Farvel til Vuggestuen Trekanten

Juni 2008 - Dengang Ludvig startede i vuggeren

Ifølge gokkerne på Elefantstuen, er Ludvig så klar til at komme i børnehave. Men hvem bekymrer sig om hans parathed når nu jeg overhovedet ikke er så meget som på nippet til at være klar til børnehaveliv, dårlig normering og andre folks møgunger?

I går aftes snakkede Ludvig og jeg om hvad der skulle ske i dag. Det er et putteritual, vi har praktiseret længe, og som Ludvig stædigt holder fast i, at vi skal fortælle ham hvad vi har lavet sammen i løbet af dagen, og hvad der evt. skal ske den næste. I aftes fortalte jeg, at i dag ville blive hans sidste dag i vuggestuen, og at det var jeg lidt ked af. Bare sådan for ligesom at forberede ham, for jeg vidste bare, jeg helt sikkert ville komme til at tude i dag. Egentlig meget godt jeg ikke er gravid alligevel, for med sådan nogle hormoner i kroppen, ville jeg helt sikkert have lavet en scene midt i boller og frugtfad, og Ludvigs exit havde ikke været med æren i behold.
Ludvig spurgte Er du ked af jeg skal i børnehave, mor? Naiiiij da, beroligede jeg ham - med bævende underkæbe - det bli'r sååå sjovt, kan du tro! Verdens største løgn. Det bliver dumt og træls og stort og uhyggeligt, og jeg hader hader hader tanken om at skulle efterlade Ludvig alene i fremmede menneskers varetægt. Sådan mindes jeg ikke at jeg havde det da vi læssede ham af første gang ovre i vuggeren da han var blot 1 år og ni dage gammel. Og dengang var han mere skrøbelig end nu. Jeg kan ikke finde hoved og hale i hvorfor min angst for det fremmede først kommer snigende nu, hvor Ludvig ligesom allerede har været institutionsbarn i to år. Men nå ja, nu er den her, angsten. Og med tilbagevirkende kraft.

Allersidste dag på Elefantstuen.

Ja, jeg ligner en hængt kat, men til mit forsvar skal det siges, at få minutter før dette
billede blev taget, knækkede filmen for mig, og jeg tudbrølede

Det var ret hyggeligt at holde afslutning ovre i vuggeren i dag. Så hyggeligt som sådan en trist begivenhed nu end kan være. Vi havde boller og frugtfad med som vanligt, og der blev sunget farvelsang og udvekslet gaver. Jeg synes selv jeg var tapper, men da Ludvig og jeg kiggede den fine billedmappe igennem, som goggerne havde klippeklistret til ham, kunne jeg ikke længere holde tårene tilbage, og jeg tudede lidt ned i håret på Ludvig. Goggerne havde også tårer i øjnene, så jeg var i det mindste ikke den eneste der sad og skabte mig. Steffen holdt facaden til det hele var overstået, men så tudede han også; og så sad vi der helt mutte og med våde øjne i bilen på en øde parkeringsplads og snøftede, og bagi sad Ludvig og lignede ét stort spørgsmålstegn. Så trillede vi hjemad, og lagde dermed to års fantastisk vuggestueliv bag os.

I morgen starter husstandens mindste så i børnehave. Jeg ringede derover i dag og snakkede med en rigtig sød pædagog fra Ludvigs kommende stue, og nu glæder jeg mig faktisk en lille smule til at tage hul på det nye kapitel, en børnehavestart jo er. Ludvig glæder sig også, men vi har skisme også peppet ham det bedste vi kunne. Under aftensmaden gik der klapsalver og high fives og hurra-råb i den. Det lignede næsten et hvervemøde til de der pyramidespil, vi en gang så et program om i flimsen. Det handler bare om at skabe en ellevild stemning, og så hopper enhver idiot på vognen. I det her tilfælde er det mig der er idioten. Og jeg er hoppet med på vognen. Indrømmet, det bliver spændende med det børnehavehalløj.

Ludvig åbner sine fine billedmappe med billeder fra to års vuggestueliv.

Den er så flot lavet. Jeg elsker når folk gør noget ud af det

Vi har bestilt et legehus til Ludvig. Faktisk er det en forsinket fødselsdagsgave fra os og bedsteforældrene, og jeg ærger mig gul og grøn over at vi ikke noget før har anskaffet os sådan et fint, lille hus til haven. Ludvig kommer til at knuselske det. Han har stået med værktøjsbæltet på i tre dage og ventet på at hjælpe til med at samle monstrummet, men det kommer desværre først en gang i næste uge, og jeg glæder mig som et lille barn til at male og indrette det. Ludvig har allerede proklameret at det skal males rødt - surprise! - men jeg insisterer på sort med hvide vinduer og dør. Præcis som sommerhuset.
Jeg har lagt en afstemning ud, så I også kan give jeres besyv med, hvis I har lyst.

"Hva' sååå Haderslev? Er I der?"

Nå, men det der med at smide bleen ovre i vuggeren, det gik så ikke lige helt efter planen. Ludvig havde været helt stille og forsagt uden ble, kunne gokkerne rapportere, og havde været ret så tryghedssøgende; så da han tilsidst bad om at få ble på, havde de straks efterkommet hans ønske. Øv til det hele. Øv at det ikke gik efter planen, og øv at det påvirkede Ludvig i en sådan grad, at han slet ikke kunne slappe af og lege som vanligt. Vi må tage de lange blefri dage i weekenderne så, og glæde os over at det snart er ferietid, så Ludvig kan rende rundt med rumpen bar fra morgen til aften.

Skt. Hans bål i haven med onkel og fætter

I fredags tog Ludvig og jeg til Kløften Festival med Facius senior og Facius junior. Steffen skulle jobbe dernede, så vi kørte heeele vejen til Haderslev for at joine ham, og det er denondenlyneme langt væk en steghed fredag eftermiddag midt i myldretiden, i en lille bitte bil uden air condition, men frem nåede vi, og så blev det rigtig sommer. Vejret har ellers været strålende det sidste stykke tid, men først når vi får taget hul på årets festivaller, er det rigtig sommer. Og jeg elsker det! Det der med at ligge i et fugtigt telt på en stor græsmark, tage fællesbad med fremmede og drikke varme dåseøl til morgenmad, det er mange år siden jeg gad det; men at sidde mageligt i sofaen bakstage med fri adgang til lækker mad, kolde drikkevarer og lækker musik, mens børnene leger og man møder en masse spændende mennesker, dét er noget der dur.

Ludvig inspicerer røgmaskinen

Backstage bøllerne

Og hvis vi absolut skal name droppe lidt, ikk', så så vi Lina Rafns baby. Aiij, hvor er det en fin, lille bebs, hva' Ludvig, synes du ikke også det? men det syntes Ludvig så overhovedet ikke. Han var kun interesseret i at nå frem til tag-selv-bordet i madteltet. Jeg derimod smelter helt når jeg ser sådan en bollefed baby ligge og boble i barnevognen. Det minder mig om da Ludvig var helt lille og ny, og kun fem uger gammel var med til festival for første gang, og sov fra hele balladen. Åhr, hvor det var tider, altså!

I fredags var vi afsted for at høre Queen Machine, som er et nyt, fantastisk - fantastisk! - band. Jeg havde glædet mig helt vildt til at høre dem, og de levede til fulde op til mine tårnhøje forventninger. Altså, I burde virkelig gøre jer selv den tjeneste at opleve dem. Det er en fest, simpelthen! Ludvig og Gustav syntes også, det var fed spade, og de dansede og vrikkede og hujede og klappede sig igennem hele koncerten. De havde en skøn dag, og da vi endelig kom hjem igen kl. 23, var Ludvig stadig helt speedet og glad i låget. Lille festivalrotte.

Selv die hard fans kan få brug for en hvilepause

Kærlighed ved første blik

Steffen og jeg besluttede for nylig at det er på tide at Ludvig får en lillebror eller -søster, og til vores store begejstring lykkedes det at blive gravid i allerførste forsøg. Jeg blev med det samme usigeligt træt, havde kvalme og tudede over de mest åndsvage ting, så jeg vidste bare at den var der, selvom det var mig komplet umuligt at fremmane en positiv graviditetstest. Jeg er umådelig langsom til at danne graviditetshormonet HCG, og da jeg var gravid med Ludvig, kunne min læge først teste mig positiv da jeg var ni uger henne, så jeg vidste på forhånd at det kunne have lange udsigter, det der med at få to røde streger frem ved at tisse på en pappind. Først da jeg var seks uger henne denne gang kunne min læge få en svag streg frem på graviditetstesten. Desværre begyndte jeg samme uge at bløde, og efter at to blodprøver viste at mit HCG-niveau faldt fra sølle 192 til endnu mere sølle 94, stod det ret klart, at jeg var - og er - i fuld gang med at abortere.

Festivalrotterne

Møgbeskidte festivalfødder

Det er rigtig kedeligt, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget, som mange kvinder har prøvet, og heldigvis - hvis man kan snakke om held i sådan en røvet situation - så skete det så tidligt i forløbet, at vi ikke nåede at skrue vores forventninger helt i vejret. Tænk hvis det var sket efter vi havde set hjerteblink og blommesæk og hele baduljen. Dén havde været svær at sluge.

Jeg synes måske også det er lidt forkælet at blive alt for skuffet over at det ikke gik i denne omgang, når man tænker på de barnløse som i flere år forsøger at blive gravide - uden held. Det havde sgu næsten været for heldigt hvis det uden problemer var lykkedes for os i første forsøg. Vi er såmænd bare ovenud taknemmelige for at jeg overhovedet kan blive gravid, så vi gør et forsøg mere når det her rod og alle lægebesøg er overståede.

Det kan godt nogle gange være lidt svært at afgøre hvor grænsen går, for hvad der er for privat at skrive om her på bloggen. Det her med den spontane abort og det at vi gerne vil have et barn mere er ikke noget der fylder voldsomt meget for os i hverdagen, men der er til gengæld heller ikke noget hemmeligt ved det, og derfor har jeg valgt at skrive om det, m'kay?

To flotte fyre indvier det nye badebassin

Badebønnen i iskoldt vand

Vi fået ny bil. Igen. Det er bil nummer seks på de fire år Steffen og jeg har været sammen. Sådan er det at være gift med en musiker. Nogle gange lever vi som konger og baroner og andre gange har vi ikke meget at rutte med. Derfor bliver bilen skiftet ud i tide og utide. Vi har længe kørt rundt i en pispotte af en Ford Escort, hvor pladsen var trang, ingenting fungerede og alting raslede og larmede og gjorde ved. Nu har vi fået os en ny stationcar, og jeg er helt pjattet med den. Så pjattet at jeg ligefrem glæder mig til vi skal køre bare den mindste tur i den. Nu har jeg jo ikke selv kørekort, men det at sætte sig ind i de bløde sæder, tænde for air condition og køre op og ned med el-ruderne, det er den rene luksus i forhold til den skrammelkasse vi lige er kommet af med. Så afsted med os på de danske landeveje. Vi ses måske derude?

Sur Sommerland

Jaah, så kom solen endelig igen!

Ludvig og jeg var på strøgtur forleden. Målet var at finde et par gummisko til lillen. Et par seje sneakers, som er en børnehavedebutant værdig, og som man kan løbe ræddi stærkt i på legepladsen. I stedet kom vi hjem med noget sart, italiensk læder, som vil se herrens ud efter bare en enkelt dag i børneren. Og sådan kan man blive så overrasket når man kommer hjem med noget helt andet end hvad man kørte efter; men der var halv pris på skoene, så jeg kan helt ærligt ikke se hvordan købet kunne have været undgået. Kan I? De måtte bare med hjem, de små konvolutter, og de er så lækre og bløde og dufter fantastisk. Selv Steffen er misundelig. Vi må afsted efter gummisko en anden dag, og gu ved hvad vi så kommer hjem med.

Det nye køb fra 'Naturino'. Gid man havde sådan et par selv!

Ludvig har haft sin sidste dag som blebarn i vuggestuen. Han gider rigtig godt at øve at tisse på potten og at gå med underhylere, men han har efterhånden fundet ud af, han godt kan holde sig fra vi kommer hjem fra vuggeren og piller bleen af ham ved 16 tiden og til han får ble på igen inden sengetid kl. 19.30. Han holder sig, men pisser så som en hest så snart han får Libero'en på igen; så nu har vi aftalt med goggerne på Elefantstuen, at han kommer uden ble i morgen, men med en hulens masse skiftetøj i stedet, og så forsøger vi at klare en hel dag uden ble. Er meget spændt på hvordan det skal gå. Det værste der kan ske, er heldigvis bare at vi får en ordentlig pose vasketøj med hjem.

Ludvigs hørelse er stadig helt af pommerens til efter det ene dræn faldt ud og ørelæge Bent nappede det andet. Ludvig siger Hva' sa'e du? hundredvis af gange i løbet af en dag, og det begynder at blive en lille smule enerverende hele tiden at skulle gentage sig selv. Og samtidig er det jo bare helt vildt synd for Ludvig, som ikke kan høre. Her den anden dag sagde han Jeg kan ikke så godt forstå dig. Hvorfor kan jeg ikke høre hvad I siger? Nårh, den lille, halvdøve nisse. Så får man da først lyst til at putte ham i lommen og passe på ham for evigt. Heldigvis har vi snart tid hos ørelægen igen, så vi kan få fikset lytteaggregaterne og få ham ud af den lille osteklokke han lever i nu.

Den lille lækkerbidsken inspicerer haven i nye sko og dødsmart brille

Nu står Skt. Hans for døren, og for mig er det en højtid med lidt blandede følelser. På den ene hånd er den fyldt med glade barndomsminder om gæster og snobrød og at få lov at blive oppe længe; og på den anden hånd har Skt. Hans aftnerne i mit voksne liv været ganske almindelige, kedelig arbejdsdage, som jeg kun enkelte gange har orket at fejre med bål og hele baduljen. Og så regner det altid. Men i år vil vi fejre den, Steffen, Ludvig og jeg. Vi skal bare lige finde et bål. I år er der masser af Skt. Hans arrangementer, som lyder rigtig spændende, men bålene tændes først kl. 21, og kan vi holde Ludvig vågen så længe på en hverdagsaften uden at det bider sig selv i røveren dagen efter? Jeg tror ikke det.

Her i Risskov er der også bål. Nede på lokalcenteret kl. 11.30. Så kan de grå lige nå midsommervisen inden der er storkøkkenmad i ruminddelte plasticbakker og kollektiv middagslur. Ludvig napper også en skraber deromkring, men vi andre har jo ligesom et job der skal passes.

Jeg ved ikke hvor vi ender, men ild og snobrød skal vi altså have.

Ludvig og fætter Vitus tager sig en slapper i 'poolen' efter en hård dag i vuggeren

Vi har været i Djurs Sommerland i dag. Eller Sur Sommerland, som Ludvig tror det hedder, men han kan jo heller ikke høre noget som helst. Steffen har været på Sjælland og spille hele weekenden, så i dag var vores sidste chance for at holde lidt weekend sammen, og Djurs Sommerland var et kæmpe hit sidste sommer, så afsted med os til langt ude på landet. Vejret var skønt, Ludvig tog sin middagslur i bilen og alt klappede. Men få sekunder efter vi havde lagt 600 bananer i entré, åbnede himlen sig og ned stod det. Vi var så ærgerlige over det i vores upraktiske sko, tynde jakker og intet regnslag til superklapvognen. Heldigvis klarede det op i løbet af dagen og vi havde en helt igennem hyggelig dag i forlystelsesparken. Nu kan vi vinge den af på sommerens to do-liste. Next stop: Rasmus Klump Land i Tivoli.

Ludvig og mutter højt til vejrs