Klar, parat, skolestart...om tre år

Det er efterhånden længe siden jeg første gang luftede idéen om at skrive Ludvig op til en privatskole, men nu er vi kommet et skridt videre og har sendt indskrivningsblanketten afsted.

Jeg har ikke meget fidus til de kommunale skoler. De fleste af dem er gamle og nedslidte, og det samme gælder lærerne. Og de nyudklækkede lærere, der skal tage over, er en flok grønskollinger. Jeg ved godt, jeg generaliserer så det står til alle sider, men jeg har altså bare én gang for meget mødt sådan en gang nedsunkent underliv med ravhalskæde, som allerede da jeg gik i skole, var metaltræt, men som tilsyneladende aldrig skal pensioneres. Eller den diametrale modsætning; den nyuddannede lærerinde, fuld af gode intentioner og masser af Jesper Juul-pædagogik i Eastpack'en, men som jeg på ingen måde kan forestille mig er i stand til at sætte sig i respekt over for en klassefuld møgunger. Og selvfølgelig findes der også fantastiske skolelærere, men dem må jeg skrive om en anden dag.

Mit ønske for Ludvig er, at han kommer i en skole med masser af sjov og god læring, engagerede lærere og gode klassekammerater. Jeg tror jeg allerede har fundet den perfekte skole. Jo jo, der er tre år til han skal i skole, bevares, men er der måske noget i vejen med at være på forkant, hva'?

Børnenes Friskole ligger her i byen, og udøver ifølge hjemmesiden en anti-autoritær, æstetisk opdragelse. Og ja, jeg kan godt høre, det lyder en anelse langhåret, men i det mindste er skolen ikke til den okkulte side som Rudolph Steiner Skolen, vi flirtede lidt med sidste år. På skolens hjemmeside har alle lærere skrevet en lille præsentation af sig selv, og jeg kan allerede lide dem alle sammen, hver og en; og skolens pædagogik og filosofi emmer af rummelighed og overskud i en sådan grad, at man helt får lyst til at indskrive sig selv i samme omgang.

Den lille entusiatiske håndvasker

Vi er så småt igang med at shine huset op her på Besservej. Med tryk på så småt, for her er faktisk ikke sket en skid siden Steffen lagde nyt gulv en gang i januar. Vi har længe været på vej væk herfra, fordi vi begge kunne tænke os noget større og noget mere landligt, men vi købte huset til overpris og forsøgte at sælge det igen midt i en jazztid (hø hø) krisetid, og det behøver man jo ikke at være boligspekulant for at regne ud, er noget møg. Og når alt kommer til alt, så er det her jo et alletiders hus, som passer meget godt til os - indtil der en gang kommer en bebs mere; så må vi enten sove i brændeskuret, sløjfe kontorhjørnet (nooo!) eller bede Ludvig finde en ungdomsbolig. Den tid, den pladsmangel. Og hvis Ludvig alligevel skal starte på den lokale friskole i 2013, ser jeg ingen grund til at fraflytte 8240 med det første.

Se hvad jeg fandt i annalerne. Det er taget fire dage før Ludvig kom til verden. Vi havde lige overtaget huset, og den hæk, den skulle bare væk.

Vommen ses ikke så tydeligt, men tjek lige de lårbasser der. 107 kg. rå ondskab bevæbnet med en hækkesaks.

Så tror da pokker Steffen ikke turde sige nej til de hvide sofaer

Huset fik en ordentlig overhaling da vi flyttede ind for tre år siden, og dengang var jeg meget hooked på at vi skulle have hvide sofaer. Steffen vidste ikke, at jeg i min højgravide tilstand var ganske upålidelig som selvudnævnt indretningsekspert. Alle vordende mødre har nemlig svamp i hjernen og bør ikke tage stilling til noget som helst før end de er nedkommet og igen er nogenlunde velforvaret. Havde jeg ikke været gravid dengang, havde vi heller aldrig købt det her hus. Så havde fornuften sparket ind og jeg havde ikke kun haft den forestående fødsel i hovedet. Nå, men gravid kvinde får hvad hun peger på og således er vi nu ejere af en kolos af en forhenværende hvid sofa.

Der gik ikke længe efter Ludvig var kommet til verden, før end han havde overgylpet hele arrangementet og siden har han sat utallige nutellafingre og kuglepensstreger hist og her. Betrækket kan pilles af og vaskes, men helt hvidt bliver det nok aldrig igen. Og da pelsraketten nu tilmed har menstrueret på samtlige hynder, er vi ikke sene til at beslutte, at sofaen må lade livet.

Jeg har fundet en flot og ganske praktisk sofa til 15.000 spir. Og vi snakker altså ikke lire her, vel. Det er kroner og ører. Problemet er at vi er sådan nogle, der ikke tager det så højtideligt om Ludvig kommer til at sovse møblerne ind i snot og marmelade, eller om vores venner lige skal have sig en skraber i sofaen. Der skal være plads til alle; men med en sofa til så mange penge, vil jeg jo ikke have ro i sjælen af frygt for at nogen vil grisse arrangementet til. Faktisk ville jeg slet ikke nænne at sidde i den selv. Så nu har jeg været på jagt efter en brugt sofa, som ligner den dyre udgave, men koster en sjettedel - og jeg har fundet den. Til gengæld er der også en anden, der er interesseret i den, så nu er der krig på Gul & Gratis, si'r jeg jer. Jeg skal bare have den sofa!

To be continued...

Ludvig laver det fineste kunst for tiden. Her en seksbenet tordensky og noget, som minder om Poul Pavas tegninger. De skal hænge over den nye sofa. Sådan i al beskedehed, så er han skidegod til at tegne og male, og det er noget, der varmer en kreamors hjerte

August 2009 - Vores lille hjertegryn til opvågning på intensiv

I går var det et år siden, at Ludvig blev opereret. Og jeg får stadig en knude i maven når jeg tænker tilbage på den forfærdelig tid, hvor Ludvig var syg og vi ikke anede hvad vi skulle stille op. Jeg vidste bare at der var noget galt med Ludvig, men lægen syntes sikkert vi var nogle tåbelige førstegangsforældre, og ordinerede blot saftevand; og siden har jeg ikke haft meget fidus til de kittelklædte hos lægevagten. Den nat lærte jeg hvad jeg egentlig godt vidste i forvejen; at man skal stole på sig selv og sin morintuition. Det kan godt være jeg ikke har en lang, medicinsk uddannelse, men jeg ved hvornår den er gal med mit barn. Og den var desværre helt gal med Ludvig for et år siden.

Det viste sig at være noget, der hedder Meckels Divertikel, som er en udposning på tyndtarmen, som opstår når forbindelsen mellem tarmen og navlestrengen ikke lukker fuldstændigt under fostrets udvikling. Derudover havde han en eller anden udefinerbar streng af en art dinglende inde i sig, som havde viklet sig om tyndtarmen og lukket for al gennemgang. Ludvig var indlagt en uges tid og herefter startede han i vuggestue igen uden nogle mén. Kun et fint ar på strutmaven minder os om den kedelige oplevelse, som vi hellere end gerne havde været foruden. Men tænk at der er allerede er gået et år...

Torsdagstravetur på stranden