Klithusegården revisited

Ikke langt fra feriecenteret ligger Klithusegården, som vi også besøgte sidste år. En lille bondegård med masser af dyr, som man må klappe og kysse på hvis man har lyst. Og det har man.
Sidste år bondede jeg med nogle langørede geder, og gensynsglæden var stor - i hvert fald fra min side - da vi fandt gederne i en lille indhegning i den smukkeste snedækkede skov. Jeg ved ikke hvorfor, men de seneste år er jeg blevet helt syg med geder og får, og jeg drømmer om at få et nedlagt landbrug en gang, så jeg kan få mig en klappeged. Ludvig har til min store glæde arvet begejstringen for at kysse på geder. Nårh, hvor var de altså søde, de små.

Jeg forsøgte at presse Steffen til at malke en ko. Der var både taburet og spand klar, og det havde havde også været annonceret på Klitkanalen (og det navn morer vi os stadig over her på fjerdedagen) at man kunne få lov at malke på gammeldags facon. Jeg ville elske at se rockfar som landmand, men Steffen nægtede, og det var også godt det samme, for den ko der var stillet til rådighed, var totalt ond i sulet og for hele tiden sammen og skræmte livet af os. Lad dig ikke narre af de store øjne og de lange, fine øjenvipper. Den ko var totalt syggoh oveni. Ludvig var heldigvis kold som jordbæris og lod sig ikke skræmme af rovdyret. Han samlede hø og fodrede og snakkede og klappede og aede og havde en fest.

Det var fedt at komme ud på en gård og dufte til hø og pelsdyr. Og vi glæder os allerede til at komme afsted igen til foråret, hvor vi planlægger endnu en tur herop. Det er for koldt og gråt på denne årstid, selvom solen faktisk skinner i dag og himlen er blå. Vi synes ellers, det er en ret god tradition at tage væk her i starten af året, men Danmark i februar er sgu alligevel en smule for trist.

Da vi var i Hjørring igår, købte jeg noget modellervoks til Ludvig. Sådan noget har han aldrig prøvet før. Jeg kan heller ikke huske hvornår jeg sidst har haft fingrene i sådan noget stads, for i alle mine år i børnehaver har jeg pure nægtet at lege med modellervoks sammen med børnene. Jeg synes, det er noget så ulækkert. I institutioner har sådan noget modellervoks det med at blive blandet sammen, så alle de fine farver bliver til én stor brun masse. Og tænk så på alle de små barnefingre der har pillet næse og kløet sig bagi, som ikke er blevet vasket, men som bare graver i den her dej, som støt bliver mere og mere beskidt og ulækker. Føj for den altså; det er næsten lige så ulækkert som at være i svømmehal.

Nå, sidespring. Den her modellervoks fra Hjørring er endnu fin og frisk, og dufter af gamle dage. Både Steffen og jeg blev sparket tilbage til vores barndom da vi knappede låget af voksen og indsnusede duften af ja, hvad det nu end er lavet af. Det er nok ikke et naturprodukt. Lad os bare sige det sådan. Og så er der endda glimmer i.

Ludvig har givet sin BMW en stor, gul solhat på, den lilla udefinerbare tingest i forgrunden, er Steffens værk og den glimmergrønne dims er, som I nok kan se, en Porsche Cayenne, som jeg lavede på Ludvigs opfordring. Han har lige lært navnene på sine biler, og har gået og sagt Por-sche Cay-en-ne med sin lille musestemme det meste af formiddagen. Det lyder så sødt.