Lille bitte bonderøv

Som et spin off af Louises indlæg om Gustavs og Villads' flotte, flotte legehus, bliver vi også nødt til at fremvise billeder af hvor fint Ludvigs legehus er blevet. Nu ved I selvfølgelig ikke hvor trist og kedeligt det var før, men jeg kan love jer for, lidt maling har gjort underværker derude. Vi burde have ordnet det legehus for længst, men da det endelig var blevet samlet og malet udvendigt sidste forår, var jeg så højgravid og træt at jeg ikke orkede at indrette det og gøre det hyggeligt. Og siden har huset stået og passet sig selv i et hjørne af haven; lige indtil jeg læste Louises indlæg forleden og fik akut dårlig samvittighed.
Nu er legehuset blevet malet og har fået nye møbler og nips. Vist når det ikke Tårnbyske højder, men vi synes, der er så hyggeligt at være. Det er et meget lille hus, men vi kan være der alle fire plus hund, og Ludvig nyder at lave mad til os - mestendels popcorn og ukogt pasta - og så sagde vi gerne at du synes, det smagte fantastisk. Restauranten hedder selvfølgelig Restaurant L; det har Ludvig bestemt, og han har selv dekoreret tavlen. Det er det helt perfekte sted at falde i staver og ryge lakridspiber.

 Aftensmad i Mindeparken, dét er sommer

Severin har mellemørebetændelse. I den grad. Og endda på begge ører. Det måtte jo komme, det skidt. Og vi tænker tilbage til da Ludvig havde ondt i ørerne som lille, og kun kunne sove om natten hvis vi kørte rundt med ham i bilen på må og få; så det gjorde vi; og endte ved flere lejligheder på parkeringspladsen nede ved Egå Marina med motoren i tomgang, hvor vi alle tre forsøgte at få lidt søvn indtil solen stod op og vi kunne køre hjem igen og tage i børnehave og på arbejde. Det var dødens pølse, si'r jeg jer. Helt så slemt har det heldigvis ikke været med Severin. Det startede med høj feber i et par dage, og først da temperaturen blev normal igen begyndte han at rykke sig i ørerne, og så røg vi til vagtlægen. Nu står den på penicillin, Panodil og fri fra vuggeren.

 Til kræmmermarked på Tangkrogen i Kr. Himmelfartsferien - med øl og pølser og polaktivoli

Ludvig spørger ofte hvornår vi skal i Lalandia igen.Trods hans lille, forsigtige væsen var han vild med det kæmpe, kæmpe vandland med store vandrutchebaner og bølgebassin og vandfald. En dag stod han ude på terrassen og soppede i verdens mindste vandpyt mens han råbte Jaaah! Wuhuu! Det er ligesom at være i Lalandiaaa! Fint med mig, så sparede vi da de penge.

Engang var Bonderøven mit yndlingsprogram, men nu er det dét med Søren ( altså Ryge) sagde Ludvig forleden. Vi sad og så DR Derude om en storkerede, der skulle bygges og en stikkelsbærbusk, der skulle fjernes og Ludvig var ganske opslugt af det. Før det havde vi set et program om hummerfangst langs Norges kyst. Han labbede det hele i sig. Og hvad skal vi egentlig med den store tv-pakke når DR sender alt det gode?
Ludvig glæder sig om muligt mere end jeg til vi skal have høns. Han har nærstuderet de hønsebøger jeg har lånt på biblioteket, sat sig grundigt ind i hvad der er hvad på min skitse over hønsegården og har også allerede besluttet at et af kræene skal hedde Grus-Grethe ligesom hønen fra Pedersen og Findus. Da vi skulle skrive fødselsdagsønskeseddel den anden dag, stod en høne øverst på listen sammen med et eller andet Ninjago-skrammel. Hvis det barn ikke ender som skovfoged/naturvejleder/landmand, må I kalde mig Mads.

Lykken er at dele en kasse is ovre fra Dolce Vita på Severins værelse. Melon, lakrids og hvid chokolademousse - ummenumse!

Det nye badebassin indvies. Og ja, vi frådser måske ikke ligefrem med vandmasserne, men er I klar over hvor hårdt det er at skulle fylde sådan en plasticpøl med varmt vand fra badeværelset? Der skulle mindst 15 spande til for at dække bunden, og så gad jeg simpelthen ikke slæbe mere

Ludvig og jeg var på shoppetur mens det stadig var varmt. Det var helt vildt hyggeligt at være afsted, bare os to. Vi fik både købt Ninjago til Ludvig, tøj til mutter og fødselsdagsgave til Severin. Og så måtte vi altså også lige en tur på Stardust i Klostergade og have en kold cola at køle ned på inden vi skulle med bussen hjem. Hold da magle, hvor var det lummert i de dage. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Den slags vejr gør mig klam og klistret, ugidelig og hysterisk. Giv mig noget efterårsblæst, et par gummistøvler og en ulden sweater, og så skal I se mig blive næsten blid og medgørlig.

Nå, men uanset hvilken butik vi kom ind i, så faldt ekspedienterne i svime over Ludvig og hans solbriller. Det sker hver gang vi er i byen og han har dem på. De er også ret så seje, hans små Ray Bans, som Gudmor Mie har haft med hjem fra New York, men I drømmer ikke om hvor meget opmærksom de briller gi'r. Vi trækker en hale af århh og nårhh og hvinende ekspedienter efter os, og det er selvklart ikke mig og min H&M-brille de falder på halen over. Ludvig bliver genert over al virakken og gemmer sig endnu mere bag sine briller, og sådan fortsætter det fra butik til butik. 

På rockcafé, hvor man kan få sig en soda i fred for damernes beundrende blikke

I Drum City i Gl. Munkegade fandt vi alt mulig børnepercussion til den fine røde kuffert jeg har købt til Severins fødselsdag. Den er nu fyldt til randen med claves, triangel, tamburin, kazoo, guiro, frugtshakers, rasleæg i alle afskygninger, mundharmonika, blokfløjte, bjælder o.l. Jeg vil gerne udvide samlingen med en abetromme og en trækfløjte, men der kan snart ikke mases flere larmesager ned i kufferten.

Derudover har jeg lavet en sangmappe med alle vores yndlingsbørnesange. Ludvig og jeg har selv illustreret sangene. For det første bliver sangene pænere at se på og for det andet bliver de nemmere at genkende for en undermåler som endnu ikke har sprog til at fortælle hvilken én han vil høre. Severin er selvfølgelig endnu for lille til at begribe hvad fødselsdag og gaver går ud på, men jeg er sikker på, han nok skal blive glad for kufferten i det lange løb. Ludvig er for længst gået ombord i den, og dingler løs på trianglen så snart han ser sit snit til det. Lille lydnørd.

Under æwletræerne i mormors og morfars have

Forrige søndag - mens vejret stadig var sommerligt - var vi på udflugt med mormor og morfar. Efter frokost kørte vi til Ry og sprang på en båd.  Severin lå og snorkboblede i barnevognen, så skarnkasse med indhold måtte løftes ombord; og så lå han ellers dejlig svalt i skyggen i vognen og boblede videre, mens vi andre sad på dækket og blev godt og grundigt stegt. Vi hoppede af båden ved Himmelbjerget, huggede en is i os og vadede heeele vejen op til toppen af bjerget. Eddermugme besværligt at få bugseret barnevogn og baby op i de luftlag, men det gik og udsigten var fantastisk.

Når man er på Himmelbjerget skal man have en stok. En is og en stok. Sådan er det bare. For 58 år siden var Momse på Himmelbjerget med sine forældre og fik en lille, rød stok. Den er gammel og slidt, men den eksisterer endnu. Ludvig lånte den for år tilbage og har leget rigtig meget med den. Lige indtil den smittede af på vores hvide briks og blev sendt tilbage hvor den kom fra. Nu har Ludvig fået sin helt egen stok; med indgraveret navn og hele pivtøjet. Han er så stolt af den.

Man fornemmer at det går opad, ikke?

Lille bebs på toppen af bjerget

Himmelbjerget

Lille styrmand

Severin og morfar på vej hjemad på Silkeborg søerne

 Nu til fødselsdagsforberedelserne. Tro det eller ej, men Ludvig fylder 5 på lørdag.