Vi er her stadig

 Ved Skæring Strand

...men den der Hollændervogn af en hverdag, den holder stadig ulovligt parkeret lige her midt i familien på Besservej, og besværliggør alt det sjove. Vi har simpelthen hverken tid eller fysisk overskud til andet end arbejde, spise, glo fjerner og så i seng.

Ludvig er 5 år og fem måneder, han samler på Ninjago og penge, er storforbruger af Fruit Ninja på iPhonen og makrelsalat, hader alt der rimer på løg og ostehaps, er som altid meget alsidig i valg af legetøj, og har netop omsat sine sparepenge til både en dødsøkse og en cheerleader-glimmerstang, vil gerne lære at spille banjo(!) og drømmer om at gå til madlavning, venter stadig på at de nye fortænder skal gro frem, elsker at remse navnene op på alle dommerne fra Vild Med Dans og holdt med Mitt Romney under valgkampen; men det var nu vist mest fordi det voldte for store problemer at udtale Bardak Bonamas navn. Han er verdens sødeste og artigste dreng.

Severin er 16 måneder gammel og altid glad. Han er en lille nisse med strutmave, som trisser rundt i huset og hiver ting og sager ud af skuffer og skabe, og efterlader sig en hale af madkasser, taperuller, legetøjsbiler, bøger og nips. Han kan sige nej og tak og brumme som en løve, han er altid glad og sjov, bruger masser af babytegn, som de tungnemme forældre ikke forstår, sover ofte til kl. 8, vinker til alle han møder på sin vej og kysser helst med åben mund. Hans yndlingslegetøj er en larmende politibil, som Ludvig fik da han skulle have lagt dræn, da han var på Severins alder. Den er gammel og slidt, og det eneste, der desværre ikke er gået i stykker på den, er sirenefunktionen. Severin elsker den. Kæft mand, han er kær, den lille pøllemaskine!

Min iPhone er spækket med superfede lydbøger til børn. Ludvigs yndlingshistorie er 'Mumi, Mymlen og lille My'

Af alle de fine instrumenter vi har i musikkufferten, er trianglen det eneste Severin vil spille tæve på. Så det gør han. Konstant.

Da Ludvig lige var fyldt tre år, skrev vi ham om til den lokale friskole. Selvom den folkeskole, Ludvig hører til, efter sigende skulle været ret god, så har vi ikke meget fidus til kommuneskolerne, og vi tænkte at det måske nok kunne være rart at have flere muligheder når det en gang blev tid til at vælge skole. Og den tid er så kommet nu.
Vi har hele tiden været begejstrede for friskolen, men så synes vi også det var lidt træls hvis Ludvig var den eneste i storebørnsgruppen, som skulle starte på en anden skole. Der er noget trygt i at kunne følges med sine venner fra børneren, så vi blev enige om at give folkeskolen en chance - lige indtil for et par uger siden, da der dumpede et brev ind fra friskolen, og så var vi tændte igen. Vi, de vægelsindede.
Vi besluttede at vi stadig var interesserede, og forleden fik vi et brev om at Ludvig var nummer ét på ventelisten. Skolen optager kun én klasse pr. årgang, og der er maks 20 elever i klassen, så der er rift om pladserne. Men altså, vi var sgu lidt slukørede da vi fandt ud af at Ludvig kun var på venteliste efter at have været skrevet op i så lang tid, men så skete det helt fantastiske, at skolen allerede dagen efter ringede og sagde, at én havde meldt fra, så nu er Ludvig optaget i børnehaveklassen. Jahuuu!
Godt nok orker jeg bare overhovedet ikke at Ludvig snart skal være skolebarn. Den tanke er på én og samme tid spændende og deprimerende; men han glæder sig, den lille myre, og vi har allerede været ovre på skolen og trykke næserne flade mod ruden for at få et glimt af hvad der venter os.

P.S. Er det ikke lidt mystisk at friskole og SFO koster det samme som SFO'en alene koster hvis man vælger det kommunale tilbud. Vildt nok, ikke?

Oldemonsters 88 års fødselsdag (Foto: Ernst van Norde)

Jeg får mega meget spat når Salling hænger sine store, grimme julehjerter op på Strøget inden oktober er omme, men jeg plejer som regel at besinde mig og ikke blive grebet af stemningen før end det rent faktisk er jul. I år har jeg dog ladet mig rive lidt med, og de første julegaver er allerede i hus. Spørg mig ikke hvordan det er lykkedes os at være så tidligt på den i år, men det føles faktisk meget rart allerede nu at kunne vinge af på to do-listen.

Til Severin har vi købt noget Duplo. Leg med tal, hed det vist. Han er ellers ved at drukne i Duplo, men vi anede simpelthen ikke hvad vi skulle købe til bebsen, der har alt; og et eller andet skal han selvfølgelig have at pakke op juleaften, så Duplo blev det.

Ludvig får den sædvanlige omgang Lego og Hero Factory, og af Severin får han de første tre sæsoner af Bonderøven på dvd. Ludvig er og bliver en lille nørd, som er vild med Bonderøven og Søren Ryge. Vi er blevet trukket igennem kilometervis af urtehaver og staudebede sommeren over, for Ludvig er trofast seer af DR Derude, og vi gør ham gerne selskab når den står på slow tv.

Lille smølf

I uge 43 var vi på dejlig, solbeskinnet og lidt forsinket efterårsferie på Samsø sammen med søde venner

Og tak til de af jer, der har været så søde at efterlyse indlæget Sommerferie - part II. Det er meget venligt af jer at vise interesse for vores staycation med minigolf og frituremad og festivalmusik; og indlæget er så småt på vej i trykken. Vi skal bare liiige forsøge at reminiscere hvad vi fik de tre uger i juli til at gå med. Det er jo hundrede år siden nu.

London

Bellevue Strandpark

Vi havde en fantastisk dejlig sommerferie, men efter blot et par uger tilbage på pinden ude i børneren, har jeg fuldstændig glemt hvad vi har foretaget os i feriedagene. Ægte. Det er fuldstændig slettet fra harddisken; og det føles allerede som hundrede år siden vi havde fri. Er det ikke snart efterårsferie?
Jeg synes, det var træls og hårdt at starte på job da min barsel sluttede, men at starte på job efter kun tre ugers ferie, var mindst dobbelt så træls. Hverdagen ramte os som en stor, tung forhammer lige mellem øjnene, og vi har ikke rigtig fundet fodfæste endnu. Vi er stadige trætte når vækkeuret ringer, det kommer stadig bag på os at madpakkerne skal smøres og vi halser afsted for at nå det hele.

Jeg har stadig Sommerferie - Part II liggende på computeren, næsten klar til udgivelse. Den kommer når jeg en gang husker hvad det var vi fik tre uger i juli til at gå med...

Bellevue Strandpark

Noget jeg til gengæld har helt frisk i hukommelsen, er min lille sviptur til Londonton med gudmor Mie. Jeg kom hjem i går aftes efter selv at have taget toget til Stansted, selv at have fundet vej i den virkelig indviklede lufthavn og selv at have klaret flyveturen hjemover med mild panik og kun en lille smule sejlende indvolde. Jeg er meget stolt af mig selv. Og jeg, der ellers aldrig rejser længere end til Samsø...

Jeg er i det hele taget ikke meget for nogen som helst slags lufttrafik. Jeg har kun fløjet ganske få gange i mit liv, og jo længere tid der går imellem hver flyvetur, desto større bliver angsten for at falde ned og dø. At jeg har set samtlige afsnit af Air Crash Investigation på Discovery Channel gør ikke mit anstrengte forhold til flyvning et hak bedre. Heldigvis klarede jeg den; både ud og hjem. Men jeg sad skam også og lavede venepumpeøvelser hele vejen over Nordsøen for ikke at få en blodprop i benet, som kunne rive sig løs og sætte sig i lungen; og hele vejen hjemad, trykkede jeg næsen flad mod flyruden for at holde øje med at i det mindste venstre motor ikke pludselig brød i brand. Better safe than sorry, ing?

Store, fantastiske, farverige, ildelugtende, spændende, beskidte London

Og ikke så snart var jeg nået til England, før end der tikkede sms'er ind hjemmefra, om at Severin var begyndt at gå. Heldigvis nåede jeg at være vidne til hans første spæde forsøg på at komme fremad på to ben, inden jeg tog til London, men hans første serie af små bitte babyskridt, den gik jeg glip af.
Men altså, fra nu af går det stærkt. Han er præcis 14 måneder gammel i dag, og rejser sig konstant op, står og svajer lidt og så kaster han sig frem uden først at tjekke om der står en mor eller far klar til at gribe ham. Det er ret så spændende at følge med i hvordan han for hver dag bliver lidt mere nysgerrig på verden omkring sig, lidt mere sikker på benene og lidt mere stolt af sig selv. Min lille, glade baby tumling!

Ludvig derimod er ikke specielt nysgerrig på verden eller stolt af sig selv. Tværtimod er han startet til fodbold og det er ingen succes. Han glæder sig ellers hver onsdag til at iføre sig sit fodboldtøj og komme over til sine fodboldkammerater på banen, men så snart vi kommer derover vil han ikke være med, men kun sidde hos Steffen eller jeg; og prøver vi at skubbe lidt til ham for at få ham med, bliver han dybt ulykkelig og bryder ud i tårer. Man behøver næppe være den store børneekspert for at se, at det barn selvfølgelig ikke skal gå til fodbold. Jeg var også imod det lige fra start, for jeg synes han er for lille til at skulle forpligte sig til sådan noget, men han ville jo så gerne, og så skulle det selvfølgelig prøves af. Det er det så blevet nu, og så er vi den erfaring rigere. Fodboldverdenen må klare sig uden Ludvig.

 Sidst, men ikke mindst, har vi været til en super fin og gennemført barnedåb for baby Marius.

Jeg glæder mig til at se om der mon snart kommer et indlæg ud af den festlige søndag. Gør der snart det, hva' Marlene? Gør der?

Sommerferie - Part I

Søde, smukke, dejlige rolling på toppen af Danmark

Jeg har altid syntes, det var lidt mærkeligt at nogen mennesker planlægger deres sommerferie et år i forvejen. Jeg kan godt selv lide at være i god tid, men jeg er virkelig dårlig til at lave aftaler så langt ud i fremtiden. På den anden side føles det også ret mærkeligt at gå på sommerferie uden nogen som helst planer. Vi er vant til at Steffen spiller festivaller i sommerferien, og derfor bliver vi altid hjemme i Danmark - staycation, har jeg hørt at det hedder - og vi nøjes med at tage til Samsø. I år når vi dog kun over i sommerhuset i et par dage da Steffen skal spille i Tunesien, så pludselig havde vi tre ugers sommerferie på hånden og meget få planer.
Vi har længe snakket om at vi gerne ville til Skagen, hvor vi mødtes for seks år siden, men det er svært at finde overnatning med få dages varsel i højsæsonen, så jeg bookede i stedet et hotelværelse i Hanstholm, som på Danmarkskortet kun ligger et stenkast fra Skagen. Det skulle så vise sig at være et 180 km. langt stenkast - ad små, snoede veje - men lad nu det ligge.

Sandormen

Vi kørte direkte til Skagen, for jo længere nordpå vi kom, desto bedre blev vejret, og toppen af Danmark skal helst opleves i solskin. I Skagen spiste vi lækker frokost og store is, og nød at slentre rundt i de små gader med de karakteristiske gulmalede huse. Herefter kørte vi så langt nordpå vi kunne, parkerede bilen og tog Sandormen helt ud til Grenen for at se bølgerne slå sammen. Ludvig var vild med det! Både at det var varmt nok til at smide sandalerne og springe i det lune vand, men også at det var muligt at stå på spidsen af landet, med én fod i Skagerrak og én fod i Kattegat. Det er en fantastisk oplevelse hver gang. Vi gik langs vandkanten tilbage til bilen, og havde det ikke været fordi det var ved at være sovetid for Severin, kunne vi snildt have brugt et par timer mere i det kridhvide sand. Vi bliver nødt til at komme derop igen inden sommeren er ovre; jeg elsker den plet.

Fantastisk vejr på Grenen

Efter turen til Grenen kørte vi mod Hanstholm, som ligger lang pokker i vold. Den køretur trak virkelig tænder ud, men børnene sov heldigvis, så det var kun Steffen og jeg der blev mere og mere utålmodige i takt med at vejret blev dårligere og dårligere. Og endelig nåede vi frem til hotellet, som var fint, uden at være prangende; men resten af Hanstholm, det var blot et hul i jorden. Kæft mand, et kedeligt sted! Heldigvis kan vi godt lide at trave lidt rundt på må og få, så når vi ikke satte det ene efter det andet lækre måltid til livs i hotellets restaurant, så var naturpatruljen fra Risskov på udflugt i den nordjyske, rå natur. Faktisk ville jeg godt have udforsket Nationalpark Thy lidt nærmere, men der må være grænser for hvor meget hedelandskab man kan tillade sig at tvinge en 5-årig igennem, ikke?

Hanstholm Fyr og Nationalpark Thy

Cold Hawaii (Klitmøller)

Da vi kom hjem fra det nordjyske, tog vi i  Friheden. Ikke så snart havde vi betalt overpris for tre gange turbånd, før end himlen åbnede sig og regnen væltede ned over Århus. Simpelthen så pisse typisk! Heldigvis var vi bevæbnet til tænderne med regntøj, gummistøvler, paraply og regnslag, og vi nægtede at bukke under for det utilregnelige danske sommervejr. Til gengæld forsøgte vi at løfte stemningen med is og pølser og sodavand og popcorn og candyfloss. Vi skulle bare have en dejlig dag, vejret til trods; og det endte faktisk med at være en rigtig hyggelig tur. Vi vender stærkt tilbage når vejret har lært at opføre sig ordentligt.

Forude venter turen til Samsø, som vi har glædet os til længe. Samsø minder os om sol og fødselsdag og god musik, så vi kan næsten ikke vente med at komme afsted og gense familie og venner. Jeg fylder 31 derovre og Steffen spiller på festivallen, så det bliver festligt og farverigt. Uh, man sku' ha' sommerferie hele året!

Lille snitte på Stadion Allé
Det eneste billede vi fik knipset på vores tivolitur - og så stod det ellers ned i stænger

Igår var vi til bryllup hos min veninde og hendes kæreste; nu ægtemand. Mormor og morfar var så søde at afbryde deres ferie for at sejle hjem og passe Ludvig og Severin mens vi var til abefest, og det er vi så taknemmelige for, for det er virkelig sjældent at Steffen og jeg har mulighed for at komme ud sammen i weekenden, og brylluppet igår ville vi ikke gå glip af.

Jeg ved ikke om det stadig er noget hormonbetinget, men jeg har simpelthen så let til tårer efter Severin kom til verden, og åbnede derfor for sluserne allerede inden vielsen var begyndt, da min veninde trådte ind i kirken i den smukkeste Marianne Carøe-kjole. Og da de sagde ja til hinanden. Og da de trådte ud af kirken som mand og kone. Og da gommen holdt tale. Da det endelig blev brudens tur til at holde tale, og en meget følelsesladet en af slagsen, var jeg klar til at smide mig i fosterstilling på gulvet og hulke igennem. Kæft mand, det var smuk!

Jeg eeelsker bryllupper, og hver gang vi deltager i et, bliver jeg mindet om at jeg ikke helt fik indfriet mine egne bryllupsdrømme. Jeg ville så gerne have haft en fin, hvid kjole og have været i kirken. I stedet gik der praktik i den, og vi blev viet på rådhuset og tog på Sway og drak White Russians bagefter. Det var småt og hyggeligt, som vi ønskede det, men vi bliver simpelthen nødt til at holde et brag af en fest en dag, og bruge alle pengene på god mad og virkelig fede bands. Vi gør det sgu!

Tillykke, Nina og Simon!