19. maj 2009

Rheum rhaponticum

Vi andre kalder det bare rabarber. Og så er der Ludvig, som insisterer på at kalde det rafarfar.
Vores rabarber trængte i den grad til at blive høstet, og i dag måtte de lade livet. Lidt sukker (arj, faktisk en hel del!), lidt vanilje, lidt simren på komfuret - og vupti, hjemmelavet rabarbermarmelade. Så let som at klø sig i nakken (...og konsultere mormor over telefonen tre gange undervejs)
Bolledejen står i køleskabet og hæver, så vi kan få nybagte boller med marmelade i morgen tidlig. Om vi glæder os? Det tror jeg nok vi gør!



18. maj 2009

Eftermiddagsudflugt

...til Slaggård Banke. Efter latterlig indskydelse kørte vi til Øst- og Vestbirk, for den flotte naturs skyld, og så endte vi ved Slaggård Banke og Vorbjerg Høje i Brædstrup. En fantastisk udsigt 100 m. over havets overflade. Oh, hvilket adrenalinkick! Vi gik en tur i området og bag gravhøjene gik en masse shetlandsponyer på græs. Knirke gøede så meget af dem, at den var ved at kaste op. Ludvig derimod var vild med hestene, og vrinskede hele vejen hjem i bilen.



17. maj 2009

Navnet er Ida

Ludvig er nu begyndt at kalde mig for Ida-mor. Det er sååå sødt!
...og så påstår han at Knirke er en hare.