"Åh, hvor jeg - ih, hvor jeg - uh, hvor jeg vil"

Ludvig, Knirke og jeg nappede lige en sviptur til Samsø her i weekenden, mens Steffen alligevel var i Norge - Nååårve, ifølge Ludvig - og spille. Vejret var flot derovre, men jeg egner mig simpelthen ikke til sol og sommer. Jeg hader at svede, og hader at min surt optjente sommerferie nogle gange ikke kan bruges til andet end at ligge i skyggen med en kold klud på panden.

Jeg har fødselsdag her i juli, så jeg er vel en art sommerbarn. Bortset fra at jeg så faktisk er en efterårspige. Denne her årstid skal bare overståes i en ruf, så vi kan få noget efterårsstemning med støvregn og varm kakao, gummistøvler og gule blade på træerne. Og det kan kun gå for langsomt. Men bortset fra det med vejret, så havde vi en dejlig weekend på Samsø. Man kommer rigtig i sommerferiestemning derovre, og jeg er nu helt klar til at få overstået de sidste par arbejdsdage inden ferien sådan for alvor begynder for mit vedkommende.

Desværre døde kameraet for batteri få timer efter vi var kommet til øen, så det er ikke mange billeder vi har at vise frem i denne omgang

På søndag fylder jeg år. Steffen er i Norge og spille igen i weekenden, og Ludvig er jo ikke ligefrem typen, der henter morgenbrød og inviterer mig i byen, så det bliver en stille og rolig fødselsdag fejret i allerdybeste stilhed. Dog skal vi til 1- og 3-års fødselsdag den dag, så lidt fest og farver bliver der da.
Og så er jeg så edderheldig at have fået en tidlig fødselsdagsgave af mig selv. Det er muligt, begejstringen er absolut udelt, men jeg siger jer jeg var rørt til tårer da jeg pakkede kuverten op med denne her fantastiske skat i...

Fru Livas autograf! Hva' gi'r I?

Jeg har været die hard fan af Liva Weel siden '92, hvor DR viste miniserien Kald mig Liva med Ulla Henningsen. Jeg kan samtlige revyviser hun har sunget, og ved alt om damen.

Forleden fandt jeg Kald mig Liva på dvd i Tiger, og så blussede min idoldyrkelse op igen. Den har ligget latent i mig siden 90'erne, men jeg gakker helt ud over det i tiden, og giver et nummer så snart jeg kan se mit snit til det. Steffen er vist ved at være godt træt af mig, men han er for god af sig til at sige stop. Og så var det at jeg fandt hendes autograf til salg på nettet, og nu er den min min min. Jeg har vild optur over det, og har siddet og beundret den i dagevis. Det er min bedste fødselsdagsgave nogensinde.

Og nu til en efterlysning: Serien Kald mig Liva er udgivet i fire afsnit. Jeg kunne desværre kun opstøve de tre første i min lokale Tiger butik, men jeg må og skal naturligvis have slutningen med. Hvis du opstøver dvd'en med afsnit fire til en skaldet 20'er i din nærmeste Tiger biks, vil jeg mægtig gerne have fingrene i den. Jeg betaler naturligvis hele baduljen + porto + dusør. På forhånd tak!

Ludvig har konsulteret Doktor Bent i denne uge, og der er heldigvis intet at bemærke mht. ørerne. Ingen væske, ingen rødme, ingen ingenting. Og det er også som om den nedsatte hørelse er på retræte. Det er ikke så tit han råber Hva' satan? (Hva' sa'et han) længere, så vi må formode at lytteapperaterne er tip top nu.

Ludvig ville gerne have at jeg tog et billede af lommen på hans nye trøje, og det er hermed gjort. Flot lomme, ikke?

Efter et par småjusteringer i det logistikhelvede, som vores sommerferie efterhånden havde udviklet sig til, er alle brikker nu endelig faldet på plads. Vi starter på Samsø, hvorfra Steffen tager til Bornholm og jobber en enkelt dag, sejler tilbage og ferierer lidt mere med os. Fra Samsø sejler vi til Sjælland, hælder hunden af i en hundepension og nyder livet i København et par dage, hvor vi er så heldige at have lånt "onkel" Lasses fine lejlighed i Nyhavn.

Og så haber vi, at de der tovlige kjøwenhavnere, der har haft for vane at maje hinanden ned på åben gade, de lige slår koldt vand i blodet og tæller til ti mens vi er derovre, for vi skal skisme ikke blandes ind i noget bandehalløj. Eller er de helt holdt op med det skydepjat? Måske er det heller ikke lige i Strandgade i Nyhavn, de pløkker hinanden, vel?

Sødebarnet klar til børnehave

Det' art, baby!

Ja, og så ser bloggen jo pludselig lidt anderledes ud. Med lidt hjælp fra computerkyndige, fik jeg knækket koden og gjort mine billeder større. Man skal lige vænne sig til det, synes jeg, for de er pokker mig store, de billeder; men jeg tror, vi bliver glade for det i længden, hele banden.

Casual Friday

Vi startede sidste weekend med en tur hos vagtlægen. Ludvig havde løbet barfodet rundt i haven torsdag, og var kommet til at træde på en torn. Jeg troede ikke, at den havde sig sig fast, men fredag eftermiddag da vi hentede Ludvig i børneren, var der rødt og spændt omkring indstiksstedet, og han støttede ikke på foden. Åhr, hvor jeg havde dårlig samvittighed over at have sendt ham afsted med sådan en lille, såret fod.

Ludvig var bare så stor og sej hos lægen. Herhjemme kunne vi ikke få lov at pille ved foden, men på skadestuen sad han musestille og gjorde præcis som doktormanden sagde. Det er det samme hos frisøren. Angst, det er sgu noget der kan få et barn til at sidde stille. Vagtlægen kunne desværre heller ikke få tornen ud, men han krattede huden i stykker, så skiderikken (altså tornen; ikke lægen) selv kunne finde vej ud, og tilbød at udskrive penicillin. Vi takkede nej til medicin, og tornen er heldigvis smuttet ud nu.

Vi har været til marked på Ingerslevs Boulevard, og Ludvig er nu en Alfons Åberg-sprællemand rigere

Nu er sommerferien endelig faldet på plads. Egentlig har jeg jo allerede haft ferie i en uge nu, men den er gået ret hurtigt med at hælde Ludvig af i børneren og så selv cykle hjem og snorkboble på briksen indtil ungen skulle hentes igen. Nu skal jeg blot arbejde en uge mere og så vanker der endnu to ugers ferie.

At tage til udlandet er desværre udelukket, for Steffen har som sædvanlig ikke formået at tage fri -som i helt fri - så han skal spille lidt her og der sommeren over, og vi kun har fire-fem fridage i streg at rejse i. Og hvis man så skal bruge én dag på at rejse ud og én dag på at rejse hjem, så giver det os lige nøjagtig to feriedage at muntre os i. To dage på Mallorca? Arj, det holder bare ikke, vel? Heldigvis er den danske sommer ikke så ringe endda, så vi napper en tur til København for at besøge Rasmus Klump i Tivoli. Og for at se om de pandekager nu virkelig er så skoldhede som nogen påstår. Må være ærlig og sige, Louise; at lysten til Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle er dalet et par grader siden dit indlæg om selvsamme firkløver.

Vi har været bænket ved skrivebordet hver dag i denne uge. Så hyggeligt!

Vi havde også snakket om at fortsætte videre til Stockholm. Men hverken Steffen eller jeg er for skrappe til geografi, og vi havde måske nok troet, at Stockholm lå lige over på den anden side af Kattegat, men det viser sig, til vores store overraskelse, at hovedstaden hinsidan jo for hulan ligger en hel dagsrejse væk. Vi orker kun svipture.

Og slutteligt er der jo go'e gamle Samsø, hvor vi skal tilbringe et par dage også, som vi gør i alle sommer-, efterårs-, jule-, vinter-, påske- og pinseferier. Det ved man hvad er. Lune fiskedeller på Ballen Havn, cykeltur til Besser Rev, rødspættefilet på Dokken, stenkasting og sopning ved Cementfabrikken, et smut indenom oldemonster og så ellers bare benene op og slappe af. I modsætning til sidste år, hvor min ryg gik i udu og vi måtte afbryde ferien efter blot få dage; og jeg blev fragtet hjem i bagagerummet, helt høj på Dolol; og tilbragte resten af sommeren - inklusiv min fødselsdag - i sengen.

Ludvigs akvarel med de fine tuschtegninger på står nu på kogebogshylden i køkkenet og pynter

Steffen har arbejdet på højtryk i studiet i denne uge, så Ludvig og jeg har været mutters alene hver evig eneste eftermiddag, og tiden skal jo gå med et eller andet, så vi har kastet os ud i et lille kunstprojekt, og vi giver gerne opskriften videre. Først tuschtegner man - og her i huset øves der stadig i at tegne ansigter - så maler man lidt akvarel; klippe, klippe og klistre, klistre og før man når at se sig om, har man huset fuld af vidunderlige små kunstværker.

...og så er der min favorit. Ludvig har tegnet mig og ham. Det er mig med næsen i panden, og ham med det skæve smil

Månemor er landet

Lille, store dreng

Nå, men så viste det sig jo egentlig at være meget hyggeligt ovre i den børnehave. Vi startede igår med et par timer derovre sammen med verdens sødeste stuepædagog, Lone. Stille og roligt sniffede vi rundt i huset mens Ludvig stort set passede sig selv. Han er ellers overhovedet ikke typen, som bare lige passer sig selv når vi er fremmede steder henne. Overhovedet ikke. Faktisk tror jeg det er første gang, han har været sådan lidt ligeglad med hvad Steffen og jeg foretog os. Han sad bare stille og roligt og byggede togbane på verdens hyggeligste Månestue, mens vi blev vist rundt endnu en gang.

Det er tydeligt at se, de lægger vægt på det kreative derovre, for det var simpelthen bare de flotteste ting der hang på alle lodrette flader. Ikke noget med tilfældige tuschstreger på et A4-ark eller hektisk papmaché, men sirligt indrammede flotte malerier, smukke fotografier, fine fantasidyr og masser af collager. Det er lige Ludvig. Han elsker at sidde og fordybe sig med lim og glimmer og flitterstads.

Ludvig snakkede meget om børnehaven i aftes. Ikke i så mange vendinger, men mere á la Jeg har været i børnehave i dag x 117. Og han er allerede 100% integreret på Månestuen. Jeg er et Månebarn. Hvad laver Månefar? Er han i studiet med Måne-Peter?  Jeg tager mig lige en tår Månevand. Hvor er Måne-Lasse? Godnat Månemor! Simpelthen så bedårende, og simpelthen så trættende i længden.

Ludvigs flotte ansigter

Ludvig øver sig i at tegne ansigter. Det har jeg bestemt at han skal. Jeg skal nemlig bruge en fin tegning fra hans hånd, som jeg kan få tatoveret. Da jeg fik min første tatovering, fablede mine forældre op om at det jo blot var startskuddet til én mere og så en piercing og en kælerotte, og før end man fik set sig om, ville jeg sidde og skyde mig i albuen med hash. Sådan gik det ikke helt, men de fik da ret i at mere vil have mere. Her elleve år efter den første tatovering, har jeg sådan fået lyst til en mere. En lille, sød tegning på indersiden af håndledet; og hvis Ludvig er kunstneren, er jeg da stensikker på, jeg aldrig nogensinde kommer til at fortryde den.
Da Ludvig var halvandet år gammel, tegnede han dette flotte ansigt og det har længe været det bedste bud på min kommende tatovering. Bortset fra at den ser lidt bister ud. Jeg vil dog hellere have en mere up to date én af slagsen, men det er som om Ludvig hellere vil tegne traktorer og røg, og det skal jeg altså ikke have foreviget på de øvre ekstremiteter. Tak ellers. Måske skal jeg bare lige give det et par måneder, og så kommer han hjem fra børneren med den mest perfekte skitse til projektet, er jeg sikker på.

Cirkus er i byen. Det er det ligesom hver sommer, så intet nyt i det. Vi var afsted sidste år, og det var fint og hyggeligt. Så i går besluttede vi at Ludvigs første børnehavedag skulle fejres med en tur i cirkus. Jeg tjekkede lige Benneweis' hjemmeside for priser, og kunne regne mig frem til at vi skulle slippe 600 dask for at se aftenens forestilling. 600?! For de allerbilligste pladser, altså. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kan finde ud af at bruge penge - det er faktisk en spidskompetence - men lige dér, der blev jeg sgu nærig. 600 bananer - nu har jeg aldrig! Så fedt er det altså heller ikke at sidde i en stank af elefantrøv og popcorn, og se på noget polsk klovn, der tosser rundt med vandpistol og for store sko. Vi tog i stedet på café og spiste frokost. Og endte med en regning der matchede cirkuspriserne. Hrmpf!

En lettet muttilein henter Månebarnet efter første alenedag i børneren

I baggrunden til højre ses den fantastiske Ellevang Børnehave. Til venstre ligger den nymodens Ellevang Kirke

I dag har Ludvig været i børnehave alene. Vi cyklede over til Lone, som Ludvig har sagt, han synes er ræddi sød, fik afleveret stamkort og givet de vigtigste informationer videre, og så virkede jeg pludselig sådan lidt overflødig. Three is a crowd, I ved; så Ludvig stak mig et knus og et kys, og så kunne jeg godt daffe af mens han og Lone legede med togbane.
Tre timer senere hentede vi ham igen. Da havde han nået at lege, lave en fin kurv til skiftetøj med billede på - han så totalt bøvet og betuttet ud på billedet, men lignede samtidig en stor børnehavedreng. Mor er stolt - male en fin fotoramme til sit billede, som skal hænge på stuen, være til samling og spise sig mæt i fuldkornspasta og spegepølse. Da vi hentede ham rendte han rundt i sandkassen og viste ikke tegn på at have lyst til at komme med hjem. Faktisk gemte han sig i en busk da han så os. Men det er vel et godt tegn, ikke? Jeg fik pillet ham ud af busken og vi kørte hjem og nappede middagsluren i hulen under sengen, og sådan fortsætter vi i næste uge. Jeg har taget ferie i anledningen af børnehaveopstarten, så vi har tid nok.
Jeg ved, der nok skal komme en reaktion fra Ludvig før eller siden, men i det mindste er jeg landet igen efter at have været lige lovlig meget i panik de sidste par dage, og for nu er børnehavestarten en succes.