Kan I holde på en hemmelighed?

Den selvvalgte mødregruppe. Charlotte var ked af at hun var den eneste der ikke så fjollet ud på gruppebilledet

fra Ludvigs fødselsdag, og ville gerne have taget et nyt. Til gengæld er hun så den eneste der ser fjollet ud her

Kan I huske de der orn'li' syge hjorte jeg skrev om i forrige indlæg? Nå, men nu viser det sig, at der faktisk var en en lille pige på to år, som blev stanget så hårdt i ansigtet ude i Dyrhaven at hun røg op i luften og ind i et hegn. Og hun og hendes familie havde ikke forsøgt at fodre dyrene eller klappe dem eller noget. Bare lige pludselig - Bang! - så fik hun en pelset skalle. De er kogt oven i potten de dyr. Hva' sa'e jeg?

Nåmmen, så' gik den efterårsferie. Og ret så hurtigt endda. Og novra, hvor vi trængte til den. Steffen var forinden overbevist om at vi siger og skriver 2005(!), og jeg selv har også været lidt distræt på det seneste. Så det var mere end tiltrængt med ti dage at slappe af i, så man ikke kom til at hælde diesel på cykelvognen eller pludselig stod i 7 Eleven og opdagede at man havde glemt at tage bukser på.

Forleden udhulede vi det fine græskar vi købte med hjem fra Samsø. Derovre drukner de i græskar på denne årstid, så man kan få alle mulige flotte slags til det halve af ingenting, i modsætning til de kedelige og halvrådne man kan købe til overpris i supermarkederne her i byen. Egentlig virker det lidt tåbeligt at sidde og rage indmaden ud af sådan en skiderik, og det var i øvrigt heller ikke særlig hyggeligt, for det var koldt og klistret, og jeg havde travlt med at sørge for at Knirke ikke åd græskarkødet og at jeg ikke choppede mine pølser af i forsøget på at snitte et ansigt

Traditionen tro gør min ryg vrøvl når det er ferie. Jeg ved skisme ikke hvad der er med de rygstykker, men det er som om, at så snart jeg har sagt Hej hej og vi ses om en uge til kollegerne, så begynder de at te sig. På feriens første dag satte jeg mig op i sengen og så sagde det knæk. Afsted til fysioterapeuten, som hev og sled og skød med laserpistol, og i øvrigt bad mig sige til når jeg kunne mærke at det spændte omkring korsbenet. Korsbenet? Som om der er nogen uden for medicinsk fakultet som ved hvor den skiderik sidder. Nå, men efter anatomilektionen ilede vi til Samsø, hvor vi havde et par skønne dage. Jeg lavede absolut intet andet end at ligge i alkoven og hvile min ryg og sove sove sove. Hold op, hvor fik jeg hvilet ud. Mere om det soveri længere nede i indlæget.

Ludvig blev på Samsø da vi rejste hjem, og ferierede således alene hos mormor og muffi i tre dage inden vi endelig fik ham hjem igen. Steffen og jeg har nydt at være barnløse. For selvom Ludvig er det nemmeste og artigste barn i byen, så er her bare en helt særlig ro over huset når kun Steffen og jeg er hjemme. Det er en kæmpe gave at have så gode babysittere ved hånden, og vi har virkelig nydt tosomheden. Og så alligevel så gav det et stik i hjertet hver gang ællingen ringede hjem og fortalte at han havde spist ris og været i skoven og må jeg godt sige farvel nu, mor? Nååårh...

Inden Ludvig kom hjem nåede vi en sviptur til Lønstrup. Steffen skulle spille deroppe, så vi indlogerede os på hotel og havde egentlig planlagt at vi rigtig skulle have en kæresteudflugt som i gamle dage før Ludvig kom til verden. Men da det kom til stykket orkede jeg ikke at tage med til koncerten, men blev i stedet på det røvsygeste hotelværelse og så medbragte krigsfilm på Mac'en. Og dagen efter vågnede vi til et Nordjylland badet i solskin, men vi orkede end ikke en tur til stranden. Vi ville bare hjemover. Så vi fik sammenlagt fire hyggelige timer sammen på motorvejen, en hyggelig aften hver for sig og det var så den kæresteudflugt.

Årets sidste soft ice konsumeres ved gadekæret i Nordby, Samsø

...og den skal nydes!

Jeg er forresten svanger. Det var egentlig ikke meningen at vi ville offentliggøre det før jeg har overstået den første scanning, men så var der et barn i min børnehave som overhørte en samtale om mine lykkelige omstændigheder, og hun sladrede til sin mor som så måske - måske ikke - har sagt det videre til forældrerådsmødet igår. I hvert fald kom flere par forældre og lykønskede mig på job i dag. Og selv min fysioterapeut er delagtiggjort i vores ikke længere så hemmelige hemmelighed. Han spurgte direkte om jeg var med rogn, for det skulle han vide for at kunne give den bedst mulige behandling af rygstykkerne. Og ja, nu ved I det så også.

Jeg er kun 6 uger henne, så det kan jo i og for sig stadig gå begge veje; men vi håber og tror at tredje gang er lykkens gang, og at bebs bliver siddende hvor den skal. Min veninde - hende med udtrækssengen - er også lyksageliggjort, og er et par uger længere henne end jeg. Det er helt perfekt at vi kan følges ad, og vi har allerede været til børnebazar i Stadionhallen for at fejre de gode nyheder; men det var skisme godt nok en skuffelse af de helt store at give en flad halvtredser for at vade rundt i en håndboldhal og se på tøj med Spiderman og Hello Kitty og videre i den dur. Hold op, hvor var vi skuffede over udvalget. Min veninde gik tomhændet derfra, og jeg selv investerede blot i to graviditetstoppe og en fransk hotdog. Og det er sgu ikke fordi lysten til babyshopping ikke er der. Tro mig, jeg har lavet liste op og liste ned over lækre ting og sager jeg må have fingrene i inden 24. juni, som er den foreløbige termin.

Kommende storebror er stadig lykkelig uvidende om at endnu en van Norde er på vej. Han sagde en dag - helt umotiveret -

"Jeg gider ikke ha' en baby. De er så lille" Ha, han skulle bare vide hvad der venter ham

Det gode ved at være gravid for anden gang er, at man er blevet klogere siden første gang. Forhåbentlig. Nu står man ikke i BabySam og siger Hoved-hale-fad? Siger du, det er et must-have? Jamen, så stik mig sådan et eller tror at fosteret allerede har udviklet neuralrørsdefekter fordi man kom til at glemme folsyren en enkelt dag. Jeg er lidt mere loose omkring det hele denne her gang, men jeg er stadig på toppen over at være gravid. Novra, hvor er det fedt, altså!

Jeg har ingen nævneværdige symptomer, men kan tisse og sove på kommando, og er blevet forfalden til appelsiner og saltlakrids ligesom da jeg ventede Ludvig. Han voksede sig i øvrigt stor og stærk på en half-and-half af citrusfrugter og Nougatdrømme fra det nu hedengangne Spring's Bageri på hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade.

Kryds fingre for os, og forhåbentlig kan vi stolt fremvise et scanningsbillede af lillebrorsøster i december en gang.

Snot

Jeg har modtaget mine babytøjskøb fra Louise. Åh, så fint og kært det hele er.

Nu mangler vi bare én ting herhjemme. Hvad er det nu det er...bum bum...nå jo, en baby!

Kender I det at være så fyldt op i hovedet, at man ikke har overskud til sit eget barn? Det er hårdt at have det sådan, men i sidste uge havde jeg helle på sofaen og var fritaget for at skubbe Ludvig på sansegyngen og ligge på gulvet og bygge togbane. Jeg var helt kogt oven i knoppen efter at have været på det mest fantastiske kursus om sprog. Altså, om børn og sprog. Men i stedet for at begynde at bruge min nye viden i praksis, orkede jeg ikke andet end at flade ud på sofaneseren og spise hjemmerullede havregrynskugler, mens Steffen og Ludvig byggede hule på børneværelset. Jeg følte mig allerede som en meget bedre mor; også selvom jeg bare lå og ingenting orkede. Ha.
En af dagene skal I nok lige få et resumé, for jeg ligger altså inde med nogle ret gode fif omkring hvordan man får ungen til at makke ret uden at være underkendende.

Skøn solskinstur ved Ebeltoft strand i sidste uge

Ludvig er blevet passet hos mormor og morfar i weekenden, fra fredag til søndag, og vi klarede det ræddi godt, både Ludvig og jeg. Steffen skulle jobbe og jeg var inviteret til bryllup i Nordsjælland, så hunden blev hældt af hos fætter Vitus, og Ludvig i Skovby. Ludvig elsker at blive passet hos mormor og morfar, men jeg er jo ikke vant til at undvære ham en hel weekend, så jeg tænkte rigtig meget på ham mens jeg var væk. Vi har tilbragt stort set samtlige weekender sammen de sidste 3 år når Steffen har været ude at spille, så selvom det var en befrielse at være børnefri og sove helt til kl. 9(!) i lørdags, så savnede jeg Lille meget.

Jeg fik desværre ikke set mere af København end hvad jeg kunne skimte henover min brunch fra Café Norden lørdag formiddag, hvor jeg nød en velfortjent kolesteroltallerken med æg og bacon, og en overprized kop æblethe med et strejf af lime fra A.C. Perch's i Kronprinsensgade. Det smagte af lunken vand. Bah! Københavneri, si'r jeg bare! Man kan tage pigen ud af Jylland, men man kan ikke tage Jylland ud af pigen. Nå, men jeg fik set både Storkespringvandet, Højbro Plads og toppen af Christiansborg fra mit bord, og det var såmænd det. Og så fik jeg kørt i metro for første gang i mit liv. Altså, jeg har kørt i metro i London og Paris, ikk'; men det var første gang i den danske undergrundsbane, og jeg sad helt oppe foran med næsen presset mod ruden, og syntes, at det næsten var for godt til at være sandt. Bare Ludvig havde været med...

Pæn unge i pæn natur

Ludvig er syg. Han har været på vippen de sidste par uger med snotnæse og varm pande, men har været frisk og feberfri. Og så forleden nat vågnede han og græd og ømmede sig, og havde ondt i ørerne. Han kom ned i vores seng med masser af puder i ryggen, men lige lidt hjalp det. Først da han fik en Panodil i rumpen, kunne han slappe lidt af. Men inden han helt faldt i søvn, blev både Steffen og jeg sparket tilbage til dengang hvor Ludvig sådan virkelig døjede med mellemørebetændelse, og vi måtte ud og trille med barnevognen både hver og hveranden nat, for at få Lille til at falde til ro. Ned i Voksiposen med ham og pakke ham godt ind for vinterkulden, men alligevel give ham så tilpas lidt tøj på, at han ikke ville vågne når vi kom hjem og skulle pille det af ham igen. Det var et helvede, simpelthen. Og vi bandede og svovlede, ganske stille naturligvis, mens vi travede op og ned ad Besservej i de sene nattetimer. Og når det endelig lykkedes os at få ham til at sove, parkerede vi barnevognen i bryggerset og listede ind i soveværelset igen. Så snart vi var kommet under dynen, vågnede Ludvig med et vræl og så var det afsted igen. Jeg forstår ikke hvordan vi kunne holde til det. Men så fik han Gud ske tak og lov dræn, og vi fik nattero. Drænene er forlængst pillet ud igen, og vi krydser fingre for at det ikke har nogen betydning overhovedet. Lægen kunne godt se noget rødt inde i Ludvigs ene øre igår, men ikke nok til at ville udskrive penicillin, så vi håber håber håber at det går i sig selv igen. Vi har nemlig forlængst solgt barnevognen.

Og her blev vi gift for snart et år siden. Altså ikke ude i blæsten på torvet, vel; men inde i det lille dukkehus bagved

Så I dag har Ludvig og jeg hjemmedag. Og sådan noget lyder altid hyggeligere end det egentlig er. Jeg synes umiddelbart det lyder som lange gåture i efterårsskoven og lunt hjemmebag. I virkeligheden er det en vranten Ludvig, der hoster og snotter og pjevser og kommanderer; og mig, der prøver at bygge togbane og læse Den Bestøvlede Kat uden at snerre af undermåleren. Og så er der det ved Ludvig, at han ikke kan klare fornemmelsen af snot mod overlæbe. Alle andre børn tørrer næse i ærmet eller kører tungen henover "ellevetallet", og det er egentlig også lidt til den klammo side, men Ludvig derimod, han står mod tungen ud af halsen, det hvide ud af øjnene og laver bræklyde. Han hader simpelthen når næsen løber, så det er altid meget dramatisk herhjemme når han er snottet. For udover at piske rundt efter noget papir at tørre med, skal man også finde tid til at dø lidt af grin og i øvrigt sørge for at ungen ikke kaster op af bare væmmelse.

Anorak mig her og anorak mig der

Vi var i Dyrehaven forleden efter hhv. børnehave, job og hvad Steffen nu end fik sin dag til at gå med. Når solen skinner som den har gjort det de sidste par dage, så er efteråret noget af det smukkeste der findes, og da det var længe siden vi sidst havde været ude i den rå natur, trillede vi i Dyrehaven.

Men det er stort set lige meget hvad tid på året vi besøger haven, så hænger der en skrivelse ved indgangen om at sikahjortene er i en periode, hvor de kan finde på at sparke eller stange eller bide eller stikke en flad eller hvad ved jeg. Every fucking time, si'r jeg jer.

Risskov's finest

Og forleden ramlede vi så tilsyneladende ind i brunsttiden derude, hvilket også kan medføre sure miner i hjortebestanden. Og når man starter sådan en hyggelig skovtur med at blive mindet om at al færdsel er på eget ansvar og at dyrene er crazy, så går der lidt forsigtig-Per i den for mit vedkommende, og således zigzag'ede jeg mig selv og min familie igennem skoven for at undgå klammeri med de firbenede. Men uanset hvor vi gik, stod der en olm hjortefar på lur og ventede på en undskyldning for at maltraktere os. Jeg er fandeme ikke tryg ved de dyr, jeg er ikk'. Men vi havde en dejlig tur til trods for angstsved og hjertebanken, og Ludvig fik luftet en af sine fine, nye anorakker fra Mini A Ture. Den kom med posten samme dag, og den er endnu finere end forventet. Det er sommermodellen og det er først meningen at Ludvig skal tage den i brug til næste år, men med en varm sweater indenunder og et par opsmøgede ærmer, kan den godt gå an for nu.

2 x van Norde inspicerer Hakkebakkeskoven

Dagen efter kom posten så med vintermoddellen af samme Mini A Ture anorak. Med tykt, blødt foer og i en mere passende størrelse end sommerudgaven. Den er perfekt, og jeg er stadig helt høj over mine gode anorakkøb. Jeg har virkelig gjort en god handel der; og nu er vi helt klar til vinterens komme. Apropos tøjkøb, så sælger Kvickly lige nu de fineste blå og brune fløjlsbukser til drenge. Jeg har købt et par brune til Ludvig i dag til ingen penge, og de er så søde. Kvickly plejer ellers at have en noget fesen børnetøjsafdeling, men ind imellem kan man være heldig at finde nogle gode sager.

Psykopat-Bambi med mord i øjnene. Kan I ikk' se det?

I dag har vi været på etnisk lørdagsshopping. Steffen skal for en gangs skyld ikke ud og spille i aften, så den her lørdag er den første i lange tider - og den sidste inden jul - som er helliget familien, og det skal udnyttes til det maksimale, så vi startede fra morgenstunden af med en tur i Bazar Vest, som ligger i en nedlagt kedelfabrik ude i ghettoen i Brabrand. Bazar Vest er et stort marked med frugt og grønt, brød og kød, nips og tingeltangel, snabelsko og metervarer, kunstige blomster og halløj.

Ludvig har haft et putteritual fra han var ganske lille, som går ud på at vi skal snakke om hvad der er sket i løbet af dagen - lige fra morgenmaden af, så man kan være nødsaget til at springe et par kapitler over for ikke at stå og storytelle heonover højsengen hele aftenen - og hvad der skal ske den følgende dag. Igår aftes fortalte jeg at vi skulle til frugtmarked i Bazar Vest i dag, men jeg kunne godt se, det ikke helt bed på Ludvig. Han var sår'n i omegnen af ganske uimponeret, så jeg fortalte vidt og bredt om de her spændende frugter som kun gror i de varme lande, men det var alligevel en kenne for abstrakt for Ludvig, så vi måtte have lys i dyreglobussen for at få visualiseret Mellemøsten. Nu ved jeg ikke så meget om længde- og breddegrader og sådan, men vi blev enige om at der i hvert fald er langt fra gravhunden til dromedaren på dyreglobussen - og så kan selv sådan en som jeg, der fik 5 i geografi, være med - og Ludvig fik lært lidt om det han kalder Ellemøsten.

Skrukhøne og søn

Nå, men så kørte vi mod bazaren i dag, og Ludvig var rigtig spændt på at komme derud. For at se dromedarer, sagde han. For jeg havde jo fortalt at der er dromedarer i de varme lande. Men vi måtte desværre skuffe ham med at der ingen dyr er i bazaren, og ungen blev pissetvær og gik rundt og brokkede sig over alt - ALT - derude, og sørgede for at vores stort anlagte familiehyggedag startede lidt træls.

Ludvig viser nyeste anorak på stammen frem i frugtbusken a.k.a. byens mindste og skæveste ævletræ

Ludvig er begyndt at snakke en del om "drengelegetøj" og "pigelegetøj", og den store forskel der er derpå. Og så ellers ikke et ord om at hans yndlingsfarve er rød, hans værelse er spækket med blomstertapet og legekøkken og at han elsker at lave perlehalskæder. Det er helt sikkert bare et eller andet vås han har opsnappet ovre i børneren. Børnehaven som vi i øvrigt stadig knuselsker. I sidste uge havde de wellnessdag derovre, og så havde børnene fået massage og gokkerne havde siddet og nulret en masse sure tæer på de af børnene som havde lyst. Der er billeder af det derovre, og det ser helt vildt hyggeligt ud. Den børnehave emmer simpelthen så meget af overskud. Vi er vilde med den.

Ungen er vild med nødder, og har lige blandet sig en hel pose; men der er ingen grund til at smile af den grund

når det eneste man vil er at se bare en lille bitte drommedar

Men - for der er et lille men - der er én dreng derovre, som jeg bare ikke kan klare synet af. Han er så pisseirriterende. Kontaktsøgende på den trælse måde, I ved. En dag jeg hentede Ludvig derovre, sad vi i sandkassen og snakkede lidt, og så kom ham her drengen og en anden svingende med deres sværd og råbte at de var riddere. Ja, jamen det ka' jeg da godt se, svarede jeg, og så snakkede jeg ellers videre med Ludvig. Drengene blev stående og gloede på os, og så tog ham den trælse sit sværd op til mit ansigt og maste det ind i kinden på mig. Bare sådan helt umotiveret. Og jeg havde aldrig før snakket med ham, så er det ikke bare simpelthen det mærkeligste at gøre ved en fremmed? Og altså, snothvalpen er vel omkring 5 år, så han burde jo kende til det der med grænser og sådan. Jeg daskede sværdet væk og fik sagt Stop med det der på en måde så han ikke kan have været i tvivl om at jeg mente det. Og her den anden eftermiddag sad møgøret og Ludvig og tegnede da vi kom ind på stuen. Inden vi overhovedet havde fået sagt hej til Lille, sagde snotungen Ludvig er her ikke. Og jeg havde så meget lyst til at tage ham i kraven og hvæse Dig, jeg kender din type og du knytter bare sylten LIGE NU, du gør! Jeg kan ikke fordrage de der børn der bare er all over the place og skal knytte en kommentar til alt og som gang på gang gatecrasher ens intimsfære, og som aldrig har lært forskel på op og ned, og nu er endt med at være sådan én som de andre forældre ikke kan li'. Øv altså. Han overskrider virkelig mine grænser, og jeg håber af hele mit hjerte at han holder gulerødderne fra Ludvig.