12. december 2009

Nissehuer og julehatte

Dagens projekt har været at finde en nissehue til Ludvig. En julehat som han kalder det. Igår var der julefrokost ovre i vuggeren, og alle børnene havde nissehuer på. Undtagen Ludvig, for nogen havde ikke læst på whiteboardtavlen at fredag altså var nissehuedag. Heldigvis havde Gustav en ekstra med, som Ludvig måtte prøve, men hele fredag aften ævlede Ludvig ikke om andet end julehatte, så i dag måtte vi ind til byen efter en.
Vi startede ved julemarkedet i Ridehuset. Der var så fint og flot pyntet op, og fuld af ting, jeg gerne ville have kigget nærmere på, men der var også sort af mennesker og ingen nissehuer. Vi headede mod vores hadebutik numero uno, Fætter BR, hvor Ludvig fandt en sej nissehuekasket, som skulle tages i brug med det samme, og som straks affødte en masse nårhh, hvor er han kær! og aaij, hvor er han sød! fra forbipasserende. Og det var han altså også. Vi fik også hentet vores vielsesringe i dag, og de er endnu pænere end vi havde forestillet os. Smukke, smukke, smukke simpelthen. Og de er så rare at have på. Ærgerligt at vi skal vente helt til på lørdag med at tage dem i brug.
På vej hjem fra byen kørte vi forbi konditoren for at bestille bryllupskagen. Desværre var fru konditor ikke på arbejde, så jeg måtte afgive bestillingen til en ung pige, som ikke kunne stave til Grand Marnier, ikke fik alle detaljer med og iøvrigt stavede mit navn forkert. Det jeg forsøgte at bestille i dag var en bryllupskage af chokoladebunde, appelsin/Grand Marnier-creme, blålilla marcipanovertræk, hvid knopkant og van Norde Clemmensen sirligt skrevet med hvid chokolade. Jeg tror hellere, jeg må ringe til konditoren selv for at være helt sikker på, vi ikke ender med en kagemand på lørdag. Pyntet med Matador Mix.

3 kommentarer:

Maria sagde ...

Kom ind i kampen.. Det er ikke en "nissehuekasket" men en Pyrus nissehue!

Fru Sommer sagde ...

mine venner fik stavet hans navn helt og aldeles forkert i hendes vielsesring...forviklingen (som jeg dog ikke vil nævne her) griner vi stadig af. han synes ikke det var sjovt! er spændt på, hvordan jeres kage ender? lækker kjole i øvrigt...;) (du har fået min tak-for-bambi-mail ikke sandt?)

Ida van Norde sagde ...

Maria - Nå ja, det er det da også. Nå, men Ludvig aner ikke hvem Pyrus er, så vi kalder det en nissehuekasket.
I Fætter BR kunne man også få en 'Mikkel og guldkortet'-nissehue. Havde aldrig hørt om det før. Vi er håbløst bagefter!

Rikke - Ringene er dobbelttjekket, og de fejler heldigvis ingenting :-)
Ja, jeg har fået mail. Troede egentlig også at jeg havde svaret, men den er vist smuttet for mig? :-) Nå, men dejligt at Bambi kom frem og kunne bruges.