Neuro Lingvistisk Børne Programmering

Ludvig: Kernefamilie, kernefamilie, kernefamilie

Mor: Hvor har du det ord fra?

Ludvig: Sjælland

Ludvigs nyeste værk. Han havde hikke mens han tegnede; hvis I undrer jer over bulen i panden.

Og vi nærmer os snart en skitse til en tatovering. Bortset fra at ham her ser lidt skummel ud

Den lokale SuperBest afholder børneloppemarked på fredag, og vi har netop købe en stadeplads for den nette sum af en flad femmer. Jeg elsker selv loppemarkeder og Ludvig deler heldigvis min interesse. I hvert fald går han benhårdt til den når vi en gang om måneden er til marked på Ingerslevs Boulevard. Han går primært efter Playmobil og biler i alle afskygninger, og han er en ørn til at spotte dem.
I dag har vi støvsuget børneværelset og brændeskuret for gammelt legetøj, som vi kan sælge på fredag; men da det kom til stykket ville Ludvig pludselig ikke af med noget af det alligevel. Heller ikke det, som han ellers aldrig gider at lege med. Jeg er selv ret god til at smide ud, men Ludvig har åbenbart arvet Steffens vægelsind omkring det at skille sig af med ting. Jeg måtte flere gange undervejs i legetøjssorteringen minde Ludvig om, at alle de penge han tjener ved loppemarkedet, kan han bruge til at købe noget nyt legetøj for, og så endte det alligevel med at vi fik skrabet en kæmpe bunke bøger, puslespil, dvd'er, musikinstrumenter og andet skrammel sammen. Kom forbi og gør et godt køb på fredag; vi er ikke dyre.

Ludvig og far på tur i Mollerup Skov. De havde fået besked på at finde en stor gren til mig, som jeg kan male,

men kom kun hjem med den der lille, snoldede kvist. Tsk tsk tsk..

Ludvig har fået en vane med altid at skulle tisse så snart han er blevet spændt fast i autostolen og vi er trillet ud af indkørslen. Også selvom han kort forinden har været på toilet uden at kunne vride en eneste dråbe ud. Vi plejer at bede ham om at klemme sammen og holde sig til vi har nået vores bestemmelsessted, og så sidder Ludvig og klemmer knæene sammen til han bliver helt gasblå i hovedet og ikke kan mere. Den anden dag måtte jeg forklare ham, at det ikke var benene han skulle klemme sammen, men sådan nærmere inde i tissemanden et sted. Det ville mindste gerne have uddybet, så jeg kastede mig ud i noget med at han skulle forestille sig at han havde en lille dør i tissemanden, og den dør skulle altid være lukket og låst, undtaget når man sidder på toilettet, så må den stå på vid gab. Lidt langt ude NLP-agtig forklaring, men hvordan forklarer man ellers sådan en størrelse hvordan man kniber sammen? Forleden var vi ude at køre og Ludvig råbte med panik i stemmen at han skulle tisse. Så tænkte han sig om et øjeblik og sagde roligt Jeg lukker bare døren, mor. Døøøgtige mors dreng!

Ludvig klarede den lidt lange gåtur til og fra ruinen SÅ flot!

I eftermiddag har vi været ved Kalø Slotsruin. Der har vi været så mange gange før, men da var Ludvig for lille til at forstå hvad det hele handlede om. I dag var han dog vældig interesseret i hvordan ruinen var blevet ruin. Jeg syntes at kunne huske at det var noget med at stenene var blevet brugt til noget andet byggeri, og den information tog Ludvig virkelig til sig. Det var det eneste han ævlede om, det der med at nogen havde stjålet murstenene. Så da vi kom hjem måtte vi lige tjekke på nettet hvem der havde neglet murbrokkerne, og det var en eller anden Gyldenløve, som fik skidtet af Christian 5. og sejlede hele baduljen til hovedstaden. Man har da heller ikke andet end bøvl ud af de kjøwenhavnere, hva? Og Charlottenborg  ved Kongens Nytorv er altså bygget af gode, solide, jyske sten fra Kalø. Så ved I det.

Drengern' på de sidste sørgelige rester af slottet

"Hvem har taget murstenene?" pippede vores lille ælling 117 gange undervejs

Her har I den så, ruinen. Og ja, det er alt der er

Klar, parat, skolestart...om tre år

Det er efterhånden længe siden jeg første gang luftede idéen om at skrive Ludvig op til en privatskole, men nu er vi kommet et skridt videre og har sendt indskrivningsblanketten afsted.

Jeg har ikke meget fidus til de kommunale skoler. De fleste af dem er gamle og nedslidte, og det samme gælder lærerne. Og de nyudklækkede lærere, der skal tage over, er en flok grønskollinger. Jeg ved godt, jeg generaliserer så det står til alle sider, men jeg har altså bare én gang for meget mødt sådan en gang nedsunkent underliv med ravhalskæde, som allerede da jeg gik i skole, var metaltræt, men som tilsyneladende aldrig skal pensioneres. Eller den diametrale modsætning; den nyuddannede lærerinde, fuld af gode intentioner og masser af Jesper Juul-pædagogik i Eastpack'en, men som jeg på ingen måde kan forestille mig er i stand til at sætte sig i respekt over for en klassefuld møgunger. Og selvfølgelig findes der også fantastiske skolelærere, men dem må jeg skrive om en anden dag.

Mit ønske for Ludvig er, at han kommer i en skole med masser af sjov og god læring, engagerede lærere og gode klassekammerater. Jeg tror jeg allerede har fundet den perfekte skole. Jo jo, der er tre år til han skal i skole, bevares, men er der måske noget i vejen med at være på forkant, hva'?

Børnenes Friskole ligger her i byen, og udøver ifølge hjemmesiden en anti-autoritær, æstetisk opdragelse. Og ja, jeg kan godt høre, det lyder en anelse langhåret, men i det mindste er skolen ikke til den okkulte side som Rudolph Steiner Skolen, vi flirtede lidt med sidste år. På skolens hjemmeside har alle lærere skrevet en lille præsentation af sig selv, og jeg kan allerede lide dem alle sammen, hver og en; og skolens pædagogik og filosofi emmer af rummelighed og overskud i en sådan grad, at man helt får lyst til at indskrive sig selv i samme omgang.

Den lille entusiatiske håndvasker

Vi er så småt igang med at shine huset op her på Besservej. Med tryk på så småt, for her er faktisk ikke sket en skid siden Steffen lagde nyt gulv en gang i januar. Vi har længe været på vej væk herfra, fordi vi begge kunne tænke os noget større og noget mere landligt, men vi købte huset til overpris og forsøgte at sælge det igen midt i en jazztid (hø hø) krisetid, og det behøver man jo ikke at være boligspekulant for at regne ud, er noget møg. Og når alt kommer til alt, så er det her jo et alletiders hus, som passer meget godt til os - indtil der en gang kommer en bebs mere; så må vi enten sove i brændeskuret, sløjfe kontorhjørnet (nooo!) eller bede Ludvig finde en ungdomsbolig. Den tid, den pladsmangel. Og hvis Ludvig alligevel skal starte på den lokale friskole i 2013, ser jeg ingen grund til at fraflytte 8240 med det første.

Se hvad jeg fandt i annalerne. Det er taget fire dage før Ludvig kom til verden. Vi havde lige overtaget huset, og den hæk, den skulle bare væk.

Vommen ses ikke så tydeligt, men tjek lige de lårbasser der. 107 kg. rå ondskab bevæbnet med en hækkesaks.

Så tror da pokker Steffen ikke turde sige nej til de hvide sofaer

Huset fik en ordentlig overhaling da vi flyttede ind for tre år siden, og dengang var jeg meget hooked på at vi skulle have hvide sofaer. Steffen vidste ikke, at jeg i min højgravide tilstand var ganske upålidelig som selvudnævnt indretningsekspert. Alle vordende mødre har nemlig svamp i hjernen og bør ikke tage stilling til noget som helst før end de er nedkommet og igen er nogenlunde velforvaret. Havde jeg ikke været gravid dengang, havde vi heller aldrig købt det her hus. Så havde fornuften sparket ind og jeg havde ikke kun haft den forestående fødsel i hovedet. Nå, men gravid kvinde får hvad hun peger på og således er vi nu ejere af en kolos af en forhenværende hvid sofa.

Der gik ikke længe efter Ludvig var kommet til verden, før end han havde overgylpet hele arrangementet og siden har han sat utallige nutellafingre og kuglepensstreger hist og her. Betrækket kan pilles af og vaskes, men helt hvidt bliver det nok aldrig igen. Og da pelsraketten nu tilmed har menstrueret på samtlige hynder, er vi ikke sene til at beslutte, at sofaen må lade livet.

Jeg har fundet en flot og ganske praktisk sofa til 15.000 spir. Og vi snakker altså ikke lire her, vel. Det er kroner og ører. Problemet er at vi er sådan nogle, der ikke tager det så højtideligt om Ludvig kommer til at sovse møblerne ind i snot og marmelade, eller om vores venner lige skal have sig en skraber i sofaen. Der skal være plads til alle; men med en sofa til så mange penge, vil jeg jo ikke have ro i sjælen af frygt for at nogen vil grisse arrangementet til. Faktisk ville jeg slet ikke nænne at sidde i den selv. Så nu har jeg været på jagt efter en brugt sofa, som ligner den dyre udgave, men koster en sjettedel - og jeg har fundet den. Til gengæld er der også en anden, der er interesseret i den, så nu er der krig på Gul & Gratis, si'r jeg jer. Jeg skal bare have den sofa!

To be continued...

Ludvig laver det fineste kunst for tiden. Her en seksbenet tordensky og noget, som minder om Poul Pavas tegninger. De skal hænge over den nye sofa. Sådan i al beskedehed, så er han skidegod til at tegne og male, og det er noget, der varmer en kreamors hjerte

August 2009 - Vores lille hjertegryn til opvågning på intensiv

I går var det et år siden, at Ludvig blev opereret. Og jeg får stadig en knude i maven når jeg tænker tilbage på den forfærdelig tid, hvor Ludvig var syg og vi ikke anede hvad vi skulle stille op. Jeg vidste bare at der var noget galt med Ludvig, men lægen syntes sikkert vi var nogle tåbelige førstegangsforældre, og ordinerede blot saftevand; og siden har jeg ikke haft meget fidus til de kittelklædte hos lægevagten. Den nat lærte jeg hvad jeg egentlig godt vidste i forvejen; at man skal stole på sig selv og sin morintuition. Det kan godt være jeg ikke har en lang, medicinsk uddannelse, men jeg ved hvornår den er gal med mit barn. Og den var desværre helt gal med Ludvig for et år siden.

Det viste sig at være noget, der hedder Meckels Divertikel, som er en udposning på tyndtarmen, som opstår når forbindelsen mellem tarmen og navlestrengen ikke lukker fuldstændigt under fostrets udvikling. Derudover havde han en eller anden udefinerbar streng af en art dinglende inde i sig, som havde viklet sig om tyndtarmen og lukket for al gennemgang. Ludvig var indlagt en uges tid og herefter startede han i vuggestue igen uden nogle mén. Kun et fint ar på strutmaven minder os om den kedelige oplevelse, som vi hellere end gerne havde været foruden. Men tænk at der er allerede er gået et år...

Torsdagstravetur på stranden

Grauballemanden, vi ses en anden gang!

Ludvig: Her lugter af komøgvasketøj...hæk
...og den duft kender vi jo alle, ikke?

Søndagstur i skoven

Så er vi startet i hhv. børnehave og børnehave igen, Ludvig og jeg. Faktisk har vi været i gang i 14 dage nu, og vi har haft så rygende travlt, at bloggen har fået lov til at passe sig selv. Første arbejdsuge efter ferien var slem at komme igennem. Steffen jobbede på Skanderborg Festival, og tossede derfor rundt i bøgeskoven det meste af ugen, mens Ludvig og jeg gik glip af det hele. Vi ville ellers gerne have været dernede, for der var masser af fede arrangementer for børn, men der var desværre ikke tid til andet end arbejde og søvn og en hulens masse madpakker, der skulle smøres. Denne uge er gået omrent lige så, men nu lakker det da Gud ske tak og lov mod enden, og vi ser frem til at holde weekend.

Det er gået nemt for Ludvig at starte i børnehave igen efter ferien. Vi havde ellers forberedt os lidt på, at vi måske skulle køre ham ind påny. Jeg havde som et minimum forventet en tårevædet afsked og at Ludvig ville klynge sig til mig. I stedet hev han mig i ærmet mens jeg snakkede med en pædagog, og sagde at nu ville han altså gerne sige farvel. Så stak han mig at kys og et kram, og løb ind på Månestuen. Og sådan har det været hver dag de sidste to uger.
En dag Steffen hentede Ludvig i børneren, havde han som vanligt spurgt ind til hvad Ludvig havde lavet og hvem han havde leget med osv. og Ludvig havde nødtvunget svaret på dette og hint, indtil han tørt sagde Nu gider jeg altså ikke snakke mere om det børnehaveri. Ha. Ta' den, Spørge-Jørgen!

Jeg har endelig fået malet amagerhylden fra Samsø, så den nu hænger helt blank og sort og fin i køkkenet

I søndags havde vi familiedag. Steffen var endelig hjemme fra bøgeskoven og jeg startede morgenen med at lave en lang liste over alle de ting vi kunne give os til. En rigtig stemmeseddel med afkrydsningsrubrik og det hele. Ludvig stemte for en tur i Tivoli og Steffen lige så, og kunne det jo være helt og aldeles ligegyldigt hvad jeg så havde lyst til at stemme på. Og det var iøvrigt en tur til Moesgaard Museum. Man forstår jo ikke hvordan sådan to raske drenge kan sige nej til at stå og trykke næsen flad mod ruden ind til Grauballemanden.
Ludvig kunne slet ikke sove til middag af bare spænding over at skulle i Tivoli, og var meget imod forventning i hopla derude til trods for at luren var skippet. Han plejer ellers at være ganske uudholdelig hvis det glipper med luren, men han klarede det så flot, og sad bare så fint og ventede på at vi var færdig med vores frokost i Sindings Have. Derfra havde han ellers udsyn til alle forlystelserne, men han var 94 cm. rendyrket tålmodighed og ventede pænt på os.
Og så skete det helt fantastiske, at vi mødte Ludvigs vuggestuekæreste Julia, som til vores store ærgelse ikke er startet i samme børnehave som Ludvig. Jeg blev helt varm om hjertet da jeg så hvor glad Ludvig blev over at se Julia - og omvendt. Nårh, de to små nisser, de blev helt forlegne og forfjamskede over at gense hinanden. Regnen silede ned, men fordi Julia og Ludvig endelig havde fundet hinanden, nænnede vi ikke at tage hjem.

Julia og Ludvig. Og der er ikke noget i vejen med at pigen er den højeste...

...vi kører samme tema herhjemme

Ludvig har nu været blefri om dagen i et par måneder, og potten er skiftet ud med et lille børnetoiletsæde. Han kan godt sidde på toilettet uden det ekstra sæde, men kun hvis vi holder ham, for han er panisk angst for at ryge i tønden, og jeg kan godt forstå ham; han er jo en lille, mager pind. Toilettræningen går fint. Ludvig siger selv til når han skal tisse og han klarer stort set selv at komme op og ned, og at få vasket hænder. Han nægter dog stadig at lave lort på toilettet. Det gør han stadig helst i bleen; eller i bukserne ved et uheld. Forleden havde han lavet i bukserne, og da jeg forsøgte at krænge de tunge underhylere af ham og Ludvig fik øje på lorten, var han lige ved at kaste op. Han stod med tungen ud af munden og lavede bræklyde, og kunne slet ikke få sagt hvad han ville sige. Utroligt at én som vælger at skide sig selv ned af benene frem for at bruge toilettet, kan være så sart.
Da Ludvig skulle lære at bruge potten, måtte vi lokke lidt med vingummi og chokoladeknapper for at vride noget som helst ud af ham, og det virkede. Nu har vi igen taget bolchepædagogikken i brug, for Ludvig pure nægter at aflevere stort i toilettet. Men løfter om chokoladeknapper og halløj preller helt og aldeles af på ham nu, så vi har set os nødsaget til at hæve indsatsen, og hvis han kan aflevere en gang bummelum i toilettet, så skal vi i Fætter BR efter en brandbil. Altså, ikke hver gang han skider, m'kay? I onsdags kom det så endelig. Gennembruddet. Ludvig klattede i tønden. Og siden har han naturligvis ikke gjort det.

Årets første hindbær. Ludvig insisterede på at plukke det, men kom så i tanke om at han slet ikke kan li' bær,

og kylede det tilbage i hækken. Lille skarn!

Ja ja, han ER blevet klippet nu, okay?

Steffen og Ludvig var i kirke i min fødeby igår. Bortset fra at jeg kom til verden på det nu hedengangne Fødselsstiftelsen i Århus. Men altså, så barndomsby da. Da vi skulle have Ludvig døbt for nu snart tre år siden, troede vi at det var sådan indrettet, at man bare kunne udvælge sig lige den kirke man helst ville have forettet dåben i. Man vi havde kun adgang til Ellevang Kirke - som ligger klods op af Ludvigs børnehave og som er lidt for moderne til min smag - eller de kirker som Steffen og jeg er døbt eller konfirmeret i. Og ad omveje fik vi lov at låne Århus Domkirke, som er Danmarks længste og lige vel stor til en lille bitte barnedåb. Valget faldt på min kirke i Skovby.
I sidste uge fik Ludvig et brev fra kirken om at alle der er døbt i Skovby i 2007, kunne komme til børnegudstjeneste og aftensmad. Jeg var desværre anderswo engagiert, men Steffen og Ludvig tog afsted til børnegudstjeneste og efterfølgende Jesu Kristi legeme og -blod i præstegården, i form af pitabrød og saftevand. Ifølge rockfar havde Ludvig været artigheden selv. Han havde siddet pænt og lyttet og gjort fagter da de skulle synge om stjernerne og månen, og havde naturligvis ikke siddet og kastet med maden som nogle af de andre møgunger. Godt jeg ikke selv var med. Ellers havde det affødt et længere indlæg om at forældre burde tage sig sammen og lære deres børn nogle ordentlige manerer.
Normalerweise går vi kun i kirke juleaften, men det kan da egentlig godt være vi skal få taget hul på det med den kristne tro, som vi højt og helligt lovede at opdrage barnet i, hin augustdag i 2007.

Blegfisen foran Skovby Kirke

Sødebarnet i Guds hus