Grauballemanden, vi ses en anden gang!

Ludvig: Her lugter af komøgvasketøj...hæk
...og den duft kender vi jo alle, ikke?

Søndagstur i skoven

Så er vi startet i hhv. børnehave og børnehave igen, Ludvig og jeg. Faktisk har vi været i gang i 14 dage nu, og vi har haft så rygende travlt, at bloggen har fået lov til at passe sig selv. Første arbejdsuge efter ferien var slem at komme igennem. Steffen jobbede på Skanderborg Festival, og tossede derfor rundt i bøgeskoven det meste af ugen, mens Ludvig og jeg gik glip af det hele. Vi ville ellers gerne have været dernede, for der var masser af fede arrangementer for børn, men der var desværre ikke tid til andet end arbejde og søvn og en hulens masse madpakker, der skulle smøres. Denne uge er gået omrent lige så, men nu lakker det da Gud ske tak og lov mod enden, og vi ser frem til at holde weekend.

Det er gået nemt for Ludvig at starte i børnehave igen efter ferien. Vi havde ellers forberedt os lidt på, at vi måske skulle køre ham ind påny. Jeg havde som et minimum forventet en tårevædet afsked og at Ludvig ville klynge sig til mig. I stedet hev han mig i ærmet mens jeg snakkede med en pædagog, og sagde at nu ville han altså gerne sige farvel. Så stak han mig at kys og et kram, og løb ind på Månestuen. Og sådan har det været hver dag de sidste to uger.
En dag Steffen hentede Ludvig i børneren, havde han som vanligt spurgt ind til hvad Ludvig havde lavet og hvem han havde leget med osv. og Ludvig havde nødtvunget svaret på dette og hint, indtil han tørt sagde Nu gider jeg altså ikke snakke mere om det børnehaveri. Ha. Ta' den, Spørge-Jørgen!

Jeg har endelig fået malet amagerhylden fra Samsø, så den nu hænger helt blank og sort og fin i køkkenet

I søndags havde vi familiedag. Steffen var endelig hjemme fra bøgeskoven og jeg startede morgenen med at lave en lang liste over alle de ting vi kunne give os til. En rigtig stemmeseddel med afkrydsningsrubrik og det hele. Ludvig stemte for en tur i Tivoli og Steffen lige så, og kunne det jo være helt og aldeles ligegyldigt hvad jeg så havde lyst til at stemme på. Og det var iøvrigt en tur til Moesgaard Museum. Man forstår jo ikke hvordan sådan to raske drenge kan sige nej til at stå og trykke næsen flad mod ruden ind til Grauballemanden.
Ludvig kunne slet ikke sove til middag af bare spænding over at skulle i Tivoli, og var meget imod forventning i hopla derude til trods for at luren var skippet. Han plejer ellers at være ganske uudholdelig hvis det glipper med luren, men han klarede det så flot, og sad bare så fint og ventede på at vi var færdig med vores frokost i Sindings Have. Derfra havde han ellers udsyn til alle forlystelserne, men han var 94 cm. rendyrket tålmodighed og ventede pænt på os.
Og så skete det helt fantastiske, at vi mødte Ludvigs vuggestuekæreste Julia, som til vores store ærgelse ikke er startet i samme børnehave som Ludvig. Jeg blev helt varm om hjertet da jeg så hvor glad Ludvig blev over at se Julia - og omvendt. Nårh, de to små nisser, de blev helt forlegne og forfjamskede over at gense hinanden. Regnen silede ned, men fordi Julia og Ludvig endelig havde fundet hinanden, nænnede vi ikke at tage hjem.

Julia og Ludvig. Og der er ikke noget i vejen med at pigen er den højeste...

...vi kører samme tema herhjemme

Ludvig har nu været blefri om dagen i et par måneder, og potten er skiftet ud med et lille børnetoiletsæde. Han kan godt sidde på toilettet uden det ekstra sæde, men kun hvis vi holder ham, for han er panisk angst for at ryge i tønden, og jeg kan godt forstå ham; han er jo en lille, mager pind. Toilettræningen går fint. Ludvig siger selv til når han skal tisse og han klarer stort set selv at komme op og ned, og at få vasket hænder. Han nægter dog stadig at lave lort på toilettet. Det gør han stadig helst i bleen; eller i bukserne ved et uheld. Forleden havde han lavet i bukserne, og da jeg forsøgte at krænge de tunge underhylere af ham og Ludvig fik øje på lorten, var han lige ved at kaste op. Han stod med tungen ud af munden og lavede bræklyde, og kunne slet ikke få sagt hvad han ville sige. Utroligt at én som vælger at skide sig selv ned af benene frem for at bruge toilettet, kan være så sart.
Da Ludvig skulle lære at bruge potten, måtte vi lokke lidt med vingummi og chokoladeknapper for at vride noget som helst ud af ham, og det virkede. Nu har vi igen taget bolchepædagogikken i brug, for Ludvig pure nægter at aflevere stort i toilettet. Men løfter om chokoladeknapper og halløj preller helt og aldeles af på ham nu, så vi har set os nødsaget til at hæve indsatsen, og hvis han kan aflevere en gang bummelum i toilettet, så skal vi i Fætter BR efter en brandbil. Altså, ikke hver gang han skider, m'kay? I onsdags kom det så endelig. Gennembruddet. Ludvig klattede i tønden. Og siden har han naturligvis ikke gjort det.

Årets første hindbær. Ludvig insisterede på at plukke det, men kom så i tanke om at han slet ikke kan li' bær,

og kylede det tilbage i hækken. Lille skarn!

Ja ja, han ER blevet klippet nu, okay?

Steffen og Ludvig var i kirke i min fødeby igår. Bortset fra at jeg kom til verden på det nu hedengangne Fødselsstiftelsen i Århus. Men altså, så barndomsby da. Da vi skulle have Ludvig døbt for nu snart tre år siden, troede vi at det var sådan indrettet, at man bare kunne udvælge sig lige den kirke man helst ville have forettet dåben i. Man vi havde kun adgang til Ellevang Kirke - som ligger klods op af Ludvigs børnehave og som er lidt for moderne til min smag - eller de kirker som Steffen og jeg er døbt eller konfirmeret i. Og ad omveje fik vi lov at låne Århus Domkirke, som er Danmarks længste og lige vel stor til en lille bitte barnedåb. Valget faldt på min kirke i Skovby.
I sidste uge fik Ludvig et brev fra kirken om at alle der er døbt i Skovby i 2007, kunne komme til børnegudstjeneste og aftensmad. Jeg var desværre anderswo engagiert, men Steffen og Ludvig tog afsted til børnegudstjeneste og efterfølgende Jesu Kristi legeme og -blod i præstegården, i form af pitabrød og saftevand. Ifølge rockfar havde Ludvig været artigheden selv. Han havde siddet pænt og lyttet og gjort fagter da de skulle synge om stjernerne og månen, og havde naturligvis ikke siddet og kastet med maden som nogle af de andre møgunger. Godt jeg ikke selv var med. Ellers havde det affødt et længere indlæg om at forældre burde tage sig sammen og lære deres børn nogle ordentlige manerer.
Normalerweise går vi kun i kirke juleaften, men det kan da egentlig godt være vi skal få taget hul på det med den kristne tro, som vi højt og helligt lovede at opdrage barnet i, hin augustdag i 2007.

Blegfisen foran Skovby Kirke

Sødebarnet i Guds hus

Mens sana in corpore (ikke så) sano

Nå, så skete det desværre igen. Min ryg er vind og skæv. Ligesom den også var det sidste år, forrige år og året før det. Ja, der er jo faktisk efterhånden tradition for at jeg mindst én gang om året skal være sengeliggende, sygemeldt, iført korset og malket for penge af div. fysioterapeuter og kiropraktorer.
Det skete midt på Guldsmedegade i dag. Jeg ville lige løfte Ludvig op og give ham en svingtur, og mens han hang og dinglede over hovedet på mig, kunne jeg mærke at det skred i min ryg. Heldigvis klarede jeg at nå bilen og komme hjem og lægge mig; men da jeg så havde sovet en times tid, havde hele kadaveret skubbet sig til venstre, så hoften nu sidder og stritter hjælpeløst. Jeg ved snart ikke om jeg skal grine eller græde. Hvor er det heldigt at det ikke skete på Samsø eller i København, men hvor er det uheldigt at det sker netop som jeg skal begynde på job igen.

Jo jo, vi slår et slag for slumstormerne, helt herovre fra Besservej af

 

Faktisk havde Steffen og jeg netop snakket om at vi burde starte på noget styrketræning i byens nye Fitness World. Jeg slæber i øvrigt også stadig rundt på noget graviditetsflæsk fra da jeg ventede Ludvig - jeg tog 30 kilo på, og mangler stadig at smide de sidste 10 - og det vil jeg hjertens gerne af med, men mest af alt vil jeg gerne have en ryg, der er stærk nok til at holde mig oprejst.
 Jeg havde forestillet mig at begynde til noget gymnastik af en art. Noget stræk og bøj á la Kaptajn Jespersen, I ved; men jeg er åbenbart håbløst gammeldags, for kondicenteret tilbyder kun noget som hedder Latin Mix, Dance Fit, Quick Sjip, Step og Body Fit. Jeg har ingen anelse om hvad det er, men det lyder avanceret. Så snart centeret åbner, vil jeg foreslå at de danner et Helle Gotved-hold for de af os her i provinsen, som endnu ikke er helt modne til latinquickbodydancemixfitstep.

Det nye regntøj afprøves og indvies i vandpytterne i Skovby

Nå, men mens ryggen stadig var god, var Ludvig og jeg på spending spree. Helt ude i City Vest, og dét er godt nok langt væk når man er med det offentlige. Først med 12'eren til Halmstadgade og så med 17'eren til Brabrand. En hel time i bus før vi nåede betonblokkene og ghettoen. Vores ærinde derude skyldes, at Ludvig er helt fantastisk for tiden. Det er han jo i og for sig altid, men lige i tiden er der ingen pivestemme, ingen sure miner og ingen konflikter. Overhovedet. Til gengæld er der masser af knus og kloge ord fra den lille. Og han har klaret ferien hhv. på Samsø og i København så flot. Ikke at vi havde forventet andet, men vi er overraskede over hvor stor tålmodighed han har udvist og hvor dygtig han har været til at tilpasse sig de forskellige steder vi har været. Nå, nu ikke mere praleri; men fordi Ludvig bare er lige til at spise for tiden, havde jeg lovet at i dag skulle vi i legetøjsbutikken og så måtte han vælge lige hvad han ville have. Valget faldt på en trætransporter, og måtter her flottede sig og smed en fejemaskine oven i hatten. Han har leget med det lige siden, og har flere gange pippet Jeg er bare rigtig, rigtig glad for mit nye legetøj. Nårh, så får man da bare lyst til at købe ham hele butikken. Forkælede unge.

Lille, gule elskling

Og så fik vi shoppet tøj i laaange baner. Kun til Ludvig, for det er sjovest. Masser af fint, nyt tøj, så garderoben er opdateret og børnehavesmart. Og vi fik købt de kondisko, vi ikke evnede at finde sidst vi var afsted. Det italienske læder vi fik for en slik, ligner allerede noget der er lyv efter en tur i zoologisk have i regnvejr. Og selvom vi synes, Ludvig er noget så fremmelig, så kan han trods alt ikke binde sine snørrebånd endnu. Så nu står den på Nike med velcro. Praktiske ja, men overhovedet ikke så søde som et par butsnudede lædersko.
Jeg må vænne mig til det, må jeg - eller lave en ny baby - for når man går i børnehave er man sej og ikke sød. Ludvig er heldigvis stadig bedøvende ligeglad med hvad han har på, men hvis alle de andre i børneren er sådan nogle, der er iklædt Spiderman-tøj fra top til tå, så kommer han jo til at skille sig helt udenfor hvis det mødrende ophav insisterer på at klæde ham for sødt på.
Faktisk har jeg aldrig rigtig dyrket det der med børnetøj. Jeg har aldrig været til lagersalg, som det sig ellers hør og bør når man er mor; jeg kunne ikke drømme om at give flere hundrede kroner for et lille stykke tøj, der alligevel bliver smurt ind i mudder og kødsovs og jeg har ikke noget favoritmærke. Til gengæld ved jeg hvad jeg ikke vil have, og det er blandt andet ham der edderkoppegutten. Det er sjovt som nogle ting kan trigge én. I mit tilfælde er det altså tøj med Spiderman på. Og det er skabagtigt, jeg ved det godt.

van Norde'rne er ude at gøre byen usikker

I morgen er sidste feriedag. Ludvig glæder sig til at komme i børnehave igen, jeg håber at blive smertefri så jeg kan komme på arbejde og Steffen får drøntravlt hele ugen med Skanderborg Festival. Vi har haft en dejlig sommerferie, men der er det med ferier, at de altid er for korte. Jeg glæder mig allerede til den næste.

Feriehilsen fra Kjøwenhavnstrup

Nyhavn og Christianshavn. Nå ja, hva' ved jeg? Kartoffel-kartoffel. Men for lige at få det på det rene, så er det ved Christianshavns Kanal vi bor.

Jeg havde aldrig troet det skulle komme over mig, men jeg er faktisk blevet lidt vild med København. Den smule vi har nået at opleve af den. Jeg har naturligvis været her mange gange før, men aldrig som rigtig turist som nu.

Der er både godt og skidt ved byen. Det gode er først og fremmest vores dejlige lånelejlighed med den fantastiske udsigt (godt nok ligger den på fjerde sal og uden elevator, men man kan jo ikke vinde hver gang) og dernæst stemningen af storbyferie. Det føles næsten som om vi ikke længere er i Danmark, så anderledes er her. Det dårlige er at jeg får klaustrofobi af at være et sted uden den mindste grønne plet. Her er jo nærmest ingen vegetation overhovedet. Og så skal man lede længe efter en indfødt. Vi har været på Strøget i dag, og det er tilsyneladende kun svenskere og jyder, der kommer der. Og i hobetal. Det gør det ligesom lidt svært at finde en kyndig at spørge om vej, ikk'?

Frisk turist ved morgenbordet

Skøn morgenudsigt til den ene side

...og fabelagtig aftenudsigt til den anden side. I høet med at her ingen have er. Den her udsigt kunne jeg sagtens vænne mig til

I forgårs var vi i Zoologisk Have - eller Psykologisk Kakao, som Ludvig kalder det. Det var helt vildt hyggeligt, og Ludvig elskede det; men jeg synes lidt, det er dyreplageri at have de store dyr gående på så relativt små arealer; flodheste, bjørne, giraffer og elefanter, I ved. Jeg er sikker på, eremitkrebsen og hugormen har det bra. Nå, men haven er flot og dyrene var spændende.

Vi forsøgte også at leje en Paraplys-film til Ludvig, så vi rigtig kunne hygge hjemme med film og kinøjsisk take away; men ikke om de ville godtage mit århusianske kort til Blåckbåster. Nej, de ville faktisk ikke røre det jyske skidt med så meget som en ildtang, så jeg måtte oprettes som ny kunde - simpelthen så omstændigt - og nu er Isa van Norde den heldige ejer af et medlemsskab til Blockbuster på Vesterbrogade. De kjøwenhavnere, de kjøwenhavnere...

I Zoo og se på gakkede isbjørne. Jeg synes stadig lidt, det er dyremishandling, det der

Nærkontakt af tredje grad. Ludvig som ellers er noget af en forsigtig-Per, var vældig kry hos klappegederne

og græd slet ikke da en af gederne stangede ham i jorden efter dette fejlslagne forsøg på at give dyret en rystekrammer

Strudsefugl

Ludvig i mine fine, nye sko

Dagen igår tilbragte vi sammen med gudmor Mie. På den turistede måde. Først var vi på kanalrundfart sammen med alle de andre turister. Det var hyggeligt og oplysende, og ikke mindst virkelig underholdende at studere alle tåberne (helt sikkert jyder), som tog billeder af alt vi kom forbi. Hver en lille bro, hvert et slot/borg/kirketårn og samtlige både i Nyhavn. Der var ikke det, der ikke blev fotodokumenteret.

Vi nåede også at besøge Christiania i dag. Hva' lugter her af? spurgte Ludvig flere gange. Krydderier, blev vi enige om. Idéen om en fristad er ret romantisk synes jeg, men det var dengang i 70'erne. Her i 2010 virker det en smule latterligt at nogen stadig insisterer på at leve i en art anarkistisk kollektiv med egne regler. Men hvis det virker for dem, så fred være med det. Det er bare lige en tand for langhåret og batikmønstret til os fra Besservej, men vi er jo også bare et par kapitalistsvin, der ikke ved bedre. Ikke desto mindre har superklapvognen fået et Bevar Christiania-klistermærke på, så vi kan vise vores støtte helt ovre fra jydeland af.

Gudmor Mie og Ludvig på Dyrehaven og spise frokost.

Og til alle de andre uvidende jyder skal det siges, at Dyrehaven er et spisested på Vesterbro og ikke bare noget kultiveret skov i nærheden af Bakken

Kys!

Ludvig på Christiania

Nu er det tid at sige farvel til Christianshavn. Og Lagkagehuset. Det har været skønt at være turist i eget land, men efter ti dage hjemmefra trænger vi også til at komme hjem. Jeg savner min have og min egen seng. Og jeg savner også pelsraketten, som er i hundepension i Stenløse et sted. Ludvig derimod har allerede proklameret, at han i hvert fald ikke gider hjem endnu. Han har haft et par fantastiske dage herovre, og kunne sikkert godt vænne sig til at bo i byen.