Pas på derude...

...mutsi gør snart vejene usikre.

Vi har jo som bekendt bil igen. En bil som liiige er lidt for lille. Faktisk er den ret så stor, den bil, men der er kun 2½ sæde i. Ét til Steffen, ét til Ludvig og ½ til mig. Den med den største nummi får det mindste sæde. Det er da en hel skæv fordeling. Nå, men Steffen havde egentlig lovet at bytte bilen til en mere rummelig og familievenlig stationcar, men hva' bli'r det til? Ikke en skid. Til gengæld har han fundet en anden løsning, som han synes, er majet, majet bedre; vi køber da bare endnu en bil. Og så et kørekort til mig. Jamen, selvfølgelig. For her i huset rygcrawler vi jo i penge. Nå, men idéen er faktisk slet ikke så tosset. Lige om lidt fylder jeg 28 og jeg har endnu ikke noget kørekort. Det er da helt ved siden af. En bil og et kørekort ville gøre livet sååå meget nemmere for mig. Tænk på alle de steder, Ludvig og jeg kunne tage hen når Steffen er væk i weekenderne. Vi kunne køre til Skovby, til Samsø eller bare ud i det blå. Jeg glæder mig allerede til parallelparkering og glatbane. Hvor svært kan det være?

Jeg vil gerne have denne her, men kan også godt nøjes med denne her.

Ludvig si'r nu...

To meget vigtige ord at have i sit forråd. I hvert fald hvis man er en lille, rask dreng på to år. Flødeboller og citronvand til dem, der kan gætte hvad det betyder.

Dagplejemor for en dag

Jeg har ageret babysitter for Gustav i dag. Steffen har spillet på Nibe Festival, så jeg har været helt alene med to tumlinger. Og sveden har haglet af mig. Her er umådeligt varmt, yes; men det bliver denondenlyneme ikke mindre varmt når man skal galopere haven rundt efter to lømler på hver deres lille, røde scooter. Det kan godt være, de er kortbenede, de to - men de skyder altså en gevaldig fart når først de får hjul på.
Det har nu været en god dag alligevel. Til trods for svedoverskæg og tunge øjenlåg. Men hvor er jeg dog glad for, jeg ikke har tvillinger. Eller i det hele taget bare mere end ét barn. Og al ære i al evighed til alenemødre og den slags.

Steffen er kommet hjem nu og har overtaget yngelplejen imens jeg får mig et velfortjent hvil inden vi skal igang med putningen. Guitaren er grebet og nedenunder kan man høre følgende udspille sig:

Steffen - Æblemand...
Ludvig og Gustav - Nej!
Steffen - ...kom indenfor, æblemand...
Ludvig og Gustav - Nej!
Steffen - ...kom indenfor; har du nogle æbler...
Ludvig og Gustav - Nej!
Steffen - ...med til mig i daaaag...
Ludvig og Gustav - Nej!
Steffen - ...tak ska' du haaaa'

Steffen ved nok et og andet om at læse børns signaler. Og den sang der, den ville de altså høre. Åbenbart. Ak ja, det er ikke sådan at være musiker, når publikum bare kræver og kræver, og aldrig kan få nok.