Vi venter os en....

D R E N G !

Vi har været til kønsscanning, og vi kan slet ikke få armene ned ovenpå den glade nyhed. Sa'e jeg det ikke nok? Vi er bare drengeforældre, m'kay? Mormor er lidt skuffet og gudmor Mie er lidt skuffet, men - yes! - vi skal have en lillebror.

Jordemoderen var supersød og selvom vi kun havde betalt for en lille kønsscanning i 2D, fik vi både 3D-billeder, hjertelyd og misdannelsesscanning oven i hatten. På et tidspunkt zoomede hun ind på noget sort-hvidt gratværk på skærmen og sagde hemmelighedsfuldt Nåeh, hva' synes I det ligner? Sådan som om det var helt tydeligt og lige til højrebenet. Jeg tror jeg taler på både Steffens og mine vegne når jeg siger, at det sgu lige så godt kunne have været et egern der lå derinde og svømmede rundt. Vi kunne overhovedet ikke se hvad der var op og ned, eller om det var en pige eller en dreng. Men det er altså en dreng. Det lovede hun.

Her har I ham så. Severin van Norde Clemmensen, som han sandsynligvis kommer til at hedde

Og så vil jeg også lige indskyde, at jeg beundrer folk der kan gå en hel graviditet igennem uden at kende barnets køn; det ville jeg aldrig selv have tålmodighed til. Men dem som så påstår, at det at man ikke kender kønnet er det bedste ved hele fødslen, de skulle have én på skrinet. Der er sgu da ingen ved deres fulde fem som så ville synes at fødslen var totalt nederen fordi de vidste om de skulle have en pige eller en dreng, er der? Det er lige så tåbeligt som at sige Njarh, vi har ikke helt bestemt os for navnet endnu. Vi venter og ser hvad han/hun ligner. Arj, come on! Babyer ligner ikke en Alberte eller en Frederik når de kommer ud. De er tykke, rynkede og fedtede, men dét er der aldrig nogen der bliver kaldt, vel? Og forældrene synes sjovt nok altid at ungen ligner en Isabella Mynte eller en Maximillan, og aldrig en Hjørdis eller en Flemming. Forstå det hvem som kan. Åh, er der noget værre end gravide og nybagte mødre med alle deres floskler og klicheer? Jeg tror ikke det.

Fra englebarn til dinglebarn. Der var gang i den i tante Tanjas fotostudie forleden!

Vi har haft en dejlig jul på Samsø sammen med mormor, Muffi og slænget fra Cort Adelers Gade. Det var ellers meningen, vi skulle fejre juleaften herhjemme, men jo tættere vi kom på d. 24., desto mere længtes vi - og især Steffen - efter at komme til Samsø, og vi er glade for at vi kom afsted. Julen er bare bedre derovre!
Vi har spist og drukket og kælket og sovet middagslure og hygget til den store guldmedalje, og Ludvig og fætter Vitus har leget godt sammen. Banket hinanden lidt, men for det meste leget godt sammen. Vi fik ikke knipset et eneste billede i julen, så I må nøjes med at lukke øjnene og forestille jer hvor idyllisk det var i sommerhuset midt i sneen.
Vi har tit snakket om at vi gerne vil have et hus på Samsø en dag. Sidste sommer overvejede vi endda at flytte derover permanent da vi fandt vores drømmehus; men vi måtte sande, at vi endnu er lidt for unge og udadvendte til at leve så isoleret. Hvis bare der var en broforbindelse, ville det hele være meget nemmere; og hvis bare der var en broforbindelse, ville øen lidt miste sin charme. Så vi er efterhånden kommet frem til, at et sommerhus derovre er et glimrende alternativ. Lige nu kan vi godt være i mormors og Muffis sommerhus allesammen, men til sommer kommer Severin, og hvis fætter Vitus også en dag får en lillebror eller -søster, så kommer vi til at bo som sild i en tønde når vi alle er samlet. Og så er det jo bare altid rart at have sit helt eget, ikke? Vi fandt et fint sommerhus derovre i julen, tæt på mormor og morfars. Pænt og velholdt og lige til at gå til. Og ifølge Steffen har vi sagtens råd hvis bare vi kan få det for en lille, rund million. Men nu er han jo heller ikke offentlig ansat som mutter her, vel? Vi har egentlig fast ejendom nok, så nu ser vi lige tiden an, ikke?

På snevejrstur ved Moesgaard, med den superhyggelige Skovmølle i baggrunden

Vi er her endnu...

Fætter Vitus og Ludvig trykker den af hos mormor og muffi. Billedet er tyvstjålet herfra

...men vi har ikke meget at berette.
Nåmmen, så gik den november jo også, og lige om lidt er det jul. Er det bare mig, eller har det her efterår haft benene på nakken? Chok, tiden render stærkt.

Jeg har overstået første lægebesøg i forbindelse med graviditeten, og er nu en vandrejournal rigere. Sikke et papirarbejde for sådan en smule graviditet. Lægen ville vide alt mellem himmel og jord. Om jeg ryger, drikker eller tager stoffer? Og nej til det hele. Hverken smøger, bajere eller massivt heroinmisbrug. På papiret er jeg faktisk ret kedelig. Hun spurgte også hvor jeg ønskede at føde, og jeg svarede spørgende På hospitalet...? for jeg kan slet ikke forestille mig at nedkomme andre steder; men hun tænkte vel bare på om jeg er hjemmefødseltypen, og det er jeg slet ikke. Så skulle jeg give liv til lillebrorsøster mens Steffen slår på tromme, og når bebs kommer til verden bider jeg navlestrengen over med tænderne, og vi begraver moderkagen i haven og planter et træ ovenpå, og slutter hele seancen af med rundkreds og bjælder og Kumbaya my Lord; evt. i en lerklinet hytte ude i haven. Jeg ved godt, at hjemmefødsler ikke er så langhårede i virkeligheden, men det er bare slet ikke mig. Eller os. Jeg orker simpelthen ikke at ligge herhjemme og svine mens Steffen koger vand og Knirkemedisteren går i vejen. Jeg føder helst i nærheden af kemisk smertelindring, kittelklædte autoriteter og velfungerende hjerte-lunge-maskiner, så Skejby Sygehus it is.

Polarbønnen i winter wonderland på Samsø

Og ellers går det såmænd meget fint her i 8240. Vi forsøger at få hverdagen til at hænge sammen og samtidig huske at julehygge lidt ind imellem. Nogle gange kan jeg godt lidt føle at arbejde, møder og andre kedelige forpligtelser trykker på og det er svært at nå det hele og samtidig have overskud til at være en sød og rar kone og mor. Og så er vi endda helt vildt priviligerede fordi Steffen for det meste er hjemme hver dag, og både kan hente og bringe når Ludvig og jeg skal i hhv. børnehave og børnehave, og også nå at handle og gøre rent inden vi kommer hjem igen. Jeg ved ikke hvad vi ville have gjort hvis Steffen havde et "rigtigt" arbejde fra 8-16 hver dag. Fuck, vi havde været på skideren så. Hvordan får folk det til at hænge sammen? Jeg fatter det ikke. Og ingenting bliver jo nemmere af at få en unge mere, så jeg er spændt på at se hvordan dét kommer til at gå. Jeg er super glad for at være gravid og glæder mig til en at få en bebs i huset igen, men jeg er også bange for at gå glip af en masse med Ludvig. Han er jo min øjesten, og den lille ny pøllemaskine skal ikke komme og ødelægge det hele med dens tigerspring og mellemørebetændelse og pis og ballade. Så' det sagt.

I sne til knæene. Herligt!

 Vi har ikke meget at berette denne gang, men nu er vi ligesom igang med bloggeriet igen. Og jeg er ovre den værste kvalme og er klar ved tastaturet igen. Vi blogges ved.

...

Et styk grønært med hjerteblink og blommesæk og navlestreng og hele baduljen. Vi kan ikke se hvad der er op og ned på himstregimsen,

men skide nu også være med det. Det vigtigste er at den er der. Og at der Gud ske tak og lov kun er én.

Jeg har været i knæ med de værste graviditetssymptomer de sidste par uger. Faktisk har jeg været så skidt-Mads, at jeg ikke har knipset et eneste billede siden jeg fandt ud af jeg er gravid. Og dét siger mere end de grummeste fortællinger om kvalme og opkast. Jeg er lige straks ni uger henne og har det heldigvis bedre nu, så vi er snart tilbage på bloggen for fuld styrke.