På vej til oldemonster, kom jeg forbi en lille bod med skidt og skrammel - og en skrigpink amagerhylde. Den amagerhylde. Min amagerhylde. Amagerhylden. Jeg spottede den da jeg var herovre forrige weekend, og forelskede mig straks i den. Jeg orkede bare ikke at stige ud af bilen for at købe dimsen, men blev i stedet enig med min mor om, at hvis hylden var der næste gang vi kom forbi, så var det skæbnen og så skulle jeg købe den. Dagen efter kørte vi igen forbi, men der var slet ingen lopper til salg i boden og jeg sejlede hjem til Risskov. I en hel uge gik jeg og tænkte på amagerhylden, og jeg var vildt spændt da vi endelig kom herover igen og kørte forbi forleden for at se om den stadig var til salg. Men den var selvfølgelig væk. Vi har kørt den vej forbi hver evig eneste dag vi har været herovre, og så lige netop i dag stod amagerhylden igen i vejkanten og kaldte på mig. Og det er jo ikke fordi jeg sådan virkelig har brug for den, men nu er den gået hen og blevet en principsag. Jeg skulle bare have den - og jeg er kun blevet 40 kr. fattigere.
Lige en klat maling, og så er den klar til at komme op at hænge i køkkenet
Oldemonster og englebarn
Da Steffen kom hjem, drog vi straks mod festivalpladsen, og nåede lige akkurat at høre Dúné spille. Det var en superfed koncert.
Festivalpladsen ligger lige ved siden af stranden, så vi nåede at kaste masser af sten i vandet imellem koncerterne
Sommer-hæng-ud
Ludvig var meget benovet over alle publikummerne på pladsen. "Hvorfor råber børnene?" spurgte han, da Dúné gik på scenen og folk begyndte at huje og klappe. Jeg er sgu også imponeret når jeg står på scenen og kigger ud. Godt man ikke skal optræde. Jeg ville dø af skræk!
Aftenhimmel over Samsø
Så' det hjemover!
I dag har vi været en tur i Vesborg Fyr. Det kostede 10 kr. pr. person, som man bare skulle smide i postkassen Jeg snød og betalte ikke for Ludvig (Uhh...daredevil!) Synes det var bondefangeri at skulle betale fuld pris for at få lov at pruste sig vej op ad vindeltrappen og herefter blive konfronteret med min begyndende højdeskræk, men havde ikke mod nok til slet ikke at spytte noget i kassen.
Her til aften har jeg været i biffen. Jeg trængte til noget alenetid, og Steffen var så sød at køre mig til øens eneste biograf. De viser kun én film, én gang om dagen, så udvalget var ikke så stort. Robin Hood og Russell Crowe var på plakaten i aften, og selvom det var dejligt med lidt familiefri, så var to timers bueskydning i skoven dog lige til den kedelige side.
Blå himmel og solmodent korn, se dét er dansk sommer!
Vesborg Fyr
Vagtduen ved fyret. Og først nu lægger jeg mærke til at jeg har den samme skjorte på på næsten samtlige billeder. Jeg har altså også haft andet på, m'kay? Men indrømmet, det er ikke for meget tøj jeg har med, og jeg er dødtræt af at bruge min ferie på at vaske, så i morgen står den på shopping
Mandag: Vi er endelig nået til København. Endelig endelig endelig. Der var lang vej herover, men nu er vi her og har lynhurtigt fundet os til rette i vores lånelejlighed, som er intet mindre end skøn. Ludvig er for længst gået i bræderne, og vi andre følger snart trop. Det har været en lang dag, men i morgen er vi forhåbentlig friske og veludhvilede og klar til et skud storbyliv. God ferie til jer!
Ludvig venter tålmodigt mens måtter er på shopping
Sidste strandtur inden afgang til Sjælland
