Vi er her endnu...

Fætter Vitus og Ludvig trykker den af hos mormor og muffi. Billedet er tyvstjålet herfra

...men vi har ikke meget at berette.
Nåmmen, så gik den november jo også, og lige om lidt er det jul. Er det bare mig, eller har det her efterår haft benene på nakken? Chok, tiden render stærkt.

Jeg har overstået første lægebesøg i forbindelse med graviditeten, og er nu en vandrejournal rigere. Sikke et papirarbejde for sådan en smule graviditet. Lægen ville vide alt mellem himmel og jord. Om jeg ryger, drikker eller tager stoffer? Og nej til det hele. Hverken smøger, bajere eller massivt heroinmisbrug. På papiret er jeg faktisk ret kedelig. Hun spurgte også hvor jeg ønskede at føde, og jeg svarede spørgende På hospitalet...? for jeg kan slet ikke forestille mig at nedkomme andre steder; men hun tænkte vel bare på om jeg er hjemmefødseltypen, og det er jeg slet ikke. Så skulle jeg give liv til lillebrorsøster mens Steffen slår på tromme, og når bebs kommer til verden bider jeg navlestrengen over med tænderne, og vi begraver moderkagen i haven og planter et træ ovenpå, og slutter hele seancen af med rundkreds og bjælder og Kumbaya my Lord; evt. i en lerklinet hytte ude i haven. Jeg ved godt, at hjemmefødsler ikke er så langhårede i virkeligheden, men det er bare slet ikke mig. Eller os. Jeg orker simpelthen ikke at ligge herhjemme og svine mens Steffen koger vand og Knirkemedisteren går i vejen. Jeg føder helst i nærheden af kemisk smertelindring, kittelklædte autoriteter og velfungerende hjerte-lunge-maskiner, så Skejby Sygehus it is.

Polarbønnen i winter wonderland på Samsø

Og ellers går det såmænd meget fint her i 8240. Vi forsøger at få hverdagen til at hænge sammen og samtidig huske at julehygge lidt ind imellem. Nogle gange kan jeg godt lidt føle at arbejde, møder og andre kedelige forpligtelser trykker på og det er svært at nå det hele og samtidig have overskud til at være en sød og rar kone og mor. Og så er vi endda helt vildt priviligerede fordi Steffen for det meste er hjemme hver dag, og både kan hente og bringe når Ludvig og jeg skal i hhv. børnehave og børnehave, og også nå at handle og gøre rent inden vi kommer hjem igen. Jeg ved ikke hvad vi ville have gjort hvis Steffen havde et "rigtigt" arbejde fra 8-16 hver dag. Fuck, vi havde været på skideren så. Hvordan får folk det til at hænge sammen? Jeg fatter det ikke. Og ingenting bliver jo nemmere af at få en unge mere, så jeg er spændt på at se hvordan dét kommer til at gå. Jeg er super glad for at være gravid og glæder mig til en at få en bebs i huset igen, men jeg er også bange for at gå glip af en masse med Ludvig. Han er jo min øjesten, og den lille ny pøllemaskine skal ikke komme og ødelægge det hele med dens tigerspring og mellemørebetændelse og pis og ballade. Så' det sagt.

I sne til knæene. Herligt!

 Vi har ikke meget at berette denne gang, men nu er vi ligesom igang med bloggeriet igen. Og jeg er ovre den værste kvalme og er klar ved tastaturet igen. Vi blogges ved.

...

Et styk grønært med hjerteblink og blommesæk og navlestreng og hele baduljen. Vi kan ikke se hvad der er op og ned på himstregimsen,

men skide nu også være med det. Det vigtigste er at den er der. Og at der Gud ske tak og lov kun er én.

Jeg har været i knæ med de værste graviditetssymptomer de sidste par uger. Faktisk har jeg været så skidt-Mads, at jeg ikke har knipset et eneste billede siden jeg fandt ud af jeg er gravid. Og dét siger mere end de grummeste fortællinger om kvalme og opkast. Jeg er lige straks ni uger henne og har det heldigvis bedre nu, så vi er snart tilbage på bloggen for fuld styrke.

Kan I holde på en hemmelighed?

Den selvvalgte mødregruppe. Charlotte var ked af at hun var den eneste der ikke så fjollet ud på gruppebilledet

fra Ludvigs fødselsdag, og ville gerne have taget et nyt. Til gengæld er hun så den eneste der ser fjollet ud her

Kan I huske de der orn'li' syge hjorte jeg skrev om i forrige indlæg? Nå, men nu viser det sig, at der faktisk var en en lille pige på to år, som blev stanget så hårdt i ansigtet ude i Dyrhaven at hun røg op i luften og ind i et hegn. Og hun og hendes familie havde ikke forsøgt at fodre dyrene eller klappe dem eller noget. Bare lige pludselig - Bang! - så fik hun en pelset skalle. De er kogt oven i potten de dyr. Hva' sa'e jeg?

Nåmmen, så' gik den efterårsferie. Og ret så hurtigt endda. Og novra, hvor vi trængte til den. Steffen var forinden overbevist om at vi siger og skriver 2005(!), og jeg selv har også været lidt distræt på det seneste. Så det var mere end tiltrængt med ti dage at slappe af i, så man ikke kom til at hælde diesel på cykelvognen eller pludselig stod i 7 Eleven og opdagede at man havde glemt at tage bukser på.

Forleden udhulede vi det fine græskar vi købte med hjem fra Samsø. Derovre drukner de i græskar på denne årstid, så man kan få alle mulige flotte slags til det halve af ingenting, i modsætning til de kedelige og halvrådne man kan købe til overpris i supermarkederne her i byen. Egentlig virker det lidt tåbeligt at sidde og rage indmaden ud af sådan en skiderik, og det var i øvrigt heller ikke særlig hyggeligt, for det var koldt og klistret, og jeg havde travlt med at sørge for at Knirke ikke åd græskarkødet og at jeg ikke choppede mine pølser af i forsøget på at snitte et ansigt

Traditionen tro gør min ryg vrøvl når det er ferie. Jeg ved skisme ikke hvad der er med de rygstykker, men det er som om, at så snart jeg har sagt Hej hej og vi ses om en uge til kollegerne, så begynder de at te sig. På feriens første dag satte jeg mig op i sengen og så sagde det knæk. Afsted til fysioterapeuten, som hev og sled og skød med laserpistol, og i øvrigt bad mig sige til når jeg kunne mærke at det spændte omkring korsbenet. Korsbenet? Som om der er nogen uden for medicinsk fakultet som ved hvor den skiderik sidder. Nå, men efter anatomilektionen ilede vi til Samsø, hvor vi havde et par skønne dage. Jeg lavede absolut intet andet end at ligge i alkoven og hvile min ryg og sove sove sove. Hold op, hvor fik jeg hvilet ud. Mere om det soveri længere nede i indlæget.

Ludvig blev på Samsø da vi rejste hjem, og ferierede således alene hos mormor og muffi i tre dage inden vi endelig fik ham hjem igen. Steffen og jeg har nydt at være barnløse. For selvom Ludvig er det nemmeste og artigste barn i byen, så er her bare en helt særlig ro over huset når kun Steffen og jeg er hjemme. Det er en kæmpe gave at have så gode babysittere ved hånden, og vi har virkelig nydt tosomheden. Og så alligevel så gav det et stik i hjertet hver gang ællingen ringede hjem og fortalte at han havde spist ris og været i skoven og må jeg godt sige farvel nu, mor? Nååårh...

Inden Ludvig kom hjem nåede vi en sviptur til Lønstrup. Steffen skulle spille deroppe, så vi indlogerede os på hotel og havde egentlig planlagt at vi rigtig skulle have en kæresteudflugt som i gamle dage før Ludvig kom til verden. Men da det kom til stykket orkede jeg ikke at tage med til koncerten, men blev i stedet på det røvsygeste hotelværelse og så medbragte krigsfilm på Mac'en. Og dagen efter vågnede vi til et Nordjylland badet i solskin, men vi orkede end ikke en tur til stranden. Vi ville bare hjemover. Så vi fik sammenlagt fire hyggelige timer sammen på motorvejen, en hyggelig aften hver for sig og det var så den kæresteudflugt.

Årets sidste soft ice konsumeres ved gadekæret i Nordby, Samsø

...og den skal nydes!

Jeg er forresten svanger. Det var egentlig ikke meningen at vi ville offentliggøre det før jeg har overstået den første scanning, men så var der et barn i min børnehave som overhørte en samtale om mine lykkelige omstændigheder, og hun sladrede til sin mor som så måske - måske ikke - har sagt det videre til forældrerådsmødet igår. I hvert fald kom flere par forældre og lykønskede mig på job i dag. Og selv min fysioterapeut er delagtiggjort i vores ikke længere så hemmelige hemmelighed. Han spurgte direkte om jeg var med rogn, for det skulle han vide for at kunne give den bedst mulige behandling af rygstykkerne. Og ja, nu ved I det så også.

Jeg er kun 6 uger henne, så det kan jo i og for sig stadig gå begge veje; men vi håber og tror at tredje gang er lykkens gang, og at bebs bliver siddende hvor den skal. Min veninde - hende med udtrækssengen - er også lyksageliggjort, og er et par uger længere henne end jeg. Det er helt perfekt at vi kan følges ad, og vi har allerede været til børnebazar i Stadionhallen for at fejre de gode nyheder; men det var skisme godt nok en skuffelse af de helt store at give en flad halvtredser for at vade rundt i en håndboldhal og se på tøj med Spiderman og Hello Kitty og videre i den dur. Hold op, hvor var vi skuffede over udvalget. Min veninde gik tomhændet derfra, og jeg selv investerede blot i to graviditetstoppe og en fransk hotdog. Og det er sgu ikke fordi lysten til babyshopping ikke er der. Tro mig, jeg har lavet liste op og liste ned over lækre ting og sager jeg må have fingrene i inden 24. juni, som er den foreløbige termin.

Kommende storebror er stadig lykkelig uvidende om at endnu en van Norde er på vej. Han sagde en dag - helt umotiveret -

"Jeg gider ikke ha' en baby. De er så lille" Ha, han skulle bare vide hvad der venter ham

Det gode ved at være gravid for anden gang er, at man er blevet klogere siden første gang. Forhåbentlig. Nu står man ikke i BabySam og siger Hoved-hale-fad? Siger du, det er et must-have? Jamen, så stik mig sådan et eller tror at fosteret allerede har udviklet neuralrørsdefekter fordi man kom til at glemme folsyren en enkelt dag. Jeg er lidt mere loose omkring det hele denne her gang, men jeg er stadig på toppen over at være gravid. Novra, hvor er det fedt, altså!

Jeg har ingen nævneværdige symptomer, men kan tisse og sove på kommando, og er blevet forfalden til appelsiner og saltlakrids ligesom da jeg ventede Ludvig. Han voksede sig i øvrigt stor og stærk på en half-and-half af citrusfrugter og Nougatdrømme fra det nu hedengangne Spring's Bageri på hjørnet af Sjællandsgade og Nørregade.

Kryds fingre for os, og forhåbentlig kan vi stolt fremvise et scanningsbillede af lillebrorsøster i december en gang.