Kom så, de hviii'e!

Jeg er forelsket. Smaskforelsket i lille, bløde Severin. Han er simpelhen så kær. Og glad. Og nem. Vi er for længst kommet over de første magiske uger, hvor vi var helt rundt på gulvet over at være blevet forældre igen og hvor vi kunne sidde i timevis og stirre os blinde på lille, bløde baby og slet slet ikke begribe at to som os kan formå at skabe noget så fint og lille bitte. Nu har vi vænnet os til at være en familie på fire og det er igen hverdag her i nr. 11, og så lige pludselig - Bang! - er jeg blevet helt blød i knæene, og næsten mild og medgørlig, alt sammen på grund af Severin. Det var det samme med Ludvig. Forelskelsen kom ikke lige i det sekund jordemoderen afleverede den lille, snaskede muldvarp på mit bryst. Jeg husker ikke hvornår mit hjerte sår'n for alvor smeltede, men det kom lidt hen ad vejen.

Da jeg havde født Severin, gik der ikke længe før jeg afleverede ham til Steffen, rullede om på siden og snorkboblede. Det var fantastisk at føde ham, men altså ikke noget som skulle stå i vejen for en lille lur. Og jeg vågnede igen med et sæt og var selv lidt pinligt berørt over at kunne falde i søvn når jeg lige var blevet mor. Men dengang kendte jeg ham jo ikke; han var "bare" barn nr. 2 og jeg var træt. Nu har vi til gengæld lært ham at kende, og jeg er in luuuv'! Havde han været et genstridigt kolikbarn, havde det nok været så som så med den forelskelse, men Severins stille væsen gør ham umulig ikke at falde pladask for. Arj, men jeg si'r jer, det barn er født med ja-hatten trukket helt ned om ørerne. Han er altid glad og altid ved at gå til af grin. Vi er så heldige, er vi!

Masser af gode tanker til dem med kolikbørn...

Ludvig landede denne lille hundestejle ved Besser Rev på Samsø, og nu ligger den i fryseren og afventer sin videre skæbne

Vi var på Samsø i forrige weekend, og det var som altid hyggeligt. Det er altid når bladene falder af træerne og det værste turistikum har forladt øen, at jeg får allermest lyst til at rykke familien op med rod og flytte derover. Eller som minimum få et sommerhus derovre. Ja, få et sommerhus; for vi har ingen skejser at købe mere fast ejendom for. Er der i øvrigt nogen der mangler en lejlighed i Ny Munkegade? Hvis du køber den, så kan vi få et hus på Samsø, og du vil da ikke stå i vejen for vores fremtidige lykke, vil du? Hva'? Hva'?

Vi har i øvrigt et hængeparti i huset her, et værelse til Severin, som står øverst på to do-listen til den dag vi kommer til penge. I stedet for at bygge en stue i forbindelse med køkkenet, er vi vist kommet frem til at bygge et nyt værelse til Ludvig i stedet. Så kan Severin overtage Ludvigs nuværende hummer, og vi beholder stuen hvor den er nu, og smider måske en kvist på. Planer har vi masser af, men ingen penge har vi nok af. Kender I det? Det er simpelthen så kedeligt.

Viklefar ved Besser Rev. I øvrigt lidt pudsigt at vi bor på Besservej i Samsøkvarteret her i byen, hvor gadenavnene er opkaldt efter samske byer

Vores lille, snoldede æbletræ har ikke givet mere end 30-40 æbler i år, så vi måtte en tur forbi Skovby og rane nogle af mormor og morfars mange æwler, så vi havde nok at lave most af. Jeg har længe haft lyst til at lave egen æblemost og har i flere år planlagt at vi skulle en tur i Den Økologiske Have i Odder med vores æbler. Nu er haven desværre gået konkurs, så i sidste uge lejede vi i stedet en kurvepresse af en lokal naturvejleder, hentede Ludvig tidligt i børneren og kværnede og pressede æbler til den store guldmedalje. Det var simpelthen så hyggeligt, og Ludvig var helt i sit es. Han var med i hele processen; vaskede og skar frugten, fyldte kværnen, pressede pulpen (som vi sidenhen har lært at frugtsnasken hedder), hældte mosten på flasker og ... ja, det eneste han ikke har været med til er faktisk at sætte mosten til livs. Han smagte en enkelt mundfuld og smed sig så på gulvet med hænderne om halsen og gjorde harkelyde som var han ved at blive kvalt i sit eget opkast. Han kunne også bare have sagt at han ikke brød sig om smagen, men Ludvig har altid været et meget signalstærkt barn. Ha.

Det bliver noget nemmere når Severin kan sidde op i barnevognen, men forleden løste vi problemet ved at presse vippestolen

ned i barnevognen, pakke bebs godt ind i varmt tøj og dyner, og så var han også lidt med i æblemostningen

Steffen og jeg, til gengæld, er helt syge med vores hjemmebryg og har stort set levet af æblemost den sidste uges tid. Faktisk har jeg drukket så meget, at jeg tror Sev har fået en half-and-half af modermælk og æblemost når jeg har ammet ham. Så store mængder må ende i hanerne før eller siden.

Mosten er stort set væk nu. Drukket herhjemme, givet til familie og venner, nydt i mødregruppen, prøvesmagt i Ludvigs børner, hvor de fejrede høstfest fredag før ferien; Steffen har sågar haft en flaske med i studiet. Til gengæld fik han et glas hjemmesyltede rødbeder med hjem af en kollega. Det er der skisme ikke meget sex, drugs and rock'n'roll over, hva'? Nu er der kun en lille bitte flaske tilbage i køleskabet, som ingen rigtig nænner at tømme.

Jeg skal så meget eje sådan en kurvepresse. Inde i mig bor en lille naturvejleder/spejder/nørd med fuldskæg og khakibuks, og han er allerede begyndt at spare sammen til sådan et aggregat, så vi kan moste igen til næste år.

Vi kværnede og pressede til der ikke var mere at kværne og presse af

Og så lykkedes det endelig at skyde et billede af Ludvig og Severin sammen. Ludvig har indtil nu nægtet at sidde med Sev, selvom vi op til flere gange har spurgt om det ikke bare ku' være så brandsjovt at sidde med Sev mens mutter lynhurtigt knipsede et par billeder. Men det syntes Ludvig ikke, og derfor vidste vi også godt, at vi stod overfor en umulig opgave da jeg for nogen tid siden besluttede, at vi bare skulle have et billede af de to sammen. Både til os selv, men også som den perfekte gave til mormor som netop er fyldt rundt og til en af olderne, som har inviteret til party sidst på måneden. Ludvig nægtede naturligvis, men tøvede ikke med at sige ja så snart jeg lokkede med slush ice og popcorn. Og det er helt vildt dårlig stil at købe sine børn til noget, men det virkede forbløffende godt, for det var lige præcis det der skulle til for at Ludvig overvandt sin angst - eller hvad det var - for at holde Sev. Han havde det så sjovt, og langt de fleste billeder jeg tog kunne slet ikke bruges fordi han grinede så meget.

Ludvig har selvfølgelig vist Severin interesse før, men det har begrænset sig til at vippe lidt med vippestolen og stikke ham en sut; men nu hvor han har prøvet at sidde med Severin, er det som om han rigtig er blevet storebror og er blevet glad for Sev. Og derfor var det et rent gennembrud da Ludvig i dag hoppede op i sofaen og gned næse med lillebror. Flere gange. Og sluttede af med at kysse ham på kinden. Nårh, hvor var det sødt! Småtingsafdelingen, tænker I, og ja, det er ganske rigtigt, men for en dreng som forleden aede sin lillebror i hovedet med en kastanie fordi det åbenbart var for grænseoverskridende at røre sår'n rigtigt ved ham, så er det her stort.

Brødre

Ludvig kalder i øvrigt Severin for Sæbberin. Det lyder helt vildt sødt, men udtalen er jo ikke korrekt. Han har også nogle andre udtalevanskeligheder som f.eks. K-ord, som bliver udtalt som T. Kasse, ko og kanin bliver til tasse, to og tanin. Dog ikke udtalt med et stort, rungende T, men nok til at man kan høre, den er gal. Er K'et til gengæld efterfulgt af en konsonant som i klapperslange, klippe eller klaver, har han ingen problemer med udtalen. En gang voldte SM-lyde ham også kvaler, så smør og Smilla, blev til pør og Pilla, men det rettede sig selv og nu udtaler han det korrekt. Vi har længe moret os over at Ludvig som den eneste i familien har en meget udtalt århusiansk dialekt, men nu kan jeg godt se, det er fordi han har vanskeligt ved at udtale de bløde D'er, så mad, gade og hvid bliver til maj og gaj'e udtalt med meget flade A'er, samt hviii' som når de århusianske AGF-fans står ude på stadion og råber Kom så, de hviii'e!
Jeg er stødt på alle sprogfejlene i forbindelse med mit arbejde, og ved at de fleste retter sig selv med tiden. Derfor har vi heller aldrig haft issues omkring Ludvigs sprog, men nu snakker gokkerne i Ludvigs børner alligevel med en talepædagog for at finde ud af om der skal sættes noget iværk eller ej, otay?

Vejlby-Risskov Ink