servicere sådan to undermålere i døgndrift uden at have et andet voksent menneske at snakke med ind imellem. I hele sidste uge var Steffen i studiet og på Skanderborg Festival - altså for at arbejde - og jeg er så græsenkeflad nu, at vi har besluttet at lege sommerferie lidt endnu.

Ludvig har længe snakket om at han gerne vil i Tivoli og se Rasmus Klump-land, så i morges parkerede vi Knirke i hundepensionen, og nu er vi lige kommet til Vesterbro, hvor vi har lånt gudmor Mies fine lejlighed. Severin har snorkboblet siden vi kørte hjemmefra og sover stadig, Ludvig er passificeret med Mumitroldene i flimsen, Steffen henter lækker mad og mutter her, hun har det så godt, at I ve' det!

Netop ankommet til hovedstaden, og suttetræningen fortsætter